december 26, 2013

Planer røg og andre planer lykkedes

Først - lige efter jeg havde skrevet indlægget før det her, lagde jeg mig syg. Ikke sådan hundesyg lige med det samme. Nej, det skulle lige have en uges tid til at udvikle sig og så skal jeg love for, at ... det heller ikke var sådan rigtigt hundesyg, men absolut en møg-hamrende, ubehageligt grim, øv-for-en-oplevelse-syg og den var over en måned om at blive bedre!!! Hvis jeg ikke i forvejen vidste, hvad "op af bakke" betød, så fik jeg det absolut demonstreret her. NaNoWriMo måtte helt opgives og jeg var ikke glad for det.

Så var der jo jul - men der var bare ikke noget julet indeni mig. Og det på trods af, at jeg i år fik arrangeret ungerne til at bære julepynt ned den 1. december ved at love dem Chili con carne og 'risalamande'. Det var en perfekt hyggelig familiedag. Alligevel indfandt julehumøret sig først d. 9., hvor jeg pludselig fik en bestemt julemelodi i hovedet og der blev den i de 6 timer, det tog at få dekoreret hele hytten. Og jeg hyggede mig.

Joey og Kasper havde besluttet at prøve at hjælpe via en gruppe på FB, hvor der blev gjort mere end een indsats for at hjælpe med at skaffe udsatte familier noget hjælp til at holde julen festlig. Ungerne var kommet i kontakt med en mor i Slagelse, som havde 3 børn og intet juletræ. Det projekt tilsluttede jeg mig så også, for jeg havde jo mildest talt nok julepynt og et juletræ, der var for stort for mig. Med hjælp fra Kaspers far til at få tingene kørt der-ned-hen-eller-hvor-det-nu-er-Slagelse-ligger fik familien både træ, pynt, legetøj og lidt andet.

Det fik så også ryddet ud i mine kasser. De var desuden et par dage før blevet tømt for pynt til selv at lave jule-dekorationer, for Grete havde været forbi og hun er dame for at lave sådan nogle. Lone havde hentet sig nogle engle nogle dage inden det, så efterhånden ser det helt fornuftigt ud mht. hvor meget jul en enlig mig besidder. - og jeg har kun købt 4 nye (små) ting i år! Meget godt klaret, hvis jeg selv skal sige det.

Nu er julen så færdig og klaret for i år og det gik fint. Den blev aflyst!

Altså, der skete det, at først kom der vand i skakten ved elevatoren hvor Irli bor. Elevatoren virkede ikke og det var d. 22.! Da nabo-opgangen oplevede problemer af samme art, tog det uger, før elevatoren rigtigt var ordnet. Den var ikke til at stole på. Min mave var helt i knude og vi ringede frem og tilbage for at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Det blev tve-stemmigt besluttet, at Irli skulle gøre sit bedste for at finde nogen næste dag inden arbejdstids ophør, som kunne fortælle om, hvad der kunne regnes med.

Længe inden det blev eftermiddag fik Irli fortalt, at hun havde ondt i halsen og ikke følte sig helt rask. Det kunne sagtens være presset fra den uafklarede situation, men vi blev enige om, at nu tog vi en beslutning om at få lavet det hele om, så der ikke var en usikkerhed inde i billedet mere.

Enden blev: Kørsel blev aflyst, Joey og Kasper kørte hele julen ud til farmor efter de lige havde været forbi mig og hente, hvad der skulle bruges herfra og afleveret gaver til mig, Kasper kørte til sin familie og holdt julen der, Finn kom til sin mors/nieces jul og jeg ? ...

Jeg passede på, at ingen forstyrrede julen på Skrædderpladsen.  Gik udenfor med jævne mellemrum for at se til kaniner, naboer og stjernerne på himlen. Slog mave til en god film. Bandede, da jeg ikke kunne finde ud af at bruge internet-tv, for det skulle 'man' altså kunne. Fik film-afspilleren til at virke igen og holdt op med at bande igen.

En ganske herlig juleaften!

Igår kom Naja forbi og fik en kop kaffe. Idag kom så Ninna og Birgitte og fik oksesteg. Nu mangler jeg bare at pakke julepynten ned ... vent!!! Jeg har da ALDRIG før i mit liv siddet og set frem til at pakke julen væk? Men i år gør jeg altså.

Det hører nok med, at jeg jo ikke lige pakker alt lyset væk denne gang. Det er nemlig det, det hele handler om, har jeg opdaget. Lysene! Julens mange lys. Og jeg har LED lys nu, som jeg kan bruge udenom julen.

