juli 31, 2008

En rolig dag

Så skal der "betales" igen for de aktive dage. Der er dømt stille-dag, men vejret er skønt, der er skygge i haven her, kaninerne hygger og æder mælkebøtter i lange baner, ungerne leger i haven ved siden af og ønsker ret tit at fortælle mig, at de er gode til at klatre på plankeværket!
Det er jo den rene idyl og jeg sidder og overvejer, om jeg kan finde en forlænger til computeren - batteriet er kørt fladt 2 gange idag allerede, hvor jeg havde computeren med udenfor - og sætte kørestolen ud i haven og så slå mig ned derude mere permanent. Når krimierne starter, kan jeg endda se TV'et ind gennem havedøren; ja, faktisk kan jeg ikke undgå at se tv'et, for det står omtrent midt i døråbningen, når jeg kigger ind i huset! Det var bare det mest hensigtmæssige sted i forhold til køkkenbord/kørestolens placering, så det viste sig meget mere anvendeligt, end jeg først havde regnet med.
Ellers er jeg begyndt at varme op til Johanne vender hjem på lørdag, for der bliver nok lidt ræs på i ugen efter. Der er nogle af dagene, hvor hun skal afsted og være sammen med venner og en dag, hvor hun skal "arbejde" med StreetSurfing. Arbejde kom i citationstegn, for jeg har indtryk af, at det er mere fornøjelse, end det, de fleste forstår ved ordet arbejde! Hun er meget glad for det og får rørt sig en masse! Der er bare også en masse praktiske ting at holde styr på, og jeg er meget glad for, at vi lagde en del energi i, at tage højde for det, allerede inden vi blev gen-huset.
Jeg glæder mig stadig vildt, til hun skal afsted på efterskolen. Det er så fedt for mig at tænke på, at hun kommer hen et sted, hvor hun kan fordybe sig i det, hun interesserer sig mest for, og hvor hun slet ikke behøver at tænke på dårlige dage, sygdom, at hjælpe eller sådan.
Mens hun er på astmalejren (eller hvornår hun ellers er hjemmefra), kan jeg jo mærke, hvor meget hun alligevel hjælper til, tager hensyn og må acceptere aftaler, der bare ikke kan blive indfriet den dag. Det er slet ikke noget, jeg synes, er specielt hårdt eller forfærdeligt for hende, men det er da indimellem en ekstra belastning for hende oveni pubertet og teenage-nøkker! Udover at det også kan være ekstra belastende for mig!
Så vi glæder os vist begge to og har forventninger om, at det bliver et år med muligheder for at gøre noget andet! Lige gyldigt hvad - bare noget andet! Og noget andet kan være en dejlig ting i sig selv!

juli 26, 2008

Det regner ned - med gode dage !!!

Efter en dejlig rolig fredag, hvor Birgitte og Heidi kom over og så film og spiste æblekage sammen med mig, og hvor Irli forinden havde været forbi for at se på det regnslag, jeg havde syet, havde jeg aftalt med Irli og Poul, at vi skulle mødes i Tivoli til medbragte sandwicher, kaffe og hjemmebag (alt sammen lavet af Irli) idag, lørdag.

Nu havde jeg forinden haft lidt bøvl med den lokale udbryder-konge, kaninen Juice, som tilsyneladende slet ikke har forstået, at når der sidder plader, pap, foam og hvad jeg ellers har kunnet finde, for hegnets åbninger, så var det fordi, han IKKE skulle kravle den vej for at finde ind til dame-kaninen Snuske, som han synes, er det mest interessante, der findes i hele verden! Han havde undersøgt alt, hvad der var værd at undersøge om de 3 sider af hendes bur, han havde indenfor rækkevidde, så nu manglede han den 4. side, men den indebar desværre, at hvis han skulle bag om buret, måtte han via naboens have og det synes han altså ikke var et stort problem. Naboen har en gravhund og mente ikke, det var en god ide, de 2 dyr skulle mødes!
Så her til formiddag prøvede jeg at banke alle de løse dele sat ved hegnet lidt bedre fast, men det gik ikke særligt godt og min tiltagende panik kunne nok høres, da Birgitte ringede, for 30 sek. senere stod hun og Annita og tog bestik af problemerne. Gamle brædder, der alligevel skulle skrottes, blev hentet i Birgittes have (så havde hun det mindre at køre på genbrugsgården) og så blev der arbejdet koncentreret i ½ time og så var haven sikret.
Her til aften har Juice arbejdet med at afprøve systemet og har godkendt det! Altså ... han slap ihvertfald ikke ud nogen steder idag ^_^ og det var ikke fordi, han ikke forsøgte.

