august 31, 2008

Snuske fik fred idag!

Det er fantastisk, som det lille dyr gav så meget positivt til Johanne og til mig. Men idag måtte hun give op og give slip, og det heldigvis efter Johannne havde været hjemme på week-end, havde hentet mælkebøtter og græs i morges til de 2 kaniner og var derefter taget til Parkour. Lige efter Parkour tog hun afsted til Hovedbanen, for at tage til skolen, så jeg var her alene.
I de sidste 4 døgn har jeg ikke været ude af huset/haven, for jeg ville ikke risikere, at Snuske blev dårlig og skulle dø alene, og det var faktisk mærkværdigt, at jeg var lidt mere afslappet idag og ville afsted og tømme postkasse ved vores eget hus og smide papiraffald i containeren. Jeg var sikker på, at kaninen havde det lidt bedre. Mens jeg gik rundt og samlede papir sammen, gav Juice lidt ekstra foder, fik lukket badeværelsesvinduet og skulle til at låse af, så skete det. Snuske fik en gevaldig krampe og faldt rundt i buret, og jeg fik en helt klar følelse af, at nu var det slut! Hun døde i mine hænder og jeg fik sagt ordentligt farvel.
Birgitte kom straks herover og vi fik pakket Snuske ind i en gammel trøje af Johannes, som jeg havde lagt ud i buret i løbet af dagen, for at kaninen kunne snuse til noget velkendt. Nu kunne trøjen så bruges til Snuskes sidste rejse og det er en rar tanke for mig.
Vi fik givet den lille kanin et godt liv og vi var forberedte på, at det kunne ende meget galt, da hun fik lungebetændelse, men det er altså alligevel sørgeligt sådan at skulle undvære hende!

august 30, 2008

Vi beder til universet

- eller hvem der nu er bossen!
Snuske er meget syg og det kan jeg nu skrive om her, for nu er Johanne hjemme i week-enden og få den dårlige nyhed! Der bliver kræset meget om kaninen, for hun kæmper selv for at klare det og det skal hun have al den hjælp med, som vi kan give hende!
Det er dejligt at have Johanne på besøg, for hun fortæller så meget godt fra skolen og ser ud til at klare tingene rigtigt flot, og så er det jo ingen sag at være mor!
Hygge og uhygge følges ofte ad, men lige nu er det nu meget hyggeligt!

august 28, 2008

Der er altid noget at være taknemmelig for!

Det er min signatur i mine mails!
Indimellem er det så, at der skal kigges lidt dybere i brønden for at finde det, men det lykkes, når jeg virkelig vil! Og vilje - dét er da heldigvis noget, jeg har masser af!
Idag slutter jeg dagen opfyldt af taknemmelighed over, at det var falsk alarm, da jeg i morges blev ringet op fra Johannes skole og fik at vide, at Johanne "nok skulle hjem nu"! - Efter at have trukket vejret lidt dybere et par gange, fik jeg Johanne i røret og fandt ud af, at hun var rigtigt dårlig og ørlede til den store guldmedalje! Nå, men efter at have fortalt hende, at jeg nok mente et termometer og lidt søvn lige skulle indgå i planerne, før hun begyndte at transportere sig nogen som helst steder hen, så fik jeg fat i Jann og Rita i Horsens, som straks sagde selvfølgelig til, at hun kunne komme til dem.
Det er jo bare lidt nærmere at tage til Horsens end til København.
I løbet af 5 minutter havde Jann arrangeret noget køretøj til en eventuel "redning", så var det på plads!
Nu begyndte jeg så den vanskelige proces at tænke! Og det er som sædvanlig en hård tid at komme igennem, for der er mange steder, det kan gå galt, men jeg nåede frem til, at der var noget, jeg ikke syntes stemte, så jeg ringede til skolens kontor, hvor det viste sig, at lærerne først lige var orienteret om, at Johanne var syg, så nu skulle jeg bare lige vente et øjeblik, til de havde været ovre og se på sagerne!
Jamen, jeg syntes jo bare, at jeg ikke havde hørt noget i oplæggene fra skolen om, at børnene ikke skulle kunne opholde sig på skolen ved almindelig sygdom. Det var altså en af hendes kammerater, der havde ringet op, så da hun sagde, det var fra skolen, skulle jeg have spurgt til, hvem hun helt præcist var!
Efter nogle timer kom der besked om, at Johanne havde det meget bedre, så vi afblæste redningsaktionen og afventer spændt, at hun kommer hjem imorgen - fredag, hvor hun tager afsted efter skoletid! Men jeg har talt med hende på telefonen, og hun er ok, så vidt jeg kan høre.
Det er så måske ikke de bedste nyheder, hun kommer hjem til, men et skriver jeg mere om imorgen, for hun skal høre det fra mig først!
Så indtil imorgen er jeg taknemmelig og afventer, hvad universet finder på herefter.

august 23, 2008

Hvor blev solen af?