Herligt med gode planer!

november 03, 2013

Om fordelen ved at give op.

Jeg må hellere se at få skrevet dagens sidste tekst, selvom Tommy Lee Jones er på flimmeren.

Ville bare fortælle, at jeg igen I år deltager I NaNoWriMo, selvom jeg ikke starter en ny historie op. Den roman, jeg startede på sidste år, er stadig under udarbejdelse og jeg synes selv, den er rigtigt god. Når nu jeg har haft en engelsk-talende indover til at stramme sproget op - måske endda give mig nogle råd om selve historien, så skal den videre på en eller anden måde. Jeg har endnu ikke besluttet hvilken.

Så det, jeg skriver I år, bliver opdateringer af mine blogs, forskellige facts, jeg henter på biblioteket og nettet samt tanker om dit og dat. Det er ikke til at sige, hvad det kan bruges til, men jeg har undervejs I processen det forløbne år savnet et sted at hente såvel som placere inspiration andet end fra  nettet. Fysik, kemi, biologi - alle de fag, jeg altid har været fascineret af. Der må være noget, jeg kan bruge på et tidspunkt.
Da klokken var 12 idag vågnede jeg med et sæt efter jeg havde sovet næsten 5 timer I samme stilling. Det er 3. Dag af NaNoWriMo og jeg havde endnu ikke skrevet så meget som eet ord, men jeg havde dedikeret hele dagen til projektet og nu nærmer klokken sig 22 og jeg nærmer mig 4000 ord. Ikke dårligt - slet ikke dårligt!
Gennemsnittet pr døgn er lidt over 1600 ord, så jeg mangler ikke meget for at være up-to-date. Det er dog lige nu en smule svært at koncentrere mig, for jeg er træt som bare fanden.
Hov, jeg har også lavet mad indimellem. Både til idag og de næste mange dage. Idag var det fish&chips - hjemmelavet - med fabriks-remoulade. Ikke helt ophidsende, men næring ikke desto mindre. Til de næste dage har jeg lavet noget oksebov med en masse grønsager. Jeg tager stilling dag for dag, om jeg må få nogle kartofler til. Kroppen skal have den næring, den har brug for, men helst ikke for meget andet. Vægten skulle gerne fortsætte nedad, så jeg ikke bliver ved at belaste den så meget.

Al den positivisme kom fra den dag jeg fik den sidste diagnose. Det hele blev virkelig rystet - på plads! 

Egentlig gav jeg jo op!
Det var nok det bedste, jeg har gjort nogensinde. At give op! Jeg lever uden så mange forventninger nu. Det har befriet en umådelig mængde energi og jeg bliver bedre og bedre til at strukturere, som jeg fortalte om I indlægget før dette. Strukturen giver frihed. Ikke dårligt!

Malerkursus igen I morgen.
5 timer imorgen med at lære nye tricks. Det er ligesom at lære en ny leg. Når nu ryste-sygen tager til, er det vigtigt, at jeg har nogle teknikker klar, der kan bruges, selvom jeg har mindre kontrol til den tid. På den måde kan jeg stadig udtrykke mig, selvom det til den tid formentlig vil være helt anderledes end nu. Det er ikke fordi jeg bekymrer mig, men det gør ikke noget, at jeg ser glæden ved at skabe historierne og muligheden for at det kan være til gavn også I det videre perspektiv.

Filmen er færdig,
Men der er jo altid en anden tv kanal med noget interessant. Mestendels finder jeg andre ting at se på I kuk-kassen, fordi jeg er smadder træt. Der er pakket taske og både morgenmad og frokost er klar I køleskabet. Hovedet snurrer og benene er tons tunge. 
Nej, nu vil jeg gøre mig klar til natten og lukker derfor ned nu. 

Vi ses - måske allerede I morgen.

september 22, 2013

Der er ingen ende!

Det hele går som det nu går!

En sommer af tvivl fik nu en ende og jeg fik endnu en diagnose i en tilsyneladende endeløs række.

"Tremor Essentiale" sagde neurologen. Essentiel tremor på dansk. Det kendte jeg altså ikke.

Inde på den danske hjemmeside var der ikke meget hjælp at hente, men de udenlandske havde noget, jeg kunne arbejde med, selvom det ikke var spændende læsning sådan i helbredsmæssig forstand. Om en måned skal jeg så tale med ham igen og hvis behandlingen ikke virker, må vi tage den derfra.