Efter Tivoli, som blev ekstra hyggeligt, fordi vi ved et tilfælde traf Irlis niece Bente med følge, kørte jeg hjem og pakkede vognen med en kold cola og Snuske i transportkasse og så tog vi over for at vande i vores egen have.
Det var en fryd at se det lille brune dyr fare rundt i en helt tydelig gensynsglæde, og hun fulgte mig med rundt på min tur med spand og kander for at se til, at jeg fik givet alle planter nok vand, og så undrede hun sig ellers over, at der står et akvarie, hvor hendes bur plejer at stå! Stedet blev undersøgt ekstra-grundigt, før hun fandt et af sine hvilesteder, hvor jeg let kunne hente hende fra, da vi senere skulle tilbage til Eremitagen!
Det var skønt at sidde under æbletræet og drikke kold cola og tænke på, hvor herligt det bliver, når vi kan flytte hjem til vores egen have og hus, begge steder med betydelig mere plads og meget mere hensigtsmæssigt indrettet, end der hvor vi holder sommerferie - Eremitagen.
Jeg har virkelig mærket allerede, hvor meget det betyder, at der er tilstrækkelig plads og hjælpemidler til at gøre hverdagens sysler mere overkommelige og derved give mig muligheden for at vælge lave noget af det, der er lidt sjovt og/eller spændende for mig. Det frie valg er nu engang en vigtig ting.
En god dag, gode mennesker, dejlige dyr og smukke fjerlette skyer på en smuk blå himmel!

juli 25, 2008

Møde med nye mennesker på en god dag

Idag (torsdag) tog jeg ind til Valbyparken for at mødes med den gruppe, jeg skriver lidt sammen med inde på Mingler - et venskabs-og interesse-mødested!
Det blev en fantastisk succes, hvor jeg havde nogle sjove og interessante timer med nogle, jeg aldrig havde mødt før. Hjemmefra havde jeg tænkt lidt over, at det da var heldigt, det var i Valbyparken, fordi hvis cafe-besoget sluttede sådan, at jeg ikke kunne køre med mimrekortet hjem (Må ikke køre mellem 15 og 17), så kunne jeg slå noget tid ihjel ved at se de tema- og rosenhaver, de har lavet derinde, men da den første gik hjem, opdagede jeg, at klokken var langt over 17 og vi var altså mødt på cafeen lidt i 13, så tiden var bare fløjet afsted.
Derefter skulle vi lige snakke lidt mere, så det blev over kl. 19 før jeg fangede et tog på Ny Ellebjerg og kørte mod Ishøj.
Hjemme ventede 'ninerne og jeg satte mig ud i haven med min urtesuppe, spiste 2 portioner og vandede haven igennem. Naboen gav mig en stikling til nogle purløg, der skulle smage som hvidløg og som jeg pottede med det samme. Spændende.
Så hoppede jeg ombord i et længe ventet projekt: At sy en kopi af det regnslag, Henriette lavede til mig for et stykke tid siden. Kopien skal så være til, at Irli og jeg kan få et regnslag hver, for jeg fik lavet min udgave helt fin, men det bugter sig noget, dét med syningerne, for jeg har aldrig lært at sy og gider hverken brug knappenåle eller ri-tråd, så det er bare derudaf! På lørdag skal jeg mødes med Irli, så det bliver spændende, hvilket hun bedst kan lide - Jeg kan nemlig li' dem begge og synes mit hjemmelavede er sjovt med de bugtede syninger.
Igår (onsdag) fik jeg syet gardinerne til "mit eget" hus, så nu mangler der ikke ret mange opgaver af dem, der har ligget og ulmet i lange tider!

