Så skriv da bare en smule mere om, hvad der rør sig her og nu!
Tankerne kører på fulde hammer - hele tiden, men alligevel bliver det ikke til meget aktivitet i blogs! Det er lidt tosset, for der skrives mange sjove, spændende, tænksomme indlæg ... i mit hovede ... hver dag.
Idag kan jeg da fortælle om, hvordan brugen af internettet til at finde film, dokumentarer o.a. beriger mit pt. langsomt kværnende indendørs liv, hvor smerterne ellers ville være i fokus 24/7. Det gør mig lidt gladere i det liv, jeg nu engang har til min rådighed.
Det ser ud til, at jeg bliver mindre 'forkrampet' i forhold til brugen af computeren/nettet, så det er nok ved at aftage. Af respekt for de mennesker, der har fået diagnosticeret en angst-neurose (hvis det ellers hedder det nu dage), vil jeg bare fortælle, at jeg kan blive helt ude af mig selv, bare ved tanken om at åbne computeren, så det er rart, at det er ved at aftage, for det er nu engang et vigtigt vindue til verden, jeg der går glip af, når jeg føler mig utilpas ved at bruge det.
Alle mine mange tv-kanaler er blevet opsagt. Jeg vil hellere bruge pengene på at male og andet ... sjovere, så tv-et er ikke mere min 'støj' i hverdagen. Enten må der være stille eller også må jeg finde noget specifikt at bruge min tid på via computer/tv combo. At være så heldig at kunne se streamede udsendelser via computeren og over til min tv-skærm er herligt!
- Og stilheden kan jeg komme langt med, når jeg f.eks. vil skrive/redigere på et af mine projekter. Det kunne være sjovt at få et eller flere af dem færdig(e).
Det var så, hvad Trigeminus nerven (ansigts-smerter i ond form) levnede plads til i denne omgang.
februar 05, 2015
december 18, 2014
2014
Det kan da ikke passe, at der allerede er gået et helt år?
JO, det er der. Et meget mærkeligt år, men der er ikke de store ophidsende oplevelser ... eller ... der var lige en rejse, der gik så meget galt, som noget kunne, uden at det var hotellet eller landet, der var noget i vejen med.
Rejsen var en bustur til Polen - Korobzeg (eller sådan noget), som er en turistby i nord-Polen - arrangeret af Dansk Handicapforbunds Ishøj afdeling.
Set i bakspejlet var det heller ikke arrangementet som sådan, der fejlede noget. Det var simpelthen menneskene. En godt sammentømret gruppe, som vi (Irli og jeg) kom og forstyrrede. En chauffør, som var stresset ad h.... til, fordi der var andre (kompetente) meninger om, hvordan tingene skulle skrues sammen. Inkompetente meninger var der en hel del af og jeg gav helt op.
Aldrig har jeg været så tavs så længe! En hel uge, hvor jeg næsten udelukkende talte med Irli. Og havde hun ikke været med, havde jeg taget tog, fly - hvad som helst - for at komme hjem. Det er ikke rart at være i vejen for andre, og det ser ud til, at det er jeg en hel del. Eller måske er jeg ikke, men føler det bare? Det er nu nemmere, når jeg bare bliver hjemme for mig selv.
Vi rejste og det var i sig selv et stort spring, som jeg på en måde nød at tage.
Men nu kender jeg min næste store opgave: At finde en måde at omgå følelsen af at være i vejen.
Der er ingen tvivl om, at jeg indimellem er en bitch og ikke alles kop te, men min følelse af, at jeg hele tiden er i vejen for andre, er vist ikke helt realistisk. Faktisk kan jeg bedst lide at være for mig selv med få undtagelser. Alligevel er jeg begyndt at deltage i en holdaktivitet på dagcentret nede for enden af bebyggelsen, hvor jeg lærer billedvævning. Der er ikke undervisning som sådan, men medlemmerne hjælper hinanden med at lære alle tricks'ne. Der egentlig ganske hyggeligt på det hold, jeg er kommet på. Andre går op i diverse intriger og skuffelser, som selvfølgelig OGSÅ kan findes, hvor der er mange mennesker, men jeg er komplet ligeglad med de negative ting, og kæmper en lille kamp for at få lov at blive fri for at høre om dem. Det skal nok lykkes.