Jeg er så træt. Udmattet af at spørge hele tiden: Om meningen, om fremtiden, "bliver det her ved?", kommer der mere i samme størrelse? Det er måske ikke bare de forkerte spørgsmål, men simpelthen en dårlig ide at spørge?

Nå, men essensen (hehe) er, at jeg ryster på hænder og i arme. Det bliver værre og kommer til at involvere andre dele af kroppen, men ingen kan sige hvornår og hvor meget. Hvis det altså er det. Rystesyge, mener jeg, det blev kaldt engang.

Ingen spørgsmål.

Til gengæld skal jeg holde mig fra kaffe og (sort) the! YAY, endnu en begrænsning! Og min overvægt hjælper bestemt heller ikke noget. Jeg har lige lært at undgå sukker helt! Så er det chips, som jeg næsten har skippet nu og så er det altså fedt! Næste gang ...

Ingen spørgsmål om hvad f.... jeg snart må indtage! 

Dagen efter, jeg havde været hos neurolog havde jeg en rigtig dårlig dag indtil jeg pludselig hørte mig selv små-fløjte! Hvor kom det lige fra? Hov, det var et spørgsmål, men det var jo fra forleden, hvor jeg endnu ikke vidste, at jeg ikke skal stille spørgmålene! Så jeg undrede mig altså. 

Nu er det et åndedrag ad gangen. Igår kom jeg over og træne igen. Dejligt. Det er holdt hårdt over sommeren. Jeg fik lavet et skema, som skal holde mig selv fast i en god rytme. Så må resten komme som det kan. Lærer at meditere på forskellige måder, så der skal nok være een eller flere, der lige passer til mig. Det gælder nemlig om, at jeg ikke må være træt eller anspændt (stresset), for det forværrer symptomerne. 

Der er ikke så meget at være i tvivl om. Fremad går det.

Ser på kaninerne: Idag havde hunnen Mari fundet en måde at komme ind i det nye staudebed, som jeg havde givet et hegn indtil planterne havde fået ordenligt fat. Hun prøver hver dag alle de steder, hvor jeg har sat begrænsninger op i form af hegn. Og hun er endda bare et lille pelsdyr, men hun klør på og nu fandt hun så ind ad en meget indviklet vej! På meget kort tid havde hun endda startet et nyt hul og nået ret meget! 

Når hun kan, så er det ikke så meget sværere for mig. Det er det altså ikke. Ikke flere spørgsmål. 

... eller ihvertfald ikke så mange.

maj 11, 2013

Rejsetid

Idag er det lørdag, så nu er der 4 dage til jeg rejser.

Onsdag morgen bliver jeg hentet af handicap-transporten og rejser ned til Hilde i Schwartzwald.

Hele turen - fra start afhentningen fra huset og til jeg står i mit hus igen, er jeg i andres hænder! En meget mærkelig fornemmelse! Og jeg er endnu mere kontrollerende end nogensinde før: Alt er gennemgået i detaljer, for jeg gider nemlig ikke stå et eller andet sted og lige mangle et stykke plaster el. lign. Og så har jeg endda holdt tilbage på det kontrollerende! hehe! Jeg er god.

AH! Men jeg er igang med at udfordre mig selv til IKKE at have hele lejligheden med mig i tasken.

HAH - og så er jeg også lige igang med at smide sukker-afhængigheden ved en 'kold tyrker'! Genialt tidspunkt, jeg ved det godt, men det måtte gøres, og jeg ville ikke spilde tiden ved at udsætte det med endnu en lam begrundelse. Kan jeg, så er det fint, og falder jeg i på turen, så starter jeg bare igen senere.

Sku fa'en ka' det la' sig gøre. Skal leve med det sukkerproblem resten af livet, så der vil altid være masser af undskyldninger for at lade være at gøre noget ved det. Nu er det bare så'n, at jeg ikke gider lide af et eller andet selvforskyldt, når jeg bliver gammel engang om 50-60 år. Der er nok at slås med som det er.


Tværtimod alt sortsynet, så forventer jeg altså at hygge mig på min tur! Jeg glæder mig til at komme ned og se, hvor og hvordan Hilde bor, hilse på hendes forældre og se bjergene. De er måske ikke meget høje - bjergene - men de er der!


Lige nu hygger jeg også! Der er Indiana Jones i fjerneren, og tænk(!) Slughorn (fra Harry Potter 6. film), så det er lytter idyl.

Et positivt 'syn' mere er, at nu jeg har smidt sukkeret, har jeg problemer med at spise nok!!! Tænk, at det skulle kunne ske for mig! Men det problem lader jeg lige ligge til efter rejsen er ovre.