En ualmindelig aktiv tid for mig, som jeg er meget taknemmelig for og udnytter til fulde.

juli 23, 2008

En lang dag

I et stykke tid har jeg arbejdet på at lære et nyt system til computeren at kende.
Idag valgte Jan at bruge næsten hele dagen på at få softwaren til at fungere på en tilfredsstillende måde og give mig en slags lektion, så jeg kan tage de næste skridt for at bruge det bedre.
Det er fuldstændigt som at lære et nyt sprog - det er faktisk også et nyt sprog, som her skal forstås af en computer, så små fejl duer slet ikke! En computer er jo ikke tilfreds med et lille undskyldende smil, lidt forklarende kropssprog eller giver et hint om, hvad det er der er galt med commandoen!
Mit hovede er helt fyldt med uldne totter, men alligevel måtte jeg lige hjem og se, om computeren nu virkede selvom vi har rodet rundt inde i den. Beviset for at den stadig virker er, at jeg kunne logge ind på bloggen og opdatere, så det vigtigste virker! o.O (eh?)

Ellers har jeg sendt Basserne afsted til Johanne idag, så hun kunne få lidt hygge-post hjemmefra. Det er altså rart at jeg kan gå ind på lejrens hjemmeside og holde mig lidt orienteret om, hvad der sker. De har selvfølgelig rygende travlt, så det er ikke hver eneste dag, der bliver lavet et indlæg, men det er ret tit og adressen er:
www.luftballonen.dk (håber jeg har lavet linket rigtigt - jeg er VIRKELIG træt).
Da jeg tog ovre fra Jan og Kirsten efter en hyggelig afslutning på dagen, mødte jeg Birgitte og fulgte med rundt om søen for at lufte hundene og så tog jeg hjem og nussede Snuske, kæmmede hende, nussede Juice og så ind og få lidt mad.
En lang og meget god dag med en stor hjælp fra Jan, som jeg er taknemmelig for. Igen bliver forundres jeg over de gode mennesker, jeg kender.
Ikke nok med det, men genboen her til sommer-huset kom idag og bad mig sige til, hvis jeg skulle få brug for en hjælpende, praktisk hånd. Det var altså smadder hensynsfuldt sådan at stille sin hjælp til rådighed uden forbehold. Virkelig en god dag. - og nu begynder jeg at blive generet over, at jeg ikke har styr på grammatikken mere, så jeg tror, jeg går i seng nu. Godnat og håber, alle fik en god nat og oplever lige så gode dage, som den idag har været - selvom det giver vat i hovedet!

juli 18, 2008

Når katten ikke kommer på 1. sal

- indretter musen sig helt frit deroppe! Så det her er Johannes "værelse" oppe på 1. sal i vores sommerbolig! Det er nemt at se, at hun hygger sig gevaldigt.
Spændingen består kun i, hvorvidt hun får samlet alle de ting sammen til efterskolen, som hun har brug for at have med derned, men egentlig er jeg lidt misundelig på hende, fordi hun kan holde ud ikke at "have styr" på sine ting. Det kan være vældigt trættende at have brug for at rydde op hele tiden i mine ting - og hendes!

Ellers er her stille og roligt. Idag var jeg en tur i Hundige sammen med Irli, for jeg skulle bruge en transportkasse og en god sele til Juice. Han skal have nappet kugle-strengene i næste måned, så han skal kunne transporteres lidt bedre, end da jeg forleden var afsted med ham i en pap-kasse.
Vi havde en hyggelig tur, og så fik jeg besøgt haven på Skrædderpladsen og vandet planter, fodret fisk og hentet lidt forskelligt i skuret. Der er taget et godt stykke af gulvet i al-rummet og så står der en affugter og kører på fulde drøn derinde. I stuen er al tapetet taget af, men ellers så alt stille og roligt ud.
Hold fest, hvor jeg glæder mig til at komme hjem!
Posted by Picasa

juli 16, 2008

Lidt farvel

Nogengange er det svært at sige goddag og gøre en fremmed til en bekendt, men det er endnu sværere at sige farvel til dem, jeg har kendt.
Idag fik jeg lov at sige et ordentligt farvel til en rar mand, som jeg lærte at kende for mange år siden. Det var ikke muligt for mig at deltage i hans begravelse, men så fik jeg til gengæld mulighed for at besøge hans hjem en sidste gang og det var helt specielt.
Nu sidder jeg og falder lidt til ro efter en lang dag, mens jeg føler, at jeg er meget priviligeret at kende gode mennesker, og husker den sidste gang, jeg var sammen med Jørgen i det hus, der snart er tomt. Det var en god måde at sige farvel på.

