Så skete det igen: Der var noget, jeg skulle lære! - og eftersom jeg tilsyneladende ikke lærte det på den nemme måde, så måtte det blive på den svære.
Trigiminus Neuralgi er det fine navn for det, men 'helvede' ville måske være bedre, selvom det er værre end 'helvedes-ild'! Den ene side af kraniet føles som om, den bliver splittet ad inde fra. Tandpine i forskellige tænder som timerne skrider frem, alting brænder, der kommer lyn ned igennem hovedet og senest en tordnende hovedpine.
Selv efter der er tilføjet 3 nye smertelindrende præparater til de 3, jeg allerede fik for mit ben's smerter, er det yderst vanskeligt at håndtere det her for mig. Egentlig tror jeg ikke, efter alle de år med smerterne i benet, at jeg kan betegnes som en tude-sidse, men alligevel er jeg utilfreds med min egen håndtering af det her.
- Og hvad var det så, jeg kunne lære ved at få den her 'tilstand ', som jeg ikke havde lært allerede?
At sige til når jeg kunne have gavn af andres hjælp! Den står nok øverst på listen.
At mærke efter min krops' behov og ikke mine ambitioner. Må komme ind højt oppe også. Og så også bruge sproget på en bedre - mere hensigtsmæssig måde - kommer på en sær måde ind under det her, for ved at omformulere visse sætninger bare en anelse, får jeg magten tilbage istedet for at stå magtesløs hele tiden. F.eks. "Jeg har også altid ondt!" - ja, det har jeg jo, men at side istedet: "Jeg har ondt, og jeg gør mit bedste for at leve med det!" er allerede en meget mere magtful måde at sige det på.
At få slået fast, at jeg har det mest formidable netværk omkring mig - de er ikke 'bare' til kaffe og kage, men stormer rundt om mig og gør et stort arbejde, for at jeg kan komme igennem det her så problemløst som vel muligt. Problemløst, som i at opvaskeren pludselig er tømt, at der er ryddet op på bordet i stuen, at der er afgjort, hvad der skal købes ind og der er forberedt 'vindrue-drik', som er placeret i køleskabet - alt det gør, at jeg kan koncentrere mig om det væsentlige, at bruge kræfterne på at komme igennem, og jeg ikke skal se frem til et kaos, når så jeg er igennem! Det betyder rigtigt meget for mig.
Det sidste jeg kan se, der kan være tale om er, at "det hele kan altid blive meget værre".
Jeg har nu altid vidst, der er mennesker, som har det MEGET værre end jeg, men det har ikke været en 'konkurrence', jeg brød mig om at komme ind i, for det er nu engang sådan, at alvorligheden af en situation skal ses ud fra et udgangspunkt, og det udgangspunkt er nødvendigvis forskelligt for mig fremfor min nabos! Men jeg kan jo godt lide, når der er en mening med galskaben. Og det er der ikke i øjeblikket! Ikke for mig rigtigt endnu.
Så jeg dukker mig - en 'teknik' jeg fik ind meget tidligt i livet - forsøger at lære at holde mig rank istedet, for jeg kan jo alligevel ikke gemme mig for det her!
OK - en KÆMPE 'gave' jeg fik i forbindelse med det her: En super sej neurolog, som jeg vil forsøge at 'beholde', efter det her er overstået, for han havde også nogle gode ideer til at behandle smerterne fra rygskaden, så dér er der pludselig et håb for noget bedre, istedet for: "gå hjem og forsøg at få det bedste ud af livet, for der kan ikke gøres mere!" - igen et spørgmål om magt versus magtesløshed! Desuden er et en læge, der giver mig et så professionelt indtryk af hans kunnen, at jeg for første gang ikke føler, jeg skal læse på stoffet, for at vi ikke overser noget! Det er en stor ting for mig! Så jeg er ikke igang med at lære alt hvad der læres kan om emnet, men afventer min tur i MR-scanneren og lægens vurdering af, hvad der skal gøres ved det på længere sigt!
Omkring mig sker selvfølgelig også ting, der kan få tankerne til at køre, men jeg kan i det mindste sende bønner ud i universet og tro på, at der gives hjælp. Det er ikke altid, der gives den hjælp modtageren lige havde ønsket/tænkt sig, men der gives hjælp i en eller anden form! Tricket er så at kunne se, hvor der blev hjulpet, men det er ikke sikkert, det er nødvendigt at kunne se det?