Maleriet er stadig en aktivitet, jeg nyder. Ikke så meget er blevet lavet i år, for jeg har også projekter, der skal ende med at huset bliver bedre indrettet og får bedre funktioner. Ny seng og nye klæde-/opbevaringsskabe er indkøbt for lånte penge. Der er flyttet om og forbedret alle vegne og det tager tid og energi på en helt anden måde end før 1999. Nu er det projekt ved at være til ende og mit hus er ... mit.
Den største nedtur i året fik jeg, da det gik op for mig, hvor nederen det dér rystesyge (Tremor Essentiale) kan være. Familie og venner hjalp mig heldigvis og jeg undgik det store sorte hul, som jeg ellers har kunnet falde i tidligere. Jeg er meget heldig at have de mennesker i mit liv. Jeg skal nok finde en måde at leve med det på.
"Heldet følger de tossede" - det ordsprog kan jeg godt være et eksempel på, for jeg er dybest set smadderheldig på så mange måder. Jeg ønsker mig noget og så kommer det. Der er bare det med at passe på, hvad jeg ønsker mig, og hvordan det kommer. Så det gælder om at jeg skal tænke mig om - hele tiden.
Juleaften 2014 skal vi til Kasper og Joey. Det glæder jeg mig meget til.
Der er nu meget andet, jeg også glæder mig til:
* BRYLLUP!!! YAY! Ungerne skal giftes i august. Fantastisk.
* Der er en væg ovre i Sol/Sauna/Kondi-klubben her i Gadekæret, som jeg er blevet bedt om at lave et maleri på. Det er en fed udfordring og jeg er vildt glad for at have fået den.
* Haven fungerer optimalt og nu er det kaninernes tur til at få lidt forbedringer, så burene skal have en lille tilbygning, så de frit kan løbe ind og ud hos hinanden og få et lille ekstra område, der kan være rart at være i når de er tvunget til at være lukket inde. Det bliver godt.
* Et helt værelse kun til at udfolde mig kreativt, selvom jeg ikke kun udfolder mig derinde, men f.eks. har væven i alrummet, læser i soverummet, og strikker inde i stuen. Men at have tingene samlet i nogle faste rum giver færre skridt at skulle gå og mere energi til det sjove. Huset er perfekt til mig.
* I det hele taget fortsat at glæde mig over mit held.
... og så var der lige en bog! Den er ikke glemt, bare lagt lidt til side. Det handler om at jeg får modet til at tage fat igen og selvom jeg ikke anses for at være modig, skal det nu nok lykkes mig. Det meste lykkes for mig, når bare jeg finder det rigtige fokuspunkt. Og det er jeg egentlig rimeligt god til. Det tager bare lidt længere tid nu om dage.
Tid - det har jeg heldigvis masser af.
JO, det er der. Et meget mærkeligt år, men der er ikke de store ophidsende oplevelser ... eller ... der var lige en rejse, der gik så meget galt, som noget kunne, uden at det var hotellet eller landet, der var noget i vejen med.
Rejsen var en bustur til Polen - Korobzeg (eller sådan noget), som er en turistby i nord-Polen - arrangeret af Dansk Handicapforbunds Ishøj afdeling.
Set i bakspejlet var det heller ikke arrangementet som sådan, der fejlede noget. Det var simpelthen menneskene. En godt sammentømret gruppe, som vi (Irli og jeg) kom og forstyrrede. En chauffør, som var stresset ad h.... til, fordi der var andre (kompetente) meninger om, hvordan tingene skulle skrues sammen. Inkompetente meninger var der en hel del af og jeg gav helt op.
Aldrig har jeg været så tavs så længe! En hel uge, hvor jeg næsten udelukkende talte med Irli. Og havde hun ikke været med, havde jeg taget tog, fly - hvad som helst - for at komme hjem. Det er ikke rart at være i vejen for andre, og det ser ud til, at det er jeg en hel del. Eller måske er jeg ikke, men føler det bare? Det er nu nemmere, når jeg bare bliver hjemme for mig selv.
Vi rejste og det var i sig selv et stort spring, som jeg på en måde nød at tage.
Men nu kender jeg min næste store opgave: At finde en måde at omgå følelsen af at være i vejen.