Torsdag nat checkede jeg DMI's byvejr for Ishøj og så, at fredag kunne give nogle byger, men lørdag skulle blive rigtigt flot med solen fremme!
Og så er det sådan et regnvejr, at DMI ligefrem har varsling om kraftig regn! Hvordan bar de sig ad med det?
Jeg har været ude og rense "lokummer" hos 'ninerne og givet dem noget foder; de skal jo ikke lide under, at vejret driller.
Selvom jeg var iført en paraply, så blev jeg alligevel våd, for det er altså noget med at mangle den tredje arm og hånd, når der skal bakses med affaldspose, halm, skovl, kattegrus - "nej, Juice, du skal ikke hoppe over kanten og ud" - og så en paraply! Snuske sad selvfølgelig bare og afventede tingenes gang - hun er jo en rigtig dame - og viste med al tydelighed, at hun ihvertfald ikke skulle ud i det vejr! Sjovt som begrebet kropsprog er så ekstra tydeligt, efter jeg har "kendt" hende i så lang tid!
Nå, men jeg har også kendt mig selv i lang tid og jeg viser også med al tydelighed, at jeg ihvertfald heller ikke skal ud i det vejr mere end højst nødvendigt. Så må maleriet vente til imorgen og dagen idag rives ud af kalenderen. Natskjorten bliver dagens klædning, men jeg har måttet tage bukser på. Selvom termometret viser 21 grader, virker det bare som Fahrenheit istedet for Celcius og så bliver sådan en dag bare så lang, for jeg har lidt svært ved at rejse mig idag og savner virkelig at kunne bruge stolen til at køre rundt i mit hjem! Ligge eller sidde?
Nu er der kun 20 dage tilbage!
På onsdag skal jeg møde ovre i mit hus og lige være med til at ... (måtte lige afbryde, fordi Juice's bur er noget værre [l..]møg, hvor regnen står lige ind i det største af hans rum og så stod hele buret og vippede - suk - jeg bliver virkelig nødt til at gøre noget i en fart!) ... gennemgå planerne en gang mere, så alle er sikre på, at det, der laves, nu også er det rigtige og det aftalte.
Endnu en gang er jeg taknemmelig for, at internettet er opfundet og at jeg har fundet nogle sjove ting at lave dér! Og for en gangs skyld får tv'et lov at stå og lave lyde --- hm, jeg tror, det er lige en dag for Henna!
Henna i håret, te i potten, croissanter fra ovnen, middagsmaden sat i ovnen nu den alligevel var varm og så er det bare at vente! (kun 20 dage endnu!)

august 21, 2008

Et lykkeligt øjeblik

Lige med eet var det der!
Og det var helt uafhængigt af andre mennesker.
Det var med My Chemical Romance og senere 30 Seconds to Mars BANKENDE HØJT ind i knolden.
Med kaffe på kanden og i koppen.
Et staffeli, vinyl-handsker og en pensel i hånden!
Så var den der!
Maleriet skrider forrygende fremad. Hele hjertet er i gang og i knolden - den lille del, der ikke hamrer i takt med musikken og tænker, at den er lidt glad for, at DEN ihvertfald ikke kan høre den fløjten og sang, der akkompanerer - vælter små fortællinger rundt uden start og uden slutning, men bare spændende!
Helt alene ude i Kunstforeningens Hus og i fuld gang med det, jeg synes, er det fedeste i verden! At skabe min helt egen version af virkeligheden!

Det dér med uafhængigheden er forbeholdent, for når det går godt med Johanne - hun ELSKER at være på skolen, og når Irli er ok, Finn talte jeg med igår og de og alle andre kan altså nå mig på telefonen (jeg er da i det mindste så smart, at jeg benytter telefonens hukommelseskort til musik, for så bliver musikken afbrudt, når der ringes op!), så ... det med uafhængighed, jo, men næsten! Og som det passer mig! Ja, så er det nemt nok at erklære mig uafhængig!

