Sikke noget ?

Der er ikke sket meget - og der er sket en masse!
Udadtil er det 'som altid' - fysikken driller, aktiviteterne er ikke forbløffende, men jeg er glad for hver dag, der går bare nogenlunde. Jeg kom igang med malekurset igen - en katastrofal aften, men jeg holdt ud!
Mit hold i ryggen er efterhånden aftaget, men det har efterladt et stort 'ar' af en art, for mit højre ben er nu så påvirket, at jeg efterhånden har lige så ondt i det, som i venstre. Største forhindring, for at have det bare som for en måned siden, er dog min psyke, for jeg har en fornemmelse af, at det, jeg skal overvinde lige nu, er min angst for, at det er nu, det er gået så meget tilbage, at jeg skal regne det for permanent. Øv. Det måtte godt have ventet 30-50 år! Nu må jeg se, hvad der sker.

Nå, men jeg har så rodet mig ind i et nyt projekt - formentlig som en følge af? - midt i min følelsesmæssige rutchebane, har jeg meldt mig til i en måned at skrive en roman! Det lyder helt sindssygt, men ikke desto mindre er konceptet, at man sætter sig i en måned og bare skriver. Det anbefales, at man ikke tænker på at redigere eller på nogen måde tilrette - bare skrive løs - mindst 50.000 ord og så se, hvad man får ud af det! Projektet hedder: NaNoWriMo og er for alle, der interesserer sig for at skrive en tekst.
Når jeg når de 50.000 ord, så får jeg ikke andet, end fornøjelsen af at have gennemført projektet, et manuskript, jeg kan overveje at arbejde videre på og så en elektronisk 'badge' (ligesom en signatur, jeg kan tilføje til mine mails, hjemmesider, blogs mv.) og et diplom. Der er ingen vindere eller udnævnelse af bedste manuskript eller andet - at nå 50.000 ord (eller mere) er nok til at blive erklæret vinder.
Det er dog nok til, at jeg tager det som en udfordring, og jeg har så også nogle bekendte på nettet, som stiller op og vi laver en lille klub på Skype, hvor vi kan ægge/støtte hinanden.
Jeg er hammer nervøs, for det er ikke fordi, jeg ligefrem har ambitioner - har aldrig haft - om at kunne skrive noget som helst andet end små ligegyldigheder i blogs og vores lokale blad. At skrive en tekst - dansk stil og den slags - var det værste ved skolen for mig!
Nu ser det bare ud som om, livet ligesom arrangerer det på en måde, så at male og nu at skrive er de eneste måder, jeg kan få afløb for noget som helst, der ellers var blevet levet ud gennem et arbejdsliv.
Mærkeligt som det kan udvikle sig. Hm - eller som jeg kan se det? Det kommer jo an på, hvad jeg vælger at tro på. Og jeg håber, jeg har styrken til at tro på, at der er noget nyt under solen for mig.

ONDT

Når det bare gør ondt og der ikke er plads til andet ...

Midt i mit hold i ryggen er jeg lidt misundelig: Johanne er i sin efterårsferie inde på sin skole! Hele tiden!
Fra kl. 10 mandag til kl. 10 fredag er der uafbrudt åbent for et LAN-party: at hænge ud, spille computerspil, drikke sodavand og ellers bare hygge. Det er da lige til at blive misundelig over!
Nå, men det er jo ikke nogen god ide at være misundelig, og jeg er egentlig bare imponeret over, hvor meget gang der er i næste generation. Godt at de er det! Der er meget for dem at gøre, når de engang skal til at regere, så de kan lige så gerne være vant til at være travle.

Indtil ryggen er bedre sker der ikke en sk.. her! Der er meget, der er blevet aflyst, for al energi går egentlig med at være i stand til at trække vejret. Så er det da temmelig belejligt, at jeg ikke skal gøre andet end at passe mig selv!

En success weekend

Det blev en rigtigt god weekend!
Johannes fødselsdag blev markeret meget begrænset, ved at hun, hendes onkel og jeg spiste en dejlig middag sammen hos farmor Irli på selve dagen. Johanne havde nemlig valgt at lave en hyggelig film-weekend med de af hendes venner, som bor langt væk og hun derfor ikke ser så ofte. Så der kom et par stykker fra efterskoletiden, nogle fra astmalejren(e) og så kæresten!
Hele ugen inden havde vi travlt med at være sikker på, der var noget at spise, håndklæder, et gulv i Johannes værelse og andre småting og samtidig lige have styr på helbred, kræfter og økonomi.
Det sidste lykkedes ikke, men alt andet klappede og de første kom fredag aften og den sidste tog afsted mandag morgen! En fantastisk oplevelse - ingen tvivl om det.
Der blev ikke taget afslørende fotos, for det havde vist ingen tænkt på. Der blev set film, spillet spil, snakket, gabt, hygget, kigget ud på regnen, løbet rundt i regnen og ... øh, resten har jeg glemt. Det eneste, der ikke gik som Johanne havde forestillet sig, var det med at overnatte på loftet! Det er ned til 3-5 grader om natten, så heldigvis gik de alle sammen væk fra den del af planen. Nogle lå i Johannes værelse, 2 i skabsrummet og 2 i al-rummet! Så var der alligevel også plads til at jeg kunne være nat-aktiv.
Så idag - mandag - fik jeg endelig sovet! 1 time før Johanne skulle op og i skole og så faktisk en god søvn op ad formiddagen! Det var bare skønt. Nu varer det nok kun en uges tid eller to for at jeg bliver færdig med at rydde det sidste op, for lige nu gider jeg ærlig talt ikke!