oktober 29, 2012

NaNoWriMo 2012

Det var noget, jeg i 2009 prøvede at deltage i.
National Novel Writing Month.
Selvom det er amerikansk deltager folk fra alle mulige og umulige lande - og på hvert deres sprog. Der er ingen grænser der.

Det gælder om at skrive 50.000 ord på en måned. Der er INGEN, der bedømmer indholdet. Kun skal man oploade teksten for at en computer checker, at det ikke er 50.000 ens ord. Man skriver for sin egen - udelukkende for sin egen skyld.

Om der kommer en fin bog ud af det, er op til een selv. Der er dog næppe nogen bøger, der er udgivet i den udformning forfatteren gav teksten oprindeligt. Så, et godt grundlag for mere eller bare for at prøve at skrive en tekst.

Det gælder om at give los og absolut IKKE tænke på stavning, sætningskonstruktioner eller andet fancy. Bare tonse derudaf. En slags 'brainstorming' ... for at bruge et godt dansk udtryk.

Baggrunden for at jeg prøver igen er, at jeg lige havde det så godt med min træning, men har, efter en fysisk nedtur her i sommer, svært ved at komme igang igen, og da træningen havde gjort, at jeg er blev mere udholdende når jeg f.eks. maler, så vil jeg gerne tilbage. Kroppen vil bare ikke rigtigt. Det gør forbandet meget øv sur røv ondt. Nedtur. Jeg savner at ro. Udover det fysiske kick, så gav det også mulighed for fordybelse i de minutter, jeg roede. Næsten som om der blev ro i knolden.

Så for at bruge endnu et trick på at aflede, så tyr jeg til at skrive igen. Går jeg i stå en dag, kan jeg altid skrive om det store maleri, jeg lige er blevet færdig med. Der er nok at skrive om.

Nu har jeg lovet at deltage, så nu er det bare at gennemføre.

NaNoWriMo genvej.

oktober 15, 2012

Ensomhed

Nogen gange sidder jeg - og er helt tom indeni!

Den tomhed, der 'fylder' mig (kan noget, der ikke er der, fylder noget?) er også bremsende!

Udover at savne et godt stykke kage, efter at have spist et par liter is, så ved jeg egentlig ikke, hvad det er, jeg savner. Nogen at tale med sådan her og nu?

Næ, jeg har det faktisk fedt sådan på egen hånd. Især fordi jeg ved, at jeg til hver en tid kan række ud og få kontakt med venner og familie.

Hva' så?

På det seneste har jeg fået en masse gode ideer til billeder, der trænger til at blive malet! Derudover har jeg et hus, der trænger til en kærlig hånd - for ikke at tale om et loft, der med bestemthed kunne bruge en kraftig oprydning.

Der er nok at tage fat på! Strikke-opgaver, puder at sy, fremstilling af kort og andre småsager, skabe, der skal males osv. osv. osv.

Der er til hjernen og til hjertet. Men det bliver ikke til meget. Der er ikke meget, der bliver gjort og da slet ikke i samme takt, som jeg finder opgaverne.

Pludselig får jeg tanken, at for mig er ensomhed ikke 'manglen' på selskab i forskellige situationer, men simpelthed manglen på mål!

Jeg er en tænker. Selvom jeg adskillige gange har bevist over for mig selv, at jeg har et hjerte på rette sted, så er min søgen efter viden væsentligt større end noget andet i mit liv (altså, når bare Johanne har det godt)! Viden om ALT! Viden ER alt!

... - og selvom jeg godt ved, at svaret er 42, så fik jeg jo ikke helt fat i spørgsmålet! (En henvisning til "Hitchhiker's Guide To The Galaxy"-bøgerne) ;-D

Jeg ser det som noget positivt, når alt kommer til alt. Mine basale behov er opfyldt - der er mad, ro og renlighed, mine sociale behov er også klaret, så der er tilbage en pendul-bevægelse mellem mit behov for tryghed og selvrealisering!

Min tryghed er truet af nogle mekanismer, der er fæstnet dybt fra en forskruet fortid, og er noget, jeg hele tiden arbejder med (hvor jeg tidligere har haft behov for at skyde det i baggrunden for at kunne overleve) og jeg benytter endda min kreative udfoldelse i bearbejdelsen! Det synes dog at være en krig, jeg taber? Arh, nu er jeg ikke een, der har let ved at tabe, så jeg kæmper og her kommer ensomheds-følelsen ind: 

Hvad er formålet? - andet en at jeg skal føle mig tryg? Så meget arbejde virker ikke rigtigt bare for een persons skyld. Det føles ikke rigtigt. Så jeg finder endelig ud af, at det, jeg kan søge efter, er, at kunne tro på et formål! Blind tro ligger dog ikke til mig. Øv. Så på den igen. Hvor finder jeg så tryghed?

Mærkeligt nok for mig, føles det som om, det hele foregår samme sted (i hjernen) som mine smerter påvirker! Jeg kan finde ro ved at spise - selvom det kun er for et kort øjeblik. Det giver ro at kunne ordne noget i/ved huset og haven - også kun for et kort øjeblik.

De korte øjeblikke er måske det, jeg kan forvente at nå? Det ville jo være rart, at de kunne nås uden noget at spise og uden ting der skal stå/se ud på en bestemt måde! Det er noget knold. Jeg forstår godt, hvor uendelighedstegnet kommer ind. "Den Uendelige Historie" (bog). Tankerne går i ring. Det er tid at lave en afledning, så smerterne ikke tager helt over. Og så lykkes det måske imorgen.

oktober 13, 2012

Sukker

Jeg kan ikke få nok ... sukker! Det er SÅ frustrerende at være styret af kroppens laster, men sukker er dog det mest irriterende at have som last! Det er i alle fødevarer - næsten. Og nu har jeg fundet ud af, at fedt såmænd kan omdannes til sukker-stoffer ... og vice versa! Der skal større styrke til, end jeg ser ud til at besidde, for jeg 'falder hele tiden i'. Næsten alle mine vågne timer går med at tænke på is og slik! Overspringshandling! Uden tvivl! Der er noget, der er gået galt, og jeg tænker omgående på is og kage! Usikkerhed om et maleri - Kage! Pengeproblemer --- dobbelt is og kage. Og det er altså sådan, at problemerne bliver løst og SÅ får jeg trang til det vildeste sukker-orgie! En sjov film distraherer noget. Besøg af - eller hos venner er super distraherende, men så er der jo tiden, når jeg senere sidder og er klar til natten og hjernen kører bare på med krum hals om noget at putte i hovedet. Noget sødt. Irriterende styring. Så jeg sidder her og sukker. Nogen spader har været inde og lænse en af mine konti for over 20.000 kr. og det er jeg skide sur over. Selvom selskabet dækket tabet, så er det altså vildt. Det er lige som at have indbrud. På en måde. Det kommer oveni, at jeg har en virkelig dårlig periode sådan rent fysisk! Af en eller anden grund kommer ulykker altid på ubelejlige tidspunkter. Nå, men jeg er gået i gang med et nyt projekt oveni Irli's (svigermor) portræt. Så der kommer noget mere sjov med dyr. Det kan opveje det irriterende og det onde. Et smil er en smart, helbredende ting, og de koster ikke engang stor anstrengelse. Men ihvertfald ... jeg synes, det er træls, at det er blevet efterår! Smukt, men træls!