Der er ingen tvivl om, at jeg indimellem er en bitch og ikke alles kop te, men min følelse af, at jeg hele tiden er i vejen for andre, er vist ikke helt realistisk. Faktisk kan jeg bedst lide at være for mig selv med få undtagelser. Alligevel er jeg begyndt at deltage i en holdaktivitet på dagcentret nede for enden af bebyggelsen, hvor jeg lærer billedvævning. Der er ikke undervisning som sådan, men medlemmerne hjælper hinanden med at lære alle tricks'ne. Der egentlig ganske hyggeligt på det hold, jeg er kommet på. Andre går op i diverse intriger og skuffelser, som selvfølgelig OGSÅ kan findes, hvor der er mange mennesker, men jeg er komplet ligeglad med de negative ting, og kæmper en lille kamp for at få lov at blive fri for at høre om dem. Det skal nok lykkes.
Maleriet er stadig en aktivitet, jeg nyder. Ikke så meget er blevet lavet i år, for jeg har også projekter, der skal ende med at huset bliver bedre indrettet og får bedre funktioner. Ny seng og nye klæde-/opbevaringsskabe er indkøbt for lånte penge. Der er flyttet om og forbedret alle vegne og det tager tid og energi på en helt anden måde end før 1999. Nu er det projekt ved at være til ende og mit hus er ... mit.
Den største nedtur i året fik jeg, da det gik op for mig, hvor nederen det dér rystesyge (Tremor Essentiale) kan være. Familie og venner hjalp mig heldigvis og jeg undgik det store sorte hul, som jeg ellers har kunnet falde i tidligere. Jeg er meget heldig at have de mennesker i mit liv. Jeg skal nok finde en måde at leve med det på.
"Heldet følger de tossede" - det ordsprog kan jeg godt være et eksempel på, for jeg er dybest set smadderheldig på så mange måder. Jeg ønsker mig noget og så kommer det. Der er bare det med at passe på, hvad jeg ønsker mig, og hvordan det kommer. Så det gælder om at jeg skal tænke mig om - hele tiden.
Juleaften 2014 skal vi til Kasper og Joey. Det glæder jeg mig meget til.
Der er nu meget andet, jeg også glæder mig til:
* BRYLLUP!!! YAY! Ungerne skal giftes i august. Fantastisk.
* Der er en væg ovre i Sol/Sauna/Kondi-klubben her i Gadekæret, som jeg er blevet bedt om at lave et maleri på. Det er en fed udfordring og jeg er vildt glad for at have fået den.
* Haven fungerer optimalt og nu er det kaninernes tur til at få lidt forbedringer, så burene skal have en lille tilbygning, så de frit kan løbe ind og ud hos hinanden og få et lille ekstra område, der kan være rart at være i når de er tvunget til at være lukket inde. Det bliver godt.
* Et helt værelse kun til at udfolde mig kreativt, selvom jeg ikke kun udfolder mig derinde, men f.eks. har væven i alrummet, læser i soverummet, og strikker inde i stuen. Men at have tingene samlet i nogle faste rum giver færre skridt at skulle gå og mere energi til det sjove. Huset er perfekt til mig.
* I det hele taget fortsat at glæde mig over mit held.
... og så var der lige en bog! Den er ikke glemt, bare lagt lidt til side. Det handler om at jeg får modet til at tage fat igen og selvom jeg ikke anses for at være modig, skal det nu nok lykkes mig. Det meste lykkes for mig, når bare jeg finder det rigtige fokuspunkt. Og det er jeg egentlig rimeligt god til. Det tager bare lidt længere tid nu om dage.
Tid - det har jeg heldigvis masser af.
december 26, 2013
Planer røg og andre planer lykkedes
Først - lige efter jeg havde skrevet indlægget før det her, lagde jeg mig syg. Ikke sådan hundesyg lige med det samme. Nej, det skulle lige have en uges tid til at udvikle sig og så skal jeg love for, at ... det heller ikke var sådan rigtigt hundesyg, men absolut en møg-hamrende, ubehageligt grim, øv-for-en-oplevelse-syg og den var over en måned om at blive bedre!!! Hvis jeg ikke i forvejen vidste, hvad "op af bakke" betød, så fik jeg det absolut demonstreret her. NaNoWriMo måtte helt opgives og jeg var ikke glad for det.