Det samme sker med bogen: den må lige ligge stille lidt. Jeg har fået en kær kvinde, jeg mødte i Orlando (og iøvrigt har haft et længere varende cyber-venskab med forinden mødet), til at læse det første kapitel af min bog. Det er temmelig nervepirrende, og det er det eneste, der bliver arbejdet med her inden rejsen. Altså at få det kapitel pudset helt af, så hun kan give det bedste input til det, jeg har arbejdet så hårdt med. Hun skriver selv, og har lært mig en del om opbygningen af tekster - på Engelsk.
Jeg læste et kapitel højt for Birgitte forleden, men jeg er ikke sikker på, hvad hun mente, for det var måske et dårligt sted, jeg valgte? Eller også er det bare ikke alt for godt. Det vil tiden vist vise.

Så nu er der næsten omtrent ikke andet at gøre, end at glæde mig! Det gør jeg så!

marts 25, 2013

Oplysning - der lyser op og lysner!

c) Forleden var jeg 'føl' og fik coaching.

b) Af samme lånte jeg en bog - faktisk to bøger, men kun den ene er  relevant lige hér.

a) For to uger siden, besluttede jeg at følge et gratis tilbud om at blive guidet gennem en daglig meditation gennem de efterfølgende 3 uger. Dér er jeg så kommet ind i 3. uge idag.

Alle 3 ting har noget med hinanden at gøre! - og det er ikke tilfældigt, de er nævnt i modsat rækkefølge.

a) Meditations-'kurset' handler om at tilbyde hjælp til at finde en vej til energien, viljen og kærligheden indefra og ud til det, jeg ønsker.
"Jeg indeholder alt, hvad jeg ønsker" - er et af de 21 mantra'er, som blev foreslået idag. Første uge handlede det om at styrke forholdet til den krop, jeg nu engang har - forholdet mellem krop og sind. Anden uge var emnet Balance, og nu er emnet så om at 'programmere' mit liv, så jeg kan opleve balance også udadtil.

c) Coaching har hidtil været en hård nyser, men også opløftende.
Sidst fik jeg så en slags 'lektie' for: At gøre mit bedste for at tage mig af mit indre barn! Hård nyser, fordi jeg hidtil har forsøgt at GENOPLEVE, set gennem mit barns øjne med al den forvirring og smerte, det kan medføre. Nu skulle jeg så prøve en anden fremgangsmåde - at være her i 'nuet' og altså ikke genopleve, men mere bare at 'være' barnet og modtage kærlighed og omsorg fra den voksne 'jeg'.

b) Bogen! Ja, det er så det, der gør det hele spændende, for den slugte jeg råt på 2 dage - altså første gennemlæsning, for det blev hurtigt klart, at her var meget mere at hente, så den blev sat på ønskesedlen. Den fandt Birgitte så på genbrugsgården til mig dagen efter! (Hun fik forøvrigt også fat i en vasketøjskurv til mig, så den, der er knækket, kan blive erstattet - GRATIS!)

Nu kommer sammenhængen mellem de 3 dele:

Bogen handler om at starte indefra med at ændre ting, der gør livet besværligt. Hvadenten det er fortid eller nutid, så kan det ændres indefra. Eller oplevelsen kan!!!
Meditationen handler om at ændre - acceptere, tilgive mv. - indefra.
Coaching har gjort det klart, at jeg kan ændre ting/holdninger ved mit liv - INDEFRA.

Et mønster dukker op?

Idag sad jeg så og mediterede. Ret glad for mig selv. Stolt af, at jeg havde været ovre og træne - hvilket har knebet gevaldigt de sidste 2 måneder - og fysisk i hopla, netop fordi træningen gør godt for min krop.
Jeg tog mit 3-årige 'jeg' i armene. Udtrykte al den glæde, sådan et lille barn kan fremkalde, og så stod min mors 'lille 3-årige barn' pludselig foran mig!

Dét var godt nok en spøjs oplevelse, men pigen fik naturligvis en god gang kærlighed også, og på genbrugsgården - som jeg efter meditationen lige klarede at besøge for at smide affald ud - havde de såmænd en næsten ny udgave af 'Dansk-Engelsk' i en ret fed udgave!


Der er vel ikke noget at sige til, at jeg har et smil på efter sådan en dejlig dag?
Nu skal kaninerne have noget foder. De har også været travlt optaget, for jeg fik lige flyttet et par ting ude i haven, sådan bare for at der er hyggeligere at kigge ud! Så nu er DE glade!
- og der er ikke en dyt i fjernsynet, jeg interesserer mig for, så jeg har lagt op til en stille aften og skulle det blive nødvendigt, har jeg en god krimiserie liggende parat!

marts 10, 2013

'Bare' Uro

Det nye år er startet forrygende!

