december 31, 2008

Ud med det gamle! - Ud med det, gamle!

En dejlig rolig jul er ovre. Jeg spiser kager, så jeg er ved at revne! Fedt, at jeg bagte så mange!
Og hvordan er året så forløbet?

Det bragte mig fantastiske nye oplevelser og følelsen af at have fået en mulighed for at bidrage på nye måder. Følelsen af at være låst fast og endda være en pestilens er gradvist ved at fortage sig og jeg arbejder videre på at eliminere begge følelser. At være mor er stadig det bedste, der nogensinde er sket for mig, men tvivlen om, hvorvidt det kun var det bedste for mig -eller om barnet, jeg bragte ind i verden, også kan se livet som en gave.
Johanne fik i løbet af året den mest fantastiske chance for at gro på egen hånd uden min konstante skvadren - og jeg kan jo ikke holde mund! - og hun ser ud til at have det fantastisk på skolen så langt væk fra hjemmet, og så har det også givet mig anledning til at holde mund i længere tid ad gangen og begynde at tænke! Ikke dårligt, når jeg ser, hvad den stilhed har medført. Venner har båret mig langt hen ad vejen ligesom familie har, men at være i stand til at bære mig selv er nu mere givende og kan jeg så endda bidrage lidt udadtil fra min lille boble, vil det være til gavn for alle - tror jeg! ^_^
Det blev det mest produktive år for mit maleri og jeg opnåede endda at sælge nogen! Noget stort for mig. Et af mine nytårsfortsætter er, at jeg skal have min maleri-blog opdateret. Kirsten har været og taget nogle gode fotos, så det bliver inden længe, det bliver i orden!
Det blev også et produktivt år for mig på internettet.
Jeg fandt Leaky Cauldron og en ny verden åbnede sig virkelig. Aldrig tidligere havde jeg set skønheden i det skrevne ord på denne måde. Mine mange lærere, der forsøgte at lære mig om litteratur, ville ikke genkende mig, men jeg tror gamle Hr. Jensen - min mest betydningsfulde dansk-lærer - hopper op og ned i glæde, hvorend han nu befinder sig, over denne uventede udvikling, selvom han var den eneste person, der nogensinde ytrede noget positivt omkring mine evner udi det litterære. Han fortalte mig i 4. klasse, at jeg havde et godt blik for det skrevne ord. Siden jeg var 5 har jeg læst masser af bøger, men kun for at lade mig føre væk fra den virkelige verden og til fremmede steder. En form for flugtvej. Nu har jeg pludselig fundet ud af, at det kan sætte tanker i gang! Meget tankevækkende. ^_^
Det virkelige liv overtog næsten helt da jeg blev nødt til at få en uddannelse i en fart og der var kun tid til familie og pensum - og en smule astro! Så mistede jeg helt lysten til at læse, da jeg fik min rygskade - det virkede umuligt, at det kunne vende tilbage.

Harry Potter (HP) - J.K.Rowling - fik i det forløbne år vendt op og ned på tingene. Svoger havde efterladt DaVinci koden herude (også Engle og Dæmoner) og jeg havde læst dem begge, men ikke helt overladt mig selv til litteraturen endnu. Så der var en lille pause mere. Det er sjovt at se tilbage på nu, for det meste er sket i år.

Ikke alene læste jeg hele Rowling's serie, men jeg fik også inspiration via Leaky-hjemmesiden til at læse en masse andet og så iøvrigt deltage i aktiviteter på Leaky på et mere officielt plan. Det er blevet en gave. Og det bliver en stor gave for Johanne, når hun næste år vender hjem og kan opleve fuldt ud, at jeg nok er den samme skvadre-kone, men at hun ikke længere er det eneste mål!

Vi har lige chattet sammen på nettet iøvrigt, for hun er ned i Flensborg hos kæresten og hans familie og jeg nyder at nøjes med at tage mig af kaninerne og holde øje med alt det, der foregår udenfor. Egentligt lidt symbolsk.

Godt Nytår ønsker jeg alle. Gid det bliver lykkebringende og fyldt med glædelige oplevelser - og så kunne jeg tænke mig lidt fred på jorden!

december 20, 2008

Venter

Jeg nåede at komme ind og se Tivoli's julemarked. Det blev da også til en enkelt (nej 2) små engle og en lille ting til Johanne. Irli, Poul og jeg delte den kande kaffe, jeg havde taget med, og jeg havde brunkager også! En lille hyggelig tur.