Så var der jo jul - men der var bare ikke noget julet indeni mig. Og det på trods af, at jeg i år fik arrangeret ungerne til at bære julepynt ned den 1. december ved at love dem Chili con carne og 'risalamande'. Det var en perfekt hyggelig familiedag. Alligevel indfandt julehumøret sig først d. 9., hvor jeg pludselig fik en bestemt julemelodi i hovedet og der blev den i de 6 timer, det tog at få dekoreret hele hytten. Og jeg hyggede mig.
Joey og Kasper havde besluttet at prøve at hjælpe via en gruppe på FB, hvor der blev gjort mere end een indsats for at hjælpe med at skaffe udsatte familier noget hjælp til at holde julen festlig. Ungerne var kommet i kontakt med en mor i Slagelse, som havde 3 børn og intet juletræ. Det projekt tilsluttede jeg mig så også, for jeg havde jo mildest talt nok julepynt og et juletræ, der var for stort for mig. Med hjælp fra Kaspers far til at få tingene kørt der-ned-hen-eller-hvor-det-nu-er-Slagelse-ligger fik familien både træ, pynt, legetøj og lidt andet.
Det fik så også ryddet ud i mine kasser. De var desuden et par dage før blevet tømt for pynt til selv at lave jule-dekorationer, for Grete havde været forbi og hun er dame for at lave sådan nogle. Lone havde hentet sig nogle engle nogle dage inden det, så efterhånden ser det helt fornuftigt ud mht. hvor meget jul en enlig mig besidder. - og jeg har kun købt 4 nye (små) ting i år! Meget godt klaret, hvis jeg selv skal sige det.
Nu er julen så færdig og klaret for i år og det gik fint. Den blev aflyst!
Altså, der skete det, at først kom der vand i skakten ved elevatoren hvor Irli bor. Elevatoren virkede ikke og det var d. 22.! Da nabo-opgangen oplevede problemer af samme art, tog det uger, før elevatoren rigtigt var ordnet. Den var ikke til at stole på. Min mave var helt i knude og vi ringede frem og tilbage for at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Det blev tve-stemmigt besluttet, at Irli skulle gøre sit bedste for at finde nogen næste dag inden arbejdstids ophør, som kunne fortælle om, hvad der kunne regnes med.
Længe inden det blev eftermiddag fik Irli fortalt, at hun havde ondt i halsen og ikke følte sig helt rask. Det kunne sagtens være presset fra den uafklarede situation, men vi blev enige om, at nu tog vi en beslutning om at få lavet det hele om, så der ikke var en usikkerhed inde i billedet mere.
Enden blev: Kørsel blev aflyst, Joey og Kasper kørte hele julen ud til farmor efter de lige havde været forbi mig og hente, hvad der skulle bruges herfra og afleveret gaver til mig, Kasper kørte til sin familie og holdt julen der, Finn kom til sin mors/nieces jul og jeg ? ...
Jeg passede på, at ingen forstyrrede julen på Skrædderpladsen. Gik udenfor med jævne mellemrum for at se til kaniner, naboer og stjernerne på himlen. Slog mave til en god film. Bandede, da jeg ikke kunne finde ud af at bruge internet-tv, for det skulle 'man' altså kunne. Fik film-afspilleren til at virke igen og holdt op med at bande igen.
En ganske herlig juleaften!
Igår kom Naja forbi og fik en kop kaffe. Idag kom så Ninna og Birgitte og fik oksesteg. Nu mangler jeg bare at pakke julepynten ned ... vent!!! Jeg har da ALDRIG før i mit liv siddet og set frem til at pakke julen væk? Men i år gør jeg altså.
Det hører nok med, at jeg jo ikke lige pakker alt lyset væk denne gang. Det er nemlig det, det hele handler om, har jeg opdaget. Lysene! Julens mange lys. Og jeg har LED lys nu, som jeg kan bruge udenom julen.
Herligt med gode planer!
Så var der jo jul - men der var bare ikke noget julet indeni mig. Og det på trods af, at jeg i år fik arrangeret ungerne til at bære julepynt ned den 1. december ved at love dem Chili con carne og 'risalamande'. Det var en perfekt hyggelig familiedag. Alligevel indfandt julehumøret sig først d. 9., hvor jeg pludselig fik en bestemt julemelodi i hovedet og der blev den i de 6 timer, det tog at få dekoreret hele hytten. Og jeg hyggede mig.