Manuskriptet til den bog, det gerne skulle ende ud i, bliver bedre og bedre. Jeg befinder mig som en fisk i vandet, når jeg bevæger mig rundt i historien, og er ikke træt af at forbedre og rette den til endnu.
Nu er jeg faktisk ved at komme så langt, at jeg vil oversætte den til dansk, så jeg kan søge efter nogen til at læse den. Jeg søger rundt på nettet efter facts, som kan gøre de enkelte detaljer mere virkelige, og har spurgt en amerikansk jurist om hjælp til oplysninger vedr. retssystemet derovre. Endelig har jeg noget at bruge min medfødte nysgerrighed til!

Det er blevet både nemmere og sværere at få tingene til at hænge sammen i det virkelige liv.

Det er nemmere at være til, fordi jeg bruger min hjerne til noget sjovt, så snart jeg kan, men også sværere, fordi der er stadig hele dage, hvor jeg ikke magter at gøre andet end bare at sidde - ikke engang være til! Det bliver jeg frustreret af, og forsøger nu at få den frustration kanaliseret over i at bruge min fantasi til at arbejde, selvom det jeg finder på, måske ikke bliver skrevet det ned lige med det samme.

En evindelig balance-gang.

Der er det, at når jeg er i min fantasi, så er jeg pludselig fri for at være koncentrere mig om 'bare' at komme igennem dagene. Dér er jeg, den der bestemmer og behersker - ikke bare smerterne, men også andre ting, der kan være stressende. Jeg har fundet måder at tackle følelser på i min fantasi, så de pludselig er dele af 'historien', istedet for at spænde ben for mig. Det bliver et spændende næste skridt, når jeg kan gøre det samme med virkelighedens stressorer. Så det er bare om at øve sig.

Nej, der er ikke noget 'bare', om nogen ting der skal ændres, når de befinder sig i sindet og/eller erindringen. Det er benhårdt arbejde, og når der er hele dage, hvor der ikke kan ske noget som helst væsentligt fordi energien ædes op både af smerterne og erindringer, er det en noget langsommelig proces, og jeg er ikke fantastisk til at klare langsommelighed. I det hele taget, er de ting, jeg er fantastisk til at klare, ikke helt gået op for mig. Endnu er super langsom proces, men det ville være skønt at klare virkelighedens liv lige så godt, som jeg klarer livet i historien. Hvis det handler om at være parat, viljestærk og målrettet, skal der nok være lys forude. I det mindste håber jeg stadig.

Noget nyt er der da sket, når det gælder virkeligheden, og endda noget meget væsentligt! Jeg er begyndt igen at kunne sove. Selvom det ikke er en lang dyb søvn, er det alligevel noget, jeg mærker. Det viser sig, at det handler om at finde det rigtige tidspunkt at stå op på, og ikke så meget hvornår jeg går i seng. Så det er lige før, jeg føler mig normal! - men også kun lige før! Og at få dagen igang kl. 10 om formiddagen, giver altså nogle bedre muligheder for at hele 'dagen' ikke er gået, når jeg endelig får øjne. Mærkeligt, at det 'bare' var tidspunktet, der skulle rettes til.

Foråret derimod kommer buldrende ind over den lille have. Kaninerne har følt det i lang tid og reageret på det, som kun kaniner kan. Følelsen af forår får det til at krible efter at komme igang derude, men vinden er så kold stadigvæk, at jeg hurtigt går indenfor igen! Jeg vil køre over med lidt stor-skrald idag, så det alligevel føles, som om der er noget, jeg har udrettet. Lykkes det ikke, er der altid en lørdag mere - og en mandag mere! På den måde, er der ikke så langt til jul!

Maleriet kører derudaf. Jeg er igang med endnu et kursus i Kunstforeningen. Jeg er helt færdig med det,  som hører til min historie:

Det sjoveste, jeg oplever for tiden, er at jeg kan blive glad for noget, jeg selv har skabt på en helt ny måde! Jeg er SELV glad for min historie, jeg er SELV tilfreds med mit maleri. Og på en eller anden måde, kan det godt hænge sammen med det at kunne sove! Det kan også hænge sammen med måden, jeg bruger mit hovede for tiden. Meget er muligt, men det er ihvertfald herligt at kunne opleve noget positivt ved det, jeg er!