juli 11, 2008

Hyggen kan begynde

Der blev gjort rent idag (torsdag) og selvom jeg var færdig med at rydde op, manglede opvasken fra de sidste 3 dage at blive fjernet, men det skete her til aften, så det har været en god dag.
Kaninerne fik renset bure og vi var sammen en tur ovre i haven på Skrædderpladsen for at se til fiskene - hvis nu de havde drukket alt vandet - vande de krukker, der ikke havde fået regn nok og tømme postkasse. Vi, er Johanne, Snuske og jeg. Snuske skulle lige testes i den taske, vi havde udset til at transportere i, for vi har en dejlig transportkasse, men den er for stor til at stå ordentligt på min stol.
Typisk altså - vi har pakket og er flyttet mandag og torsdag får vi info-brev fra efterskolen, hvor der står, at Johanne skal have lige netop de ordbøger med, som er blevet tilbage i huset! En helt ny tysk/dansk-dansk/tysk ordbog og ditto for det engelske sprog! Suk! Men jeg tror altså, at jeg vælger, at det må kunne vente til vi kommer tilbage til huset, for det kan ikke være vildt vigtigt den første måned af skoleåret, og i så fald må hun kunne låne sig frem bare den måned. På den anden side er det egentlig forbløffende, at det skulle være det eneste, vi har misset!
Åh, jo og så skal alt hendes habengut lige mærkes med hendes navn! Længe leve tekstil-tusser!Der er lige 3 billeder mere fra sommerresidensen her: Et kig ind i mit soveværelse,
et fra døren til badeværelset og ind etage med "kontoret" lige fremme, samt et glimt af min kørestol bagi, hvor der er spisekrog og så fjernsynet, set fra min kørestolsplads. Det er blevet sat i garderoben, for det var det eneste sted, der var plads. Mit soveværelse er lige til højre for fjernsynet.
Jeg synes selv, det er blevet ret hyggeligt og Johanne gør en del for at være til hjælp, selvom hun stadig sørger for, at jeg ikke glemmer hendes gamle uvaner. Trappen op til 1. sal kan hurtigt blive fyldt med hendes "stuff", men fordelen her er, at jeg ikke skal gå mange skridt, før jeg er ved trappen - næsten ligegyldigt, hvor jeg finder tingene!!!
Bilka fik besøg af mig idag (torsdag), for der var en del, jeg undlod at købe inden flytningen, men nu var alt brødet næsten spist af Johanne og der skulle også købes eddike til skyllemiddel, men jeg nåede hjem med vitamin-tabletter til 800 dage! pyha, men hold fest, hvor de var billige! Det ene glas var næsten gratis og jeg skulle alligevel købe snart, så det var vist et godt køb.
Igår aftes (onsdag aften) fik jeg bestilt te'er sammen med Birgitte, så nu er vi godt kørende! Johanne glæder sig til vi skal have svensk pølseret imorgen, så det er nemt at gøre hende glad! Kartoflerne er allerede kogt, men vi skal også op i centret for at besøge biblioteket, købe tog-billet hos DSB og aflevere et konto-nummer oppe i kommunen, så det er vigtigt, at aftensmaden er nem at gå til, for jeg en del træt i hele kroppen *;*
Nu pakker jeg sammen for idag og glæder mig til imorgen.

juli 09, 2008

På pladserne - færdige!

