december 27, 2012

Året er heldigvis snart gået

  Mærkeligt! Som tiden dog går så langsomt, og så samtidig så forbasket hurtigt.

  Det er som om, der er en dyne over mit hovede i forhold til det at være til stede. Det er som om, jeg kun er til stede i min egen virkelighed, selvom jeg sagtens kan 'se' andres også, men er bare ikke helt en del af de andres. Meget spøjs følelse. Jeg er mere nysgerrig, end jeg er bekymret.

  En stor del af dagene pt. går med at 'være' i den historie jeg er ved at skrive - samtidig med min egen. Det er vist på tide, at jeg passer lidt på ikke at blive revet over i flere stykker? Mine malerier er jo også små universer, jeg føler mig til stede i!

  Nu bliver det vanskeligere. Ikke at være bekymret, men dog at være vagtsom?

  Heldigvis er der lige straks et nyt år at tage hul på. Det gamle kan smides ud og nyt kan komme ind. Og som sædvanligt vil jeg arbejde på, at få ryddet op i 'bunker', jeg ikke ønsker at bringe ind i det nye år. En meget smuk tradition. Kan ikke huske, om det er een, jeg selv har fundet på, eller om jeg har fundet den et sted, men det gør den ikke ringere.

  Julen i år blev både smuk og fyldt med kærlighed. Og så fik jeg fortalt familien, at jeg nok ikke kan klare at stå for det længere. Ungerne havde dog taget staffetten op, inden jeg nåede til at fortælle det, så det passede bare så fint. Jeg glæder mig allerede til næste jul.


  Dette års udfordring var at begynde at have træning som en del af hverdagen. Det er lykkedes bedst muligt og kan sagtens forbedres, samtidig med at det ikke skal have lov at være en dominerende faktor. Det er hvad det er.

  Næste års udfordring bliver at få mit sukkerforbrug under kontrol. Det har betydning for mit helbred, at jeg får en slags kontrol over mit sukkerindtag, istedet for som det forløbne år, hvor jeg gradvist har ladet sukker blive en del af min hverdag.

  Det er tydeligt, at mit liv er blevet meget mere 'mig'. Det er nødvendigt, for at jeg fortsat kan arbejde på at lære at forstå, hvem jeg er i forhold til andre og alt andet. Mine værdier er under granskning af mig selv og al den tankevirksomhed, kommer til udtryk både i det jeg skriver, og i det jeg maler. 

  Det er meget nemt for mig at male noget, der 'bare' er til dekoration - nydelige farver, motiver mv. - men meget sværere er det for mig, at udtrykke noget mere personligt. På det seneste har jeg endda kunnet komme lidt tættere på at beskæftige mig med lidt større - lidt mere prekære - emner. Det er ikke mere lige så vigtigt som tidligere, at jeg får en masse ros, for det jeg laver, men mere vigtigt at komme med nogle bud på, hvad jeg mener - også om de 'tunge' emner.

  NaNoWriMo blev gennemført i sidste øjeblik. Det var sværere denne gang, for nu havde jeg jo skrevet alt det mørke sidste gang, jeg deltog - i 2009 - men nu kunne jeg så tage elementer fra det og skrive ind i en helt fiktiv historie. Det er meget interessant for mig. Så nu er det selvfølgelig spændende, om andre også vil finde historien værd at læse. Jeg har planer om at få den udgivet denne gang. Endnu en stor udfordring. 

  Derudover vil det nye år handle om to andre vigtige ting: 
  - at forberede mig på at få en mindre bolig, der stadig skal kunne rumme alle det ting, der betyder noget for mig, så værdier er derfor også på tale i den forbindelse. 
  - og at få gang i at sælge mine malerier.

Sådan ser det ud lige nu.

Tak til familie og venner for det gamle - nu håber jeg på et: Godt Nyt År.

oktober 29, 2012

NaNoWriMo 2012

Det var noget, jeg i 2009 prøvede at deltage i.
National Novel Writing Month.
Selvom det er amerikansk deltager folk fra alle mulige og umulige lande - og på hvert deres sprog. Der er ingen grænser der.

Det gælder om at skrive 50.000 ord på en måned. Der er INGEN, der bedømmer indholdet. Kun skal man oploade teksten for at en computer checker, at det ikke er 50.000 ens ord. Man skriver for sin egen - udelukkende for sin egen skyld.

Om der kommer en fin bog ud af det, er op til een selv. Der er dog næppe nogen bøger, der er udgivet i den udformning forfatteren gav teksten oprindeligt. Så, et godt grundlag for mere eller bare for at prøve at skrive en tekst.

Det gælder om at give los og absolut IKKE tænke på stavning, sætningskonstruktioner eller andet fancy. Bare tonse derudaf. En slags 'brainstorming' ... for at bruge et godt dansk udtryk.

