september 22, 2013

Der er ingen ende!

Det hele går som det nu går!

En sommer af tvivl fik nu en ende og jeg fik endnu en diagnose i en tilsyneladende endeløs række.

"Tremor Essentiale" sagde neurologen. Essentiel tremor på dansk. Det kendte jeg altså ikke.

Inde på den danske hjemmeside var der ikke meget hjælp at hente, men de udenlandske havde noget, jeg kunne arbejde med, selvom det ikke var spændende læsning sådan i helbredsmæssig forstand. Om en måned skal jeg så tale med ham igen og hvis behandlingen ikke virker, må vi tage den derfra.

Jeg er så træt. Udmattet af at spørge hele tiden: Om meningen, om fremtiden, "bliver det her ved?", kommer der mere i samme størrelse? Det er måske ikke bare de forkerte spørgsmål, men simpelthen en dårlig ide at spørge?

Nå, men essensen (hehe) er, at jeg ryster på hænder og i arme. Det bliver værre og kommer til at involvere andre dele af kroppen, men ingen kan sige hvornår og hvor meget. Hvis det altså er det. Rystesyge, mener jeg, det blev kaldt engang.

Ingen spørgsmål.

Til gengæld skal jeg holde mig fra kaffe og (sort) the! YAY, endnu en begrænsning! Og min overvægt hjælper bestemt heller ikke noget. Jeg har lige lært at undgå sukker helt! Så er det chips, som jeg næsten har skippet nu og så er det altså fedt! Næste gang ...

Ingen spørgsmål om hvad f.... jeg snart må indtage! 

Dagen efter, jeg havde været hos neurolog havde jeg en rigtig dårlig dag indtil jeg pludselig hørte mig selv små-fløjte! Hvor kom det lige fra? Hov, det var et spørgsmål, men det var jo fra forleden, hvor jeg endnu ikke vidste, at jeg ikke skal stille spørgmålene! Så jeg undrede mig altså. 

Nu er det et åndedrag ad gangen. Igår kom jeg over og træne igen. Dejligt. Det er holdt hårdt over sommeren. Jeg fik lavet et skema, som skal holde mig selv fast i en god rytme. Så må resten komme som det kan. Lærer at meditere på forskellige måder, så der skal nok være een eller flere, der lige passer til mig. Det gælder nemlig om, at jeg ikke må være træt eller anspændt (stresset), for det forværrer symptomerne. 

Der er ikke så meget at være i tvivl om. Fremad går det.

Ser på kaninerne: Idag havde hunnen Mari fundet en måde at komme ind i det nye staudebed, som jeg havde givet et hegn indtil planterne havde fået ordenligt fat. Hun prøver hver dag alle de steder, hvor jeg har sat begrænsninger op i form af hegn. Og hun er endda bare et lille pelsdyr, men hun klør på og nu fandt hun så ind ad en meget indviklet vej! På meget kort tid havde hun endda startet et nyt hul og nået ret meget! 

Når hun kan, så er det ikke så meget sværere for mig. Det er det altså ikke. Ikke flere spørgsmål. 

... eller ihvertfald ikke så mange.