marts 20, 2011

En god uge - en god måned

I et stykke tid har jeg brugt noget energi på at få gjort det værelse, Johanne er flyttet ud af, hyggeligt til at opholde sig i. Jeg har kaldt det et Healer-rum, for planen var, at når Hilde kom på besøg igen (dette var 3. gang), så ville hun tilbyde healing til de, der måtte synes, det kunne hjælpe dem.
Det er gået forrygende.
Værelset er blevet fantastisk. Johanne og Kasper har arbejdet hårdt derinde også, og da det jo stadig er dér, de kan overnatte en gang imellem, så er det også til deres glæde.
Det viser sig, at når jeg sidder derinde - uden fjernsyn, computer eller telefon - så falder der ro over konen, altså mig, så værelset er også et, jeg selv har glæde af. Vidunderlig luksus.
En fantastisk bolig, jeg har fået lov at have!
Jeg glemmer ikke at sende min tak ud dagligt til Universet (eller hvad der nu er "derude").
Ugen med Hilde - fra i onsdags til idag (søndag) - blev den bedste, jeg har haft længe. Jeg fik endda malet hver dag! Opløftende.
Haven er jeg startet på at gøre i stand! Der var så meget energi til overs efter turen ud i lufthavnen, at jeg fik startet på forårsoprydningen og havde de første, robuste, forårsplanter med hjem fra Bilka. De er dog ikke blevet sat i jord endnu, for så meget var der altså heller ikke, men det er noget, jeg kan gøre i små portioner. Bortset fra pollen, så er forår altså en fantastisk tid.