Baggrunden for at jeg prøver igen er, at jeg lige havde det så godt med min træning, men har, efter en fysisk nedtur her i sommer, svært ved at komme igang igen, og da træningen havde gjort, at jeg er blev mere udholdende når jeg f.eks. maler, så vil jeg gerne tilbage. Kroppen vil bare ikke rigtigt. Det gør forbandet meget øv sur røv ondt. Nedtur. Jeg savner at ro. Udover det fysiske kick, så gav det også mulighed for fordybelse i de minutter, jeg roede. Næsten som om der blev ro i knolden.

Så for at bruge endnu et trick på at aflede, så tyr jeg til at skrive igen. Går jeg i stå en dag, kan jeg altid skrive om det store maleri, jeg lige er blevet færdig med. Der er nok at skrive om.

Nu har jeg lovet at deltage, så nu er det bare at gennemføre.

NaNoWriMo genvej.

oktober 15, 2012

Ensomhed

Nogen gange sidder jeg - og er helt tom indeni!

Den tomhed, der 'fylder' mig (kan noget, der ikke er der, fylder noget?) er også bremsende!

Udover at savne et godt stykke kage, efter at have spist et par liter is, så ved jeg egentlig ikke, hvad det er, jeg savner. Nogen at tale med sådan her og nu?

Næ, jeg har det faktisk fedt sådan på egen hånd. Især fordi jeg ved, at jeg til hver en tid kan række ud og få kontakt med venner og familie.

Hva' så?

På det seneste har jeg fået en masse gode ideer til billeder, der trænger til at blive malet! Derudover har jeg et hus, der trænger til en kærlig hånd - for ikke at tale om et loft, der med bestemthed kunne bruge en kraftig oprydning.

Der er nok at tage fat på! Strikke-opgaver, puder at sy, fremstilling af kort og andre småsager, skabe, der skal males osv. osv. osv.

Der er til hjernen og til hjertet. Men det bliver ikke til meget. Der er ikke meget, der bliver gjort og da slet ikke i samme takt, som jeg finder opgaverne.

Pludselig får jeg tanken, at for mig er ensomhed ikke 'manglen' på selskab i forskellige situationer, men simpelthed manglen på mål!

Jeg er en tænker. Selvom jeg adskillige gange har bevist over for mig selv, at jeg har et hjerte på rette sted, så er min søgen efter viden væsentligt større end noget andet i mit liv (altså, når bare Johanne har det godt)! Viden om ALT! Viden ER alt!

... - og selvom jeg godt ved, at svaret er 42, så fik jeg jo ikke helt fat i spørgsmålet! (En henvisning til "Hitchhiker's Guide To The Galaxy"-bøgerne) ;-D

Jeg ser det som noget positivt, når alt kommer til alt. Mine basale behov er opfyldt - der er mad, ro og renlighed, mine sociale behov er også klaret, så der er tilbage en pendul-bevægelse mellem mit behov for tryghed og selvrealisering!

Min tryghed er truet af nogle mekanismer, der er fæstnet dybt fra en forskruet fortid, og er noget, jeg hele tiden arbejder med (hvor jeg tidligere har haft behov for at skyde det i baggrunden for at kunne overleve) og jeg benytter endda min kreative udfoldelse i bearbejdelsen! Det synes dog at være en krig, jeg taber? Arh, nu er jeg ikke een, der har let ved at tabe, så jeg kæmper og her kommer ensomheds-følelsen ind: 

Hvad er formålet? - andet en at jeg skal føle mig tryg? Så meget arbejde virker ikke rigtigt bare for een persons skyld. Det føles ikke rigtigt. Så jeg finder endelig ud af, at det, jeg kan søge efter, er, at kunne tro på et formål! Blind tro ligger dog ikke til mig. Øv. Så på den igen. Hvor finder jeg så tryghed?

Mærkeligt nok for mig, føles det som om, det hele foregår samme sted (i hjernen) som mine smerter påvirker! Jeg kan finde ro ved at spise - selvom det kun er for et kort øjeblik. Det giver ro at kunne ordne noget i/ved huset og haven - også kun for et kort øjeblik.

De korte øjeblikke er måske det, jeg kan forvente at nå? Det ville jo være rart, at de kunne nås uden noget at spise og uden ting der skal stå/se ud på en bestemt måde! Det er noget knold. Jeg forstår godt, hvor uendelighedstegnet kommer ind. "Den Uendelige Historie" (bog). Tankerne går i ring. Det er tid at lave en afledning, så smerterne ikke tager helt over. Og så lykkes det måske imorgen.

