januar 29, 2009

nu bliver vi raske igen

Alle er syge! Sådan virker det ihvertfald.
Farmor har lungebetændelse, B og jeg har begge samme symptomer på en virus af en art. Vennerne fortæller om snue, feber, dårlige maver og en masse andet, så der er da nok at tage sig af. Idag - altså onsdag - fik jeg endelig lidt søvn! Hurrah! Det er utroligt, som en smule søvn kan gøre en forskel, men jeg føler mig altså meget bedre tilpas.
Ude i Kunstforeningens hus er jeg godt igang med et nyt spændende billede og på Leaky er jeg godt igang med at deltage i opstarten på næste læsegruppe. Vi gør rummene klar, finder billeder, links, ideer til dit og dat og glæder os alle meget til vi går igang i starten af februar. Jeg er lige blevet færdig med 3. bog i Arven serien og har fundet den på engelsk, så den går jeg snart i gang med, men jeg vil lige læse Hitchhiker's Guide færdig først, så jeg ikke har for mange ting kørende på éen gang, for pludselig kan det blive overvældende og det ville være kedeligt.
Kaninerne er stadig helt oppe at køre - forår - så der er livligt på engen og jeg er mægtigt spændt på, om der overhovedet får lov at komme noget op andet en løgplanterne, som allerede er langt fremme. Af en eller anden grund kan 'ninerne bare ikke lide dem! Jeg troede da i det mindste de ville snuppe tulipanerne, men det er ikke sket endnu, så der bliver masser af blomster ser det ud til.
Det varer ikke længe, før jeg skal igang med det gamle kaninbur! Den låge, jeg ikke fik lavet ordentligt, skal ordnes og der skal laves et par småting mere, for hvis der skal være 2, så skal de have mulighed for at gå i særskilte rum, hvis de bliver utrygge. Det bliver sjovt at lave og også at blive færdig med. Jeg glæder mig til at blive rask, for jeg havde egentlig tænkt at tage nogle af de lune dage her i februar/marts og arbejde udenfor.
Herligt at have noget at se frem til!

januar 23, 2009

Arbejde udført

^_^
Jeg har nu i et meget langt stykke tid villet opdatere min maleri-blog og med alle de nye malerier, jeg fik lavet i 2008, kom jeg længere og længere bagud, men idag fik jeg oploaded fotos og beskrevet alle de, jeg manglede at få derind, så det var et stort arbejde, jeg fik lavet dér. Samtidig - da jeg nu alligevel skulle redigere billederne - fik jeg oploadet billeder til den mere artistiske del af Leaky, hvor der er spurgt efter billeder flere gange, så det er også et punkt på min imaginære liste, der kunne krydses af.
Det viste sig, at tirsdags malerholdet er rigtigt spændende og jeg havde faktisk glemt, at jeg havde tilmeldt mig - eller rettere, så havde jeg glemt, at det skulle starte allerede, for jeg havde februar i tankerne som start, men Ninna ringede og spurgte, om jeg havde tænkt mig at komme, så jeg blev kørt derud og hjem efter en fantastisk start på et nyt billede. Det skal nok blive godt, og måske kan han give nogle gode input til det andet, der rumler i idé-banken?
Nu er jeg træt og ville elske at kunne komme til at sove, men jeg har en god bog, jeg er i gang med, så det kører alligevel. Jeg får hvilet kroppen.

januar 19, 2009

Tiden iler!

Det nye år lægger altså ud med allerede at have for få timer!
Pludselig er der gået en masse dage og jeg har ikke nået ret meget af alt det, jeg gerne ville, men en masse andre ting, jeg slet ikke havde haft i tankerne, er sket og/eller nået.
Det er midt om natten, men jeg skulle lige "lande", for idag - altså søndag - havde vi først Irli, Poul og Birgitte på besøg til at spise flæskesteg og hænge lidt ud med Johanne! Hun er lige hjemme en enkelt gang her i januar, så ingen havde set hende siden jul. Farmor Irli havde lavet alt for meget mad til jul, så jeg havde fået en færdigstegt flæskesteg herhjem i fryseren og den, syntes jeg, skulle spises, før den blev kedelig! Så det blev en dejlig frokost med nougatis til dessert. Hyggeligt.
Da huset var blevet tømt, gik jeg ind og hvilede mig. Jeg havde nemlig lovet at være til rådighed til en speciel opgave senere på aftenen: Fire frivillige fra Leaky skulle mødes og lave en slags radio-udsendelse om, hvad det er, vi laver i Læsegrupperne.
Det var enormt spændende og jeg havde helt ondt i maven af nervøsitet, for een ting er at sidde velovervejet og have ordbøger og mulighed for at slå ord og meninger op på nettet, men det er noget helt andet at skulle tale fra leveren! Og så er der lige dét med at føle sig ind på, hvordan de andre i gruppen fungerer og at få fornemmelse af, hvilken rytme der skal bruges for at tiden bruges bedst muligt. Men der er også det med at skulle høre sin egen stemme! DET er jeg så ikke helt sikker på, at jeg klikker ind på!
Bagefter optagelsen blev Hilde og jeg hængende, for Hilde havde en sang, hun skulle bruge tekst til, og sangen skal bruges som en intro til Læsegruppens segment hver gang vi sender - hvilket vil blive ca. en gang om måneden. Det blev til hektiske 3 timer med intenst samtale over Skype - heldigt, det er gratis via nettet - og mange grin. Hilde er heller ikke engelsktalende til hverdag, men behersker sproget bedre end mig og så er hun helt på hjemmebane, når det kommer til det tekniske - det er hende, der redigerer udsendelsen her bagefter.
Det var fantastisk at deltage i sådanne opgaver og måske bidrage positivt til noget, som mange andre bliver underholdt af! Hedt. Nu er jeg så træt, for jeg skulle også lige ind og følge med i de daglige opgaver, der jo lige var blevet rykket nogle timer, men det er helt fedt. Vi har lukket for Læsegruppen for den ene bog, og arbejder nu med oplæggene til den næste. Så der skal tænkes videre.
Jeg får roet og lytter til "lydbånd" - nu om dage er det jo på CD - og det er faktisk helt spændende. Igår fik jeg roet 10 min. ekstra, for jeg skulle lige høre næste kapitel også. ^_^ Det er sejt at udvide mine horisonter.
Foruden at jeg har et billede i hovedet, som jeg skal lave, fordi det indgår i det, der handler om at udvikle mig - tage hånd om fortiden og finde ro med det - har jeg også påtaget mig at skabe et billede, som - hvis det bliver godt - vil skulle bruges til t-shirts og repræsentere Læsegrupperne ved den kongres, der skal være i Boston i maj måned. Det kunne være lidt fedt at lave noget, der kunne bruges dér! Noget at være lidt stolt af. Og jeg har allerede styr på, hvordan jeg vil gå frem, og hvordan det skal se ud, men det bliver spændende at se, om det kommer til at virke!
Nu er det vist tid at forsøge at sove lidt! - godnat.