februar 07, 2010

Er det Februar?

Det er lige før en hel måned er smuttet for mig, men det er jo fint nok, at jeg ikke sidder fast i hver eneste dag, for det er ikke meget, jeg kan komme ud for tiden! Det blev til 4 gange i Januar, når jeg kigger i kalenderen - og heri er ikke regnet de gange, jeg er blevet hentet af male-læreren!
Peter er så rar at tage mig med på hans vej til Kunstforeningens Hus, for det er nemt nok for ham - synes han - og så er jeg sikker på, at jeg aldrig kommer forgæves derud! hehe! Praktisk og godt! Den ordning er jeg meget taknemmelig for. Det er så fedt at være igang med at blive undervist igen og jeg har taget noget ny maling i brug, som er som en drøm at arbejde med. Det er sørme ikke vrøvl, at kvalitet kan mærkes. Så er det hele prisforskellen værd.
Manuskriptet til bogen er jeg ikke kommet så meget videre med, men jeg giver mig selv masser af plads til at lade det ligge til jeg er 'klar'. Selve processen er selvfølgelig helt ukendt for mig, så det alene kunne være årsag nok til, at det tager noget tid, men ideerne myldrer også frem, når jeg er i gang - ud over at det stadig er noget, der kræver bearbejdning, for det er ikke bare sådan at få 'klaret' fortiden. Den kan ikke laves om og jeg søger intet i den retning, men jeg bliver hele tiden bedre til at acceptere ting fra den og den accept, er det, der får mig videre ved jeg. Den viden alene får ikke altid tankerne til at holde sig i ro og mine drømme har været meget prægede af det også, så det kræver noget mod, som jeg lige skal mande mig op til at finde i hver 'omgang' af redigering. Nu er jeg ikke den største bangebuks i verden, så det skal nok lykkes.
Smerterne er øget meget i den senere tid. Jeg tror, det er vejret, men er ikke sikker på, det er hele forklaringen. Eftersom det er muligt at lære hjernen at acceptere smerten, arbejder jeg på det og må styre de følelser, der er i forbindelse med det - mest panik! Panik under kontrol kan lyde som modsætninger, men det er muligt og jeg skal nok finde ud af det også!

Julen var rolig og lige som jeg vil have den. Justi var hjemme hos Irli juleaften, for jeg kunne ikke rigtigt se, det kunne være rigtigt, at en ung pige tusinder af kilometer hjemmefra skulle sidde alene juleaften. Selvom det er juledag, der er vigtigst, hvor hun kommer fra, så har de tradition for at samle familie og/eller venner juleaften, så alene i et fremmed land? - Nej!
Vi var så kun os tre, for Johanne holdt jul med kæresten og det, synes jeg, var helt perfekt.
Nytårsaften foregik her i huset - mig og kaninerne i haven! SÅDAN!!! Endelig lykkedes det at få lov at være alene. Det er ikke en aften, jeg gider gøre en masse ud af, for det bliver så sent at skulle hjem, hvis jeg skal hjemmefra, og det giver en meget lang aften, hvis jeg skal have nogle her, men ikke sådan, at jeg ikke ville have nogle på besøg, det er bare ikke noget, der har været på tale med nogle af dem, jeg kender. Derudover vil jeg helst være i nærheden af kaninerne, for de er ikke alt for lykkelige for larmen. I år blev Juice (Albino-hannen) rigtigt forskrækket på et tidspunkt nytårsaftensdags eftermiddag, så han blev ved at stampe advarende hele aftenen og faldt først lidt til ro, da det store ståhej var stilnet af ved 1-2-tiden! Jeg tog ham med vilje ikke ud af buret, men dækkede lidt til med tæpper for at tage en lille smule af støjen og glimtene, og jeg tænkte også, at han ville føle sig mest 'sikker' i sin hule.

Det tog lidt tid at få julepynten af vejen i år, for jeg var lidt mere afhængig, end jeg tidligere har været, af andres hjælp til det og jeg må nøje overveje fremover, hvordan jeg griber den problemstilling an. Det kan godt være, jeg skal til at overveje alvorligt, hvor meget 'ragelse', der skal være i huset! Øv! Jeg kan ikke lide at smide gode ting ud, men jeg er også ved at 'drukne' i ting og sager, der er værd at beholde - jamen, de kan jo ikke alle sammen være værd at gemme? Hm - Det må der tænkes grundigt over! Et lille udsalg måske - altså ikke mod penge, men måske lidt 'quid pro quo' - kunne være interessant.

Der er ikke problemer med at få dagene til at gå. Snarere tværtimod! Jeg føler tit, der godt måtte være nogle flere timer i døgnet. Mest fordi jeg ikke rigtigt når at komme i gang, før resten af verden - solen f.eks. - er på vej i seng. Der er stadig meget gang i internettet her i huset, så jeg savner ikke menneske-kontakt, men det at kunne smutte hjemmefra og få nye indtryk ind gennem øjnene er noget, der engang imellem rykker bare lidt.
Foråret er på vej - det kan se, når Juice vejrer en god duft fra Truntes bur! hehe! Dyrene er lidt foran os andre, men der er altså også pollen i luften allerede, for mine øjne og lunger ter sig vanskeligt for tiden. Jeg er startet på anti-histaminer lokalt, så det kommer OGSÅ under kontrol! Suk! - og smil! Det er snart sommer.