Energitilførsel

Joey og K. kom idag, fordi de skulle hente nogle ting. Det endte så med, at de glemte tingene, efter vi havde haft en herlig eftermiddag med meget gode pandekager, som jeg bagte, fordi jeg syntes, der skulle festes lidt. Vi ringede efter farmor, så hun kunne hilse på ungerne og hygge med.
Da de alle var gået igen, var her så meget god energi, at jeg fik lyst til at få lavet noget af alt det, der har ligget og ventet på en kærlig hånd.
Pludselig var det skab, som Joey var flyttet ud af, ryddet op! Så gik jeg videre med at ordne forskellige ting i skabsrummet og der kom mere og mere fri plads, hvor jeg tidligere bare havde placeret ting, uden at gøre det særligt hensigtsmæssigt. Der er jo ikke altid energi til at være ryddelig i hverdagen.
Reolen i gangen blev også genstand for opmærksomhed alt imens mit hovede summede af tanker omkring Joey og eftermiddagens gode stemning og pludselig var det tid til aftensmad, men selvom kroppen havde lyst til pause, var det ikke velkomment, at jeg måtte afbryde.
Risengrød - de der 3-minutters flager - blev produceret, samtidig med at køkken og bordet i stuen kom under kærlig behandling - og det middagsmåltid, der var påbegyndt halv syv, satte jeg mig til at spise ved 8-tiden (altså PM).
Nu snurrer det med tanker om nye muligheder for at organisere (og smide ud) de mange ting og sager, jeg har her, men også af, at jeg skal til psykolog (Smerteklinikkens) imorgen, og mens jeg sidder her med en kande te, får jeg læst det materiale, jeg har fået af Joey, om hendes behandlings status, og det er både vemodigt og godt at få læst. Tankerne flyver hurtigt mellem mit eget og Joey's!
Vemodigt, fordi det er sket for Joey, men godt, fordi det er gode kræfter, der støtter hende. Det er klart for mig, at det meste af den energi, jeg har brugt idag, efter de tog hjem, handler om at aflede mig selv. Der er jo ikke noget, jeg kan gøre for Joey, andet end at kramme hende, når jeg ser hende. Det er ikke mere min opgave at være det aktive og det er lidt heldigt, for jeg har virkelig ikke forstand på psykologi/psykiatri. Vi har faktisk grint sammen af, at det eneste område indenfor sygdomslære, hvor jeg ikke har nogen særlig forstand, er det, der har 'ramt' hende.
Psykologi er det eneste område, hvor jeg ikke har haft lyst til at lære mere, end lige det mest basale?
Så det er virkelig udenfor mit 'arbejdsområde' som mor og behandler, Joey bevæger sig i, og måske er det lige det, der var 'hensigten' med det - hvis der er noget mening med det altså? Nu har jeg en hang til at skele til 'meningen' med ting og nogengange skal jeg lade være.
Noget energi er ellers blevet brugt på at lave et navneskifte. Jeg har søgt og fået tilladelse til at tage min og Leas fars navn; så er Lea heller ikke så alene nu, hvor hendes storesøster hedder et samme til efternavn. Tina Olivia Munch.
Det er mærkeligt at have et nyt navn. Olivia har jeg valgt, fordi jeg har kunnet lide det så langt tilbage, jeg kan huske.
Nu er jeg bare så træt, at det føles, som om min krop bliver splittet og jeg kan mærke et anfald (Trigeminussen) komme, så jeg må hellere tage mig af det og gøre klar til at gå i seng.

Mere ventetid!