Der er bagt, der er vist nok rent her, der er juletræ - julegaverne ... kommer vist - tror jeg, der bliver lavet lister til indkøb, der bliver sms'et, blæsten suser, kaninerne banker advarende (de hader blæst) og jeg har været i bad!
Så kan det da godt blive jul? Ja, jeg venter altså lige på, at tøsen vender snuden hjemad, men der er mange venner at tage sig af, så hun kommer vist først i aften? Det er jo lidt fedt at der engang imellem er ferie, for så ser jeg med egne øjne på, om hun nu også har det så godt, som hun siger ^_^ og når det så er på plads, kan jeg igen nyde, at hun er ude og opleve verden. - og nyde min egen lille verden. Selvom den ikke ser ud til at række langt ud, synes jeg selv, den er ret interessant og selvom der er "hullede" dage, er der flest af de gode for tiden.
Nu er jeg spændt på, om der er kager nok til hele julen.
- Om de ting, jeg uværgeligt glemmer, er vigtige.
- Om der kommer sne.
- Om julemanden kommer.
- Om den store Lotto når at komme i år.
- men ikke om det bliver jul, for det er også uværgeligt!

december 17, 2008

Julebagningen næsten færdig!

Ja, jeg ville jo gerne lave Speculaas, hvis der er energi til det, men faktisk har jeg fået lavet julebagningen for i år på vellykket vis. Signe har været her igen idag og hjulpet mig med at få gang i sagerne, så det er den rene idyl!
Det er første gang i mit liv, jeg har prøvet at dekorere muffins, men det er bestemt ikke sidste. Det dér icing, hvor der kommer smelteost i, er simpelthen vidunderligt! Ikke sundt, men det er også kun jul/fødselsdag/påske osv. een gang om året ^_^ så det er muligt, der bliver syndet et par gange eller lidt flere.
Det er jul, det er cool og jeg er ved at være i humør til julens glæder! Men lige nu: KORS, hvor er jeg er træt i kroppen og det er hårdt, men stadig fedt!

december 16, 2008

Juletræet med sin pynt

Endelig kom julepynten ned fra loftet. Madonna kunne levere sin baby i hulen/stalden (maleriet i baggrunden) og lyset kan være tændt hele natten, så der er hyggeligt, når jeg sidder og hænger ud og spiser julesmåkager! Det har jeg også fået bagt - ihvertfald første omgang! Imorgen (tirsdag om dagen) skal jeg købe ind til Julemuffins og måske prøve at sove lidt - eller omvendt, men jeg ville lige prale med vores dejlige træ! Johanne har godkendt det, så det er helt i orden lige dér.
Der er ikke lige så meget jule-fis her, som der har været andre år, for jeg er for træt til at overskue mere, end jeg har taget frem nu, så resten er på loftet igen, så jeg ikke bliver fristet! Så er der også mindre at tage ned om 3-4 uger (Hellig-tre-konger)!!! Der er fordele ved alt! LOL
Nu tror jeg, at jeg går i seng og ser frem til lidt indkøb og hov, jeg har brunkage-dej i køleskabet, så dem kan jeg passende få bagt og lave noget ovn-mad til aften! Fred over det lille land.

december 12, 2008

Travl uge!

Nu har jeg så prøvet at sælge et maleri! DET er godt nok en spøjs følelse! Ikke alene har jeg nu penge (efter jul, for det har jeg selv bedt om) til at købe nogle af de pensler, jeg har gået og set på, men der er faktisk nogle, der helt frivilligt har valgt mine billeder! De har ikke engang fået dem som gave af mig, men rent faktisk valgt dem! -Spøjs følelse!

Pakker er sendt til udlandet efter de malerier, der var bestemt dertil, endelig blev lavet færdig og Kirsten kom over for at fotografere dem, inden jeg sendte dem afsted. En herlig følelse af veludført "arbejde".
Alle de andre nyere malerier fik også en tur i digitaliserings-dimsen (af nogle kaldet et kamera), nu da Kirsten alligevel havde stativet stående, så der er også håb om, at jeg får opdateret maleri-bloggen inden længe!