Så er vi på plads! Det er lidt sent, men jeg kan ikke holde op med at have kramper, så jeg kan lige så godt Blogge, se fjernsyn og hænge i stolen lidt længere.
Den sidste kasse er pakket ud nede i min afdeling og der er sat hyggelys og ledninger er spændt fast med Gaffer-tape. - Hvordan der ser ud på 1. sal, tror jeg ikke, jeg vil vide noget om!!! ^_^
Jeg vil oploade billeder herfra de næste dage, men her er de første billeder:
Her er først et, hvor jeg stod ude ved havelågen.
Haven er ret hyggelig - den har jeg også fået pyntet op idag! Juice æder løs af planterne, der vokser mellem fliserne, så han må siges at gøre en indsats! Snuske vil helst være i sit bur, men hun har været rundt og undersøge, om alle tingene nu også var på plads.
Så det næste billede er udsigten til haven set fra have-døråbningen. Juice kan lige ses i sit bur.
Og så et billede af, hvordan der ser ud inde set fra døren til mit soveværelse hen mod køkkenet der starter, hvor køleskabet står: Til venstre er døren til haven.
Nu er jeg ved at dejse om, så det er vist værd at prøve at ligge igen! SES.

juli 08, 2008

På den igen imorgen

Øv, vi kunne ikke blive færdige på en dag, men de 2 mænd var rigtigt gode at arbejde sammen med og gjorde virkelig deres bedste.
Så imorgen - idag - skal vi over i huset og gøre det færdigt derovre. (KORS, hvor er det sent og jeg sidder og har tårerne løbende ned ad kinderne uden egentlig at græde - det gør bare så ondt, at det bare løber ud af øjnene! - en mærkelig fornemmelse!)
Johannes kammerat viste sig at være et godt arbejdsjern, selvom de to tosser fandt ud af, at de da kunne dyrke parkour ud og ind ad vinduerne i det nye hus. Pludselig bankede det på vinduet i køkkenet og så sad Johanne og kiggede ind, efter hun var klatret ud af stuen oppe på første sal. Da vi satte os og holdt fri her til aften var Johanne helt knust i fødderne og hun kunne virkelig mærke, at hun havde drønet så meget rundt.
Soveværelset til mig og forstuen ved hovedindgangen er næsten i orden og mange kasser er tømt, så når vi kommer tilbage med det sidste og har fået planter mv. placeret i haven, skal vi have køkkenet i orden og så kører det!
Lige nu forsvinder al følelse i venstre fod, så jeg tror, det er en god ide at trisse ind og ligge i sengen og forsøge at få nerven til at falde til ro, så jeg kan være bare tilnærmelsesvis til gavn senere. Johanne fik antenne og internet til at virke, så jeg ser krimier efter at de unge mennesker er gået til ro!
Nej, nu går jeg ind og lægger mig, så må jeg skrive igen senere.

juli 07, 2008

Så går det løs

Imorgen (det er altså stadig søndag, for jeg har ikke været i seng endnu) går det løs med at få flyttet hele menageriet over i sommerresidensen.
Jeg vil tro, jeg har fået gennemgået alt mindst een gang, og fået pakket 1/4 helt væk af alle de ting, jeg havde fået samlet i kasser og/eller på hylder - Johanne har sat det på loftet for os - og pakket yderligere ½-delen af, hvad vi skal bruge i sommerhuset. Så nu skal jeg "bare" bevare overblikket imorgen, hvor der er nogen til at tage sig af det sidste.
Hele 2 af Johannes venner møder op for at hjælpe hende med de ting, hun skal have styr på, for hun skal jo pakke til efterskolen. Hun har allerede pakket kuffert til Astmalejren og er godt i gang med resten af sit værelse, for vi bruger nok en del af pladsen derinde til at opmagasinere noget af det, der ikke skal med - des mindre skal flyttes her tilbage om 2 måneder og der er så også det mindre for hende at holde styr på, for hun skal helt selv klare at overskue, hvad der kommer på 1. sal i sommerhuset!
Bare jeg kan komme på nettet imorgen aften, så er jeg tilfreds! Resten må blive som det nu bedst kan, for det kan ikke blive anderledes ^_^
Akvariet er det, der giver mig mest grå hår i skalpen, for egentlig ville jeg helst ikke have det med over i sommerhuset, for det viser sig, at der er meget lidt plads at være på for mig. Der bliver noget af et puslespil at få det til at gå op og det ville være en kæmpe fordel, hvis akvariet kunne stå her i huset, indtil det bliver hentet! Måske ved flyttefolkene noget om den slags og kan komme med en ide.
Det har været en opslidende tid at komme igennem, men så bliver der 2 måneder, hvor jeg kan slappe noget af, hvor kun planter og dyr skal passes og der skal vaskes lidt op! Egentlig glæder jeg mig, for som jeg før har skrevet om her, så vil huset her være som nyt, når vi vender tilbage til det, og så fik det mig i gang med den oprydning, jeg skulle have lavet for længst! Universet skal nok dreje det, når nu jeg ikke selv fik taget mig sammen - (Secret) - og jeg er taknemmelig for alt det, jeg har fået mulighed for at få lavet!
Harry Potter-forummet er jeg stadig meget aktiv i og det er hovedsageligt derfor, jeg er så opsat på, at internettet er til rådighed snarest muligt. Så nu vil jeg lige en tur derhen og kigge med, og så vil jeg ellers gå i seng og afvente morgendagen!