Nu er jeg træt, der er gjort rent og hængt tøj op. Der står en gigant-opvask og får lov at grine af mig og der er Anden på flimmeren! Ka' det bli'e meget bedre? Ja, jeg har endda husket at sætte optageren igang, så Johanne får showet at se også! Yeay, nice!
(Jeg har forøvrigt også spist is - altså efter aftensmaden - en rigtigt lækker og forbudt en ^_^)

Smukt! Og jeg kan stadig huske øjeblikket!

august 18, 2008

En produktiv dag

- og en god dag i eet. Så kan det næsten ikke blive bedre!
Ude i Kunstforeningens hus fik jeg idag påbegyndt et billede, jeg skal bruge til oktober (!) og jeg kom langt videre, end jeg havde drømt var muligt, så jeg er i rigtigt godt lune her til aften!
- Og så har jeg sendt mit bidrag ind til Aplus (dem, der leverer internet her i kommunen), til deres Streamer Konkurrence! JA JA, måske sidder min bagrude lidt langt nede, men jeg er altså ikke herre over tyngdeloven! Jeg har en Streamer siddende bagpå min bil og så må jeg kunne deltage!?!
I lørdags deltog jeg i den årlige Grill-fest i Kunstforeningens hus og det blev en dag (og aften) med masser af grin, så hele dagen igår kunne jeg smile ad de tosserier, jeg får afløb for ved sådan en begivenhed. De mennesker, der kommer dér, er alle nogle med masser af humor og hjælpsomhed, så det er et sted, jeg virkelig nyder at slå mine ... nå ja - folder og alle sammen endda (godt, det ikke er mig, der skal tælle dem).
Lige nu overvejer jeg at afslutte dagen med en portion popcorn! Hm ... ... ... Jo, jeg smutter ud og laver dem! En rigtigt god dag efter nogle andre gode dage! Jeg er glad og taknemmelig - og nu er der ikke så lang tid til, jeg skal hjem!

august 15, 2008

Det går fint på Als!

Det går rigtigt fint endda! Jeg har talt med Johanne flere gange og hun er så glad og livlig, at det er en fryd for mig at opleve! Der skal nok komme lidt grater, men starten er gået fantastisk og hun er opmærksom på at skulle tage ansvaret mere for sig selv, end hun nogensinde før har oplevet at skulle!
Hun har klaret selv at skaffe sin medicin, selv at undersøge, hvordan hun kommer til og fra en af vennerne, der bor i Århus-området og som hun ønsker at besøge, og så var der lige en lille smutter med noget tøj, men det blev hurtigt klaret og der overvejes en tur hen til en vaskemaskine - tror jeg!
Alt ialt kører hun på, alt hvad hun overhovedet kan, og hun virker som om, hun accepterer, hver gang jeg må henvise hende til selv at løse hverdagens små mysterier!

Irli kom hjem fra behandling på hospitalet i god behold onsdag og jeg fik besøgt hende igår = idag (torsdag) og det ser fint ud med at komme til Grill-fest i Kunstforeningen sammen på lørdag! Det er altid glædeligt, når noget går godt.
Så nu sidder jeg og forbereder mig til at gå ind og hvile, indtil jeg skal følges med Birgitte op i Bilka, hvor der er frosne frugter til næsten halv pris, og så hjem og drikke en kop kaffe og så kan jeg lægge mig og hvile igen, hvis der er behov for det!