De sværeste malerier at lave, er nu altså de, der har en bestemt modtager. Næsten hver gang jeg er i gang med sådan nogle "bundne opgaver" opstår der et tidspunkt, hvor jeg går i stå og først kommer videre, når jeg har gennemgået (i hovedet/følelserne) hvad jeg mener, om den person eller opgaven personen har givet mig. Så det er ikke overdrevet, når jeg mener, at jeg maler "med" mine følelser/sjæl.

Weekenden, vi er på vej ind i, står i juletræets tegn! Johanne skal på loftet og hente træ og pynt ned, og huset er klar til at tage imod, at nu er det altså lige straks jul og om 14 dage, er det hele overstået - næsten! ;-D - Det er altid sådan en sød ventetid og pludselig er det ovre, men det er en del af charmen ved sådan en højtid - at det bliver overstået! Nå, men hvis jeg er bare lidt heldig, så kan jeg få lavet noget julebag! Jeg har ganske vist ikke tænkt på at købe ind til det, men det kan vel nok nås! Jeg har dog en fornemmelse af, at vi måske først skal en tur til København - hvis ikke det kan nås på mandag, for Johanne har ønsket sig en galla-kjole og det er så ikke lige noget, jeg bare kan købe, uden hun er med! Nu må vi se, hvad det bliver til.

Heldigvis var de voksne i familien med på, at vi skippede gaverne til hinanden i år, så jeg har bestilt en herlig ting til mig selv og jeg glæder mig over den hver dag. Nu kommer Johanne, så jeg fortsætter senere her!

december 05, 2008

Er det synd eller er det sjov?

Hvornår er det synd og hvornår er det sjov at have en interesse?
Hvornår er det interesse (og altså sundt) og hvornår er det besættelse (og altså usundt)?
En lille sætning lyder og satte tanker i gang, selvom jeg faktisk syntes den var forkert, hvilket jeg sagde!
Er det sætningen - afsenderen, eller er det sætningen, der høres - modtageren, der skal fokuseres på. Hm ...
Nu var det mig, der hørte en sætning, og egentlig godt var klar over, den var på vej, så det er i det her tilfælde mig - der bestemmer, hvad der skal blive af den.
Og der skal ikke blive spor mere af den, andet end at det var lidt ærgerligt, at jeg ikke havde sørget for at kommunikere ud til mine nærmeste, hvad jeg egentlig foretager mig for tiden! Så havde jeg ikke forårsaget bekymring, men jeg havde jo så heller ikke tænkt på at overveje ting. Ingenting er så galt, at det ikke er godt for noget ^_^
Hvad er det så, jeg laver:
Ok, så jeg er altså i gang med at læse min 10. fiktive roman siden april - der IKKE er Harry Potter (den serie har jeg kun fået læst 15 gange!); jeg læser Astronomi på "næste plan", efter jeg er startet på at gå til foredrag gennem Folkeuniversitetet; jeg har fået færdiggjort næsten lige så mange malerier i år, som i de foregående 5 år tilsammen; jeg passer kaninerne og hygger mig gevaldigt med et helt "nyt" hus, hvor der er lavet en masse forbedringer i de forløbne 2-3 måneder! Socialt er jeg sammen med andre mennesker flere gange om ugen, selvom der er perioder, hvor jeg ikke kommer ud andet end i haven!
Min tid på internettet fordeler sig over mange ting, men har som centralt punkt, at jeg deltager som frivillig medhjælp i en læse-gruppe på den HarryPotter-fanside, der hedder Leaky Cauldron! Jeg lærer at arbejde i html-code (sådan lige så stille!), jeg skriver hver eneste dag på engelsk, deltager i diskussioner på andre sites (danske mest) og så laver jeg en masse af, hvad jeg havde forsvoret, jeg nogensinde ville have anset for interessant:
Jeg analyserer tekster, skriver resuméer og laver redigeringer for andre - mest på engelsk! Jeg er endda blevet "klummeskriver" i vores beboerblad - altså på dansk :-D. Mine dansk-lærere ville have forsvoret det kunne lade sig gøre, at jeg ville lave sådan nogle ting frivilligt, men det er faktisk sjovt! Især tekst-analyse er jeg ved at blive ret interesseret i, efter jeg har fået nye værktøjer tillært!
Iøvrigt er jeg også aktiv med de blogs, jeg har igang - en på engelsk, denne her og maleri-bloggen (der kun venter på fotos nu).
Så mit eget svar på min overskrift er: Det ville være synd, hvis det ikke var så sjovt!