oktober 13, 2012

Sukker

Jeg kan ikke få nok ... sukker! Det er SÅ frustrerende at være styret af kroppens laster, men sukker er dog det mest irriterende at have som last! Det er i alle fødevarer - næsten. Og nu har jeg fundet ud af, at fedt såmænd kan omdannes til sukker-stoffer ... og vice versa! Der skal større styrke til, end jeg ser ud til at besidde, for jeg 'falder hele tiden i'. Næsten alle mine vågne timer går med at tænke på is og slik! Overspringshandling! Uden tvivl! Der er noget, der er gået galt, og jeg tænker omgående på is og kage! Usikkerhed om et maleri - Kage! Pengeproblemer --- dobbelt is og kage. Og det er altså sådan, at problemerne bliver løst og SÅ får jeg trang til det vildeste sukker-orgie! En sjov film distraherer noget. Besøg af - eller hos venner er super distraherende, men så er der jo tiden, når jeg senere sidder og er klar til natten og hjernen kører bare på med krum hals om noget at putte i hovedet. Noget sødt. Irriterende styring. Så jeg sidder her og sukker. Nogen spader har været inde og lænse en af mine konti for over 20.000 kr. og det er jeg skide sur over. Selvom selskabet dækket tabet, så er det altså vildt. Det er lige som at have indbrud. På en måde. Det kommer oveni, at jeg har en virkelig dårlig periode sådan rent fysisk! Af en eller anden grund kommer ulykker altid på ubelejlige tidspunkter. Nå, men jeg er gået i gang med et nyt projekt oveni Irli's (svigermor) portræt. Så der kommer noget mere sjov med dyr. Det kan opveje det irriterende og det onde. Et smil er en smart, helbredende ting, og de koster ikke engang stor anstrengelse. Men ihvertfald ... jeg synes, det er træls, at det er blevet efterår! Smukt, men træls!

september 10, 2012

Hva'? ER der gået så lang tid?

Adskillige gange har jeg haft noget at fortælle i min(e) blog(s)! - og adskillige gange er det blevet til en god historie, der ikke nåede længere end mit hovede. Der er lim derinde, tror jeg. De - historierne - bliver 'slugt' af alt det andet, der bor i mit hovede, men at der er gået 3/4 år siden jeg sidst fik taget mig sammen til at fortælle her, DET havde jeg ikke set komme! Eller det er blevet slugt af det store tids-monster? Denne gang kommer det videre til bloggen, fordi jeg netop IKKE formulerede det hele i hovedet først, men skyndte mig at logge ind for at fortælle det herinde. Og hvad det så er, jeg ville fortælle ... det står ikke klart lige nu. Det har jeg glemt. TID, var noget, jeg ville fortælle om. Tid får min hukommelse til at smuldre, ligesom sorg og smerter gør. Der er rigeligt af alle 3. Men der er også meget glæde i mit liv og jeg kan med stor sikkerhed konstatere, at det ikke er matematik det her. Negative bliver IKKE modregnet af positive på lige vilkår. Det handler vist mere om en blanding af beslutsomhed og meget gode venner, der kan holde ud at blive ved med at pege på positiv-listen. Smerterne - dem har jeg fortalt om før mange gange, men de bliver mere og mere pågående, synes jeg. Malingen bliver mere og mere end del af mig istedet for 'bare' et fristed fra smerterne. I øjeblikket laver jeg et stort maleri, der har flere temaer, der alle har at gøre med min fortid, men som gerne skulle kunne tolkes mere alment. Det vigtigste tema skulle være: "Hold så op med at misbruge børn!" Det maleri har, ud over at være endnu et møde med PTSD (Post-Traumatisk-Stress-Disorder), også været et led i at kaste endnu et lys på hvordan jeg kunne lære af - og så komme videre fra min fortid. Smerterne, jeg har fra min skade, er nemlig også en stor PTSD-trigger. Og da jeg har smerterne altid, så bliver jeg sårbar overfor de mindste ting. Nu handler det om mere jordnære ting her. Jeg har måttet sande, at det bliver nødvendigt for mig at flytte fra mit dejlige hus, fordi økonomien her bliver ved at være spændt og den mindste lille afvigelse truer mit budget med at vælte, og det er jeg ikke tjent med i det lange løb. Det er bare endnu en måde at være sårbar på. Når jeg flytter i et mindre hus (stadig her i Gadekæret), så kan jeg måske endda overveje at få mig en lille bil? Nah! Igen, jeg skal ikke have en alt for anspændt økonomi, så hellere bruge pengene på at rejse og have det rart. Hvordan bærer jeg mig ad med at stoppe med hele tiden at lede efter en mening med de ting, der sker i livet? Hvis andre læser det her og har forslag, er jeg interesseret i at læse om andres måder at klare den opgave. Jeg kan nemlig ikke lade være med hele tiden at søge efter en mening med næsten alle ting, der foregår i mit liv. Suk. Måske er der - måske er der ikke, men når jeg ikke har fundet dem endnu, så finder jeg dem nok ikke. Den største positive oplevelse indtil nu i 2012 var da jeg fejrede min 50-års fødselsdag! Aldrig har jeg set så meget kage på eet sted! Venner og familie hjalp mig med at grine og have en forrygende dag. Da jeg havde sendt bud efter bager-bagte glutenfri kager, havde jeg ikke stress på. Bare en herlig oplevelse mere. Nå, jeg må i gang med at sortere mine ting, for at flytte ned i 2 rum fra 4, det bliver en udfordring.