En helt igennem hyggelig og vellykket dag er snart ovre.
Først er det jo herligt, at jeg har sovet! Den ene smertestiller har som bivirkning, at den giver træthed, hvilket er lige, hvad jeg havde brug for. Nu sover jeg i gennemsnit 4-5 timer i døgnet. Det er sgu helbredende i sig selv, at få noget søvn.
Så tog jeg op til Irli og fik frokost, mod at jeg kiggede på hendes TV-indstillinger. Nu er manualer jo ikke lavet for at hjælpe brugeren, så det var ikke nemt, men det blev vistnok ordnet. Derefter et kig på computeren, men det gav så også et fedt link til mig, så det var også godt.
Det blev lidt senere med at få konen her vendt hjemad, men det var så hyggeligt, at tiden gik hurtigt. Alligevel blev det til, at jeg susede forbi Bilka og købte nogle småting.
Så hjem og nusse om et par kaniner, hvoraf den ene, der havde været ude, var sjaskvåd af regnen. Ind i buret og blive tørret. Han ligner et pelsdyr, der har været en tur gennem en tændt stikkontakt og han har morderligt travlt med at få pelsen i orden, når mennesket har været der med et håndklæde.

Forleden fik jeg fotograferet Juice på sin yndlingsplads i haven - på Kaninbjerget.

Da jeg kom ind efter at have ordnet kaniner, ordnede jeg noget god mad og satte i ovnen, men der var energi nok til, at jeg pludselig fik en ubændig lyst til at bage den kage, jeg har set frem til at lave til imorgen, når Birgitte kommer forbi. Den blev vidunderlig og det kræver stor vilje, ikke at kaste mig over den allerede idag.
Nu havde jeg jo taget en beslutning om, at jeg ønsker at være slankere på en god og sund måde, når jeg tager til Florida, så det skal bare være efter den diæt, jeg har fundet frem, og ikke efter, hvad jeg lige har lyst til at spise. Og jeg må indrømme, at jeg har det meget bedre, når jeg spiser ordenligt.
Så nu sidder jeg og hygger - glæder mig til at male videre på det store lærred, jeg har sat igang, og det, at jeg sender fotos af det ud på Facebook. Når jeg har arbejdet en dag på billedet, tager jeg et foto og offentliggør, og det ser ud til at være en god ide, for jeg får mange gode kommentarer.
Derudover så glæder jeg mig til at få svar fra hjerte-lægen efter jeg har afleveret monitoren, som jeg gik med nogle dage i den forløbne uge. Det er lidt spændende og meget nerve-pirrende, hvad der kommer til at ske. Ikke mindst fordi, jeg jo gerne vil rejse i år.

Igår fik jeg en fantastisk oplevelse, som jeg slet ikke havde forestillet mig på forhånd:
Smerteklinikken på Herlev hospital har modtaget mig som patient allerede efter 1,5 måned, hvor der ellers er 4-6 måneders ventetid. Det var bare så svineheldigt, at det kunne komme igang så hurtigt, og jeg har været til den første lægesamtale, og fik den dag tider hos fysioterapeut, psykolog og så en tid mere hos lægen.
Fysioterapeuten var en garvet, stout kvinde, der simpelthen osede myndighed, afkrævende respekt bare ved sin holdning, men hun var også virkelig rar.
Efter hun havde været gennem de indledende bemærkninger/spørgsmål og kommentarer til journalen, fik vi en snak om, hvor meget jeg kan og ikke kan. Hun standsede mig så, da jeg fortalte om mine forventninger til min formåen - sådan på sigt - og fortalte mig, at jeg ikke kommer til at kunne mere, end jeg kan på dette tidspunkt i mit liv. Formentlig bliver det yderligere forværret, men hun fortalte mig også, om at de ting, jeg faktisk kan, er overraskende gode for mig. Så en fantastisk ros med masser af gode tips, men også lidt sørgmodigt, at hun ikke kunne pege på noget, der kan gøre mig bedre fungerende!
Tænk at få temmelig dårlige nyheder, og så gå hjem med et smil på læben!

Nu er jeg så igang med projektet, at få Hilde i gang med healing her i huset. Jeg skal finde 'kunder' til hende, og så kommer hun herop og hjælper dem, der er sat på kalenderen. Det skulle gerne blive til noget inden juli i år, og jeg håber lidt, at jeg kan lære noget, der kan arbejdes videre på, så jeg kan fortsætte på egen hånd, når vi har arbejdet noget tid.
Nå - men tilbage til hyggen!