juli 05, 2008

En aldeles HELT fed dag

Idag var der opstillet sol-kikkerter ved Planetariet fra ca. kl. 10, så vi myldrede tidligt ud af fjerene - uden at brokke os (heller ikke jeg).
Opstillingen var lavet i anledning af, at det idag var den dag i året, hvor vi er længst fra solen, så Planetariet og Michael Linden-Vørnle (astronom og forfatter af flere gode bøger om emnet) havde stillet et par kikkerter op, og så var han derude og fortælle forbipasserende interesserede, hvad det hele gik ud på.
Den ene kikkert var en decideret sol-kikkert med et specielt filter (alpha), så man kunne få lov at kikke direkte på solen, mens den anden kikkert var en helt almindelig astro-kikkert med en teknisk anordning foran - et stykke pap med et lille hul i ;-D - så lyset fra solen simpelthen kunne reflekteres ned på et stykke papir og altså ikke kunne ramme øjet direkte! Så kunne der også være flere end en person ad gangen, der så med.
Solen set i sol-kikkerten lignede en appelsin!, men da det 2 gange lykkedes mig at spotte udbrud af stof, som de andre ikke havde opdaget, så var jeg da temmelig salig! hihi! fedest! Det ene udbrud var et bitte lille et - kun lige lidt større end jorden! og det andet var lidt mindre. Fælles for dem var, at de var væk igen på et par timer, så det er noget, der går hurtigt deroppe! Men ellers er der ikke den store aktivitet deroppe mht. solpletter, fordi solens cyklus pt. er på det laveste aktivitetspunkt. Jeg synes nu altid det er imponerende at kigge på solen!
Pigerne - Johanne og Hippie (Sascha er hun døbt) var travlt optaget af at følge lidt med om det med solen, men så var der også lidt kortfilm og en stor kalksten, som de kunne forsøge at finde fossiler i, og vi gik ind og så filmen om Seamonsters i 3D. Tiden gik hurtigt og pludselig skulle det hele pakkes sammen, for klokken var blevet 16.
Jeg fik talt en del med en, der afholder foredrag på Planetariet, men som også afholder kurser på Folkeuniversitetet og jeg blev da meget interesseret i at deltage i nogle af kurserne til næste år, hvor jeg jo får dage, jeg ikke behøver at være hjemme på bestemte tider eller nødvendigvis skal hjem og lave mad. Det bliver bare sejt.
Alene det, at han i løbet af 10 min. fik forklaret mig, hvordan gravitationelle linser fungerer, var herligt, for det har jeg ikke fattet før, og selvom jeg har accepteret virkningen af dem, så var det da herligt omsider at forstå, hvorfor de virker. Det var et meget lovende tegn på, at jeg kunne få en masse at vide.
Alligevel fik vi båret nogle ting på loftet, da vi kom hjem og vi sad 1 times tid ude i haven og børstede på nogle stykker af Stevns Klint for at finde fossiler i dem, vi fik talt med kaninerne, vandet planter og grillet pølser. Så sluttede dagen med fjollet film på fjerneren og kærnemælks-koldskål.
Det kan da ikke "rates" med mindre end: En aldeles HELT fed dag!