Idag er det lørdag, så nu er der 4 dage til jeg rejser.
Onsdag morgen bliver jeg hentet af handicap-transporten og rejser ned til Hilde i Schwartzwald.
Hele turen - fra start afhentningen fra huset og til jeg står i mit hus igen, er jeg i andres hænder! En meget mærkelig fornemmelse! Og jeg er endnu mere kontrollerende end nogensinde før: Alt er gennemgået i detaljer, for jeg gider nemlig ikke stå et eller andet sted og lige mangle et stykke plaster el. lign. Og så har jeg endda holdt tilbage på det kontrollerende! hehe! Jeg er god.
AH! Men jeg er igang med at udfordre mig selv til IKKE at have hele lejligheden med mig i tasken.
HAH - og så er jeg også lige igang med at smide sukker-afhængigheden ved en 'kold tyrker'! Genialt tidspunkt, jeg ved det godt, men det måtte gøres, og jeg ville ikke spilde tiden ved at udsætte det med endnu en lam begrundelse. Kan jeg, så er det fint, og falder jeg i på turen, så starter jeg bare igen senere.
Sku fa'en ka' det la' sig gøre. Skal leve med det sukkerproblem resten af livet, så der vil altid være masser af undskyldninger for at lade være at gøre noget ved det. Nu er det bare så'n, at jeg ikke gider lide af et eller andet selvforskyldt, når jeg bliver gammel engang om 50-60 år. Der er nok at slås med som det er.
Tværtimod alt sortsynet, så forventer jeg altså at hygge mig på min tur! Jeg glæder mig til at komme ned og se, hvor og hvordan Hilde bor, hilse på hendes forældre og se bjergene. De er måske ikke meget høje - bjergene - men de er der!
Lige nu hygger jeg også! Der er Indiana Jones i fjerneren, og tænk(!) Slughorn (fra Harry Potter 6. film), så det er lytter idyl.
Et positivt 'syn' mere er, at nu jeg har smidt sukkeret, har jeg problemer med at spise nok!!! Tænk, at det skulle kunne ske for mig! Men det problem lader jeg lige ligge til efter rejsen er ovre.
Det samme sker med bogen: den må lige ligge stille lidt. Jeg har fået en kær kvinde, jeg mødte i Orlando (og iøvrigt har haft et længere varende cyber-venskab med forinden mødet), til at læse det første kapitel af min bog. Det er temmelig nervepirrende, og det er det eneste, der bliver arbejdet med her inden rejsen. Altså at få det kapitel pudset helt af, så hun kan give det bedste input til det, jeg har arbejdet så hårdt med. Hun skriver selv, og har lært mig en del om opbygningen af tekster - på Engelsk.
Jeg læste et kapitel højt for Birgitte forleden, men jeg er ikke sikker på, hvad hun mente, for det var måske et dårligt sted, jeg valgte? Eller også er det bare ikke alt for godt. Det vil tiden vist vise.
Så nu er der næsten omtrent ikke andet at gøre, end at glæde mig! Det gør jeg så!