august 10, 2008

Så har vi sagt på gensyn

Als er nu beriget med endnu en original!
Johanne er flyttet derover og det gik vist fint! Igår kl. 23 havde hun stadig ikke pakket sammen, men så gik hun pludselig i aktion og gik i seng kl. 1:30 og stod op kl. 7:30 for at fortsætte. Selvom vi knoklede løs fra kl. 8 begge to, var vi kun lige færdige, da Thomas og Ann kom for at pakke bilen sammen og morgenmad blev en hurtig affære, før de drog afsted med fyldt bil og cykel på bagsmækken!
Thomas var temmelig sikker på, at der ikke ville blive plads til alle hendes pakkenellikker derovre på det lille værelse, men jeg har da fået et billede på telefonen, der viser, at der er fint plads, så det skal nok gå!
Der er jævnligt kommet bemærkninger om, at jeg vil savne hende og at det bliver ensomt, når hun er flyttet, men jeg har vendt og drejet det adskillige gange og det eneste, jeg føler nu, er en usandsynlig lettelse og glæde over, at hun får chancen for at komme ud på egen hånd, samtidig med at jeg også får noget tid på egen hånd!
Min nervøsitet op til hendes flytning gjaldt noget helt andet:
Jeg har som barn været ude for så mange skuffelser; planer, der ikke kunne blive til noget (og det måtte jeg da nok kunne forstå, så jeg fik ikke engang mulighed for at VISE min skuffelse) og planer, der blev aflyst, fordi der var et eller andet, jeg ikke havde gjort, som jeg skulle! DET har givet mig uro og nervøsitet når nye ting skulle ske, men jeg har ikke kunnet bearbejde, det før jeg blev bevidst om det, og det kommer stadig til at vare lang tid, før det er igennem møllen, men her var jeg nervøs for, at alt skulle være i orden, for at der ikke skulle ske noget, så hun ikke kunne komme afsted!
Men hold op, hvor er det træls at skulle blive ved at forsøge at forklare, at både Johanne og jeg begge har det fint med flytningen og at vi begge har set det som chancen for at opleve noget godt ved det. Så jeg gider egentlig ikke forklare noget om det mere!

HURRAAAH, min unge har nu MULIGHEDEN for at få en fed og stor oplevelse på egen hånd! Hendes egen mulighed helt og holdent. Jeg er nærmere lidt misundelig, men kun en snert på en smilende måde! Det var sådan en chance alle unge, der har lyst og mod på det, skulle have lov at få! Min indsats har kun været at være med til at gøre det muligt, og så at være der til at tale om alle de ting, der har dukket op og har skullet tygges lidt på!
Alle, jeg har mødt, som har haft deres unger -/selv har været -afsted på efterskole, har fortalt mig, at det var det bedste, der nogensinde var sket for deres unger/dem selv! Så jeg er sikker på, at det bliver helt fedt for hende!
Og tænk på hendes mulighed for at komme væk fra sygdom og "hjælp mig lige med ...", "på tirsdag er jeg/farmor/"en-eller-anden" forresten på sygehuset fordi ..." og hvad der ellers har været, som er en del af vores liv og ganske acceptabelt, men tænk bare at få et frikvarter fra det! Så nu skal der ses fremad og nydes !!!

august 03, 2008

Tøsen er hjemme igen

Så kom hun hjem fra lejr!
Den første maskine tøj blev lynhurtigt sat over og nyheder er udvekslet i rygende hast. Vi har kun denne kommende uge til at gøre alt klar til efterskole og de har lovet regn og vi har ikke vores tørretumbler med i Erimitagen!
Pyha!
Johanne var så glad og så fantastisk ud, da hun kom gennem døren. Rasmus havde heldigvis forældre, som ikke havde det fjerneste imod, at hun blev kørt frem og tilbage, når nu de alligevel skulle vejen! Til gengæld var hendes bagage i år pakket i sorte sække og det gav en duft af jeg ved ikke hvad, for hun havde ikke været alt for kritisk med, om tøjet var fugtigt, før hun smed det i sækkene! Ingen skade ser dog ud til at være sket, så det går!
Ud og nusse kaniner, op og logge på nettet og kigge til de fora, hvor der var overvældende med nyheder - tænk, de andre havde ikke holdt sig tilbage med at skrive nyt på "nættet", medens Johanne var på Fyn! Store suk fra første salen! 25 mails, 30-40 sms da telefonen blev åbnet! Længe leve kommunikations-samfundet! Der tales ihvertfald en del!
Lækker aftensmad - Tacos, et dejligt bad, et par skildpadder og så prøver jeg nu at få hende i seng! Det er svært, når der er så meget adrenalin i kroppen, men det skal nok være ude imorgen, så det er godt, der ikke er noget på programmet de næste par dage, der kræver, at hun skal ud af huset! Først på onsdag skal hun ind til byen og mødes med Parkour-vennerne, så det bliver nogle hyggedage, hvor vi kan have som opgave at få skrevet navn i alle hendes ejendele!
Hygge!