december 26, 2013

Planer røg og andre planer lykkedes

Først - lige efter jeg havde skrevet indlægget før det her, lagde jeg mig syg. Ikke sådan hundesyg lige med det samme. Nej, det skulle lige have en uges tid til at udvikle sig og så skal jeg love for, at ... det heller ikke var sådan rigtigt hundesyg, men absolut en møg-hamrende, ubehageligt grim, øv-for-en-oplevelse-syg og den var over en måned om at blive bedre!!! Hvis jeg ikke i forvejen vidste, hvad "op af bakke" betød, så fik jeg det absolut demonstreret her. NaNoWriMo måtte helt opgives og jeg var ikke glad for det.

Så var der jo jul - men der var bare ikke noget julet indeni mig. Og det på trods af, at jeg i år fik arrangeret ungerne til at bære julepynt ned den 1. december ved at love dem Chili con carne og 'risalamande'. Det var en perfekt hyggelig familiedag. Alligevel indfandt julehumøret sig først d. 9., hvor jeg pludselig fik en bestemt julemelodi i hovedet og der blev den i de 6 timer, det tog at få dekoreret hele hytten. Og jeg hyggede mig.

Joey og Kasper havde besluttet at prøve at hjælpe via en gruppe på FB, hvor der blev gjort mere end een indsats for at hjælpe med at skaffe udsatte familier noget hjælp til at holde julen festlig. Ungerne var kommet i kontakt med en mor i Slagelse, som havde 3 børn og intet juletræ. Det projekt tilsluttede jeg mig så også, for jeg havde jo mildest talt nok julepynt og et juletræ, der var for stort for mig. Med hjælp fra Kaspers far til at få tingene kørt der-ned-hen-eller-hvor-det-nu-er-Slagelse-ligger fik familien både træ, pynt, legetøj og lidt andet.

Det fik så også ryddet ud i mine kasser. De var desuden et par dage før blevet tømt for pynt til selv at lave jule-dekorationer, for Grete havde været forbi og hun er dame for at lave sådan nogle. Lone havde hentet sig nogle engle nogle dage inden det, så efterhånden ser det helt fornuftigt ud mht. hvor meget jul en enlig mig besidder. - og jeg har kun købt 4 nye (små) ting i år! Meget godt klaret, hvis jeg selv skal sige det.

Nu er julen så færdig og klaret for i år og det gik fint. Den blev aflyst!

Altså, der skete det, at først kom der vand i skakten ved elevatoren hvor Irli bor. Elevatoren virkede ikke og det var d. 22.! Da nabo-opgangen oplevede problemer af samme art, tog det uger, før elevatoren rigtigt var ordnet. Den var ikke til at stole på. Min mave var helt i knude og vi ringede frem og tilbage for at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Det blev tve-stemmigt besluttet, at Irli skulle gøre sit bedste for at finde nogen næste dag inden arbejdstids ophør, som kunne fortælle om, hvad der kunne regnes med.

Længe inden det blev eftermiddag fik Irli fortalt, at hun havde ondt i halsen og ikke følte sig helt rask. Det kunne sagtens være presset fra den uafklarede situation, men vi blev enige om, at nu tog vi en beslutning om at få lavet det hele om, så der ikke var en usikkerhed inde i billedet mere.

Enden blev: Kørsel blev aflyst, Joey og Kasper kørte hele julen ud til farmor efter de lige havde været forbi mig og hente, hvad der skulle bruges herfra og afleveret gaver til mig, Kasper kørte til sin familie og holdt julen der, Finn kom til sin mors/nieces jul og jeg ? ...

Jeg passede på, at ingen forstyrrede julen på Skrædderpladsen.  Gik udenfor med jævne mellemrum for at se til kaniner, naboer og stjernerne på himlen. Slog mave til en god film. Bandede, da jeg ikke kunne finde ud af at bruge internet-tv, for det skulle 'man' altså kunne. Fik film-afspilleren til at virke igen og holdt op med at bande igen.

En ganske herlig juleaften!

Igår kom Naja forbi og fik en kop kaffe. Idag kom så Ninna og Birgitte og fik oksesteg. Nu mangler jeg bare at pakke julepynten ned ... vent!!! Jeg har da ALDRIG før i mit liv siddet og set frem til at pakke julen væk? Men i år gør jeg altså.

Det hører nok med, at jeg jo ikke lige pakker alt lyset væk denne gang. Det er nemlig det, det hele handler om, har jeg opdaget. Lysene! Julens mange lys. Og jeg har LED lys nu, som jeg kan bruge udenom julen.

Herligt med gode planer!