Joey og Kasper havde besluttet at prøve at hjælpe via en gruppe på FB, hvor der blev gjort mere end een indsats for at hjælpe med at skaffe udsatte familier noget hjælp til at holde julen festlig. Ungerne var kommet i kontakt med en mor i Slagelse, som havde 3 børn og intet juletræ. Det projekt tilsluttede jeg mig så også, for jeg havde jo mildest talt nok julepynt og et juletræ, der var for stort for mig. Med hjælp fra Kaspers far til at få tingene kørt der-ned-hen-eller-hvor-det-nu-er-Slagelse-ligger fik familien både træ, pynt, legetøj og lidt andet.
Det fik så også ryddet ud i mine kasser. De var desuden et par dage før blevet tømt for pynt til selv at lave jule-dekorationer, for Grete havde været forbi og hun er dame for at lave sådan nogle. Lone havde hentet sig nogle engle nogle dage inden det, så efterhånden ser det helt fornuftigt ud mht. hvor meget jul en enlig mig besidder. - og jeg har kun købt 4 nye (små) ting i år! Meget godt klaret, hvis jeg selv skal sige det.
Nu er julen så færdig og klaret for i år og det gik fint. Den blev aflyst!
Altså, der skete det, at først kom der vand i skakten ved elevatoren hvor Irli bor. Elevatoren virkede ikke og det var d. 22.! Da nabo-opgangen oplevede problemer af samme art, tog det uger, før elevatoren rigtigt var ordnet. Den var ikke til at stole på. Min mave var helt i knude og vi ringede frem og tilbage for at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Det blev tve-stemmigt besluttet, at Irli skulle gøre sit bedste for at finde nogen næste dag inden arbejdstids ophør, som kunne fortælle om, hvad der kunne regnes med.
Længe inden det blev eftermiddag fik Irli fortalt, at hun havde ondt i halsen og ikke følte sig helt rask. Det kunne sagtens være presset fra den uafklarede situation, men vi blev enige om, at nu tog vi en beslutning om at få lavet det hele om, så der ikke var en usikkerhed inde i billedet mere.
Enden blev: Kørsel blev aflyst, Joey og Kasper kørte hele julen ud til farmor efter de lige havde været forbi mig og hente, hvad der skulle bruges herfra og afleveret gaver til mig, Kasper kørte til sin familie og holdt julen der, Finn kom til sin mors/nieces jul og jeg ? ...
Jeg passede på, at ingen forstyrrede julen på Skrædderpladsen. Gik udenfor med jævne mellemrum for at se til kaniner, naboer og stjernerne på himlen. Slog mave til en god film. Bandede, da jeg ikke kunne finde ud af at bruge internet-tv, for det skulle 'man' altså kunne. Fik film-afspilleren til at virke igen og holdt op med at bande igen.
En ganske herlig juleaften!
Igår kom Naja forbi og fik en kop kaffe. Idag kom så Ninna og Birgitte og fik oksesteg. Nu mangler jeg bare at pakke julepynten ned ... vent!!! Jeg har da ALDRIG før i mit liv siddet og set frem til at pakke julen væk? Men i år gør jeg altså.
Det hører nok med, at jeg jo ikke lige pakker alt lyset væk denne gang. Det er nemlig det, det hele handler om, har jeg opdaget. Lysene! Julens mange lys. Og jeg har LED lys nu, som jeg kan bruge udenom julen.
Herligt med gode planer!
november 03, 2013
Om fordelen ved at give op.
Jeg må hellere se at få skrevet dagens sidste tekst, selvom Tommy Lee Jones er på flimmeren.
Ville bare fortælle, at jeg igen I år deltager I NaNoWriMo, selvom jeg ikke starter en ny historie op. Den roman, jeg startede på sidste år, er stadig under udarbejdelse og jeg synes selv, den er rigtigt god. Når nu jeg har haft en engelsk-talende indover til at stramme sproget op - måske endda give mig nogle råd om selve historien, så skal den videre på en eller anden måde. Jeg har endnu ikke besluttet hvilken.
Så det, jeg skriver I år, bliver opdateringer af mine blogs, forskellige facts, jeg henter på biblioteket og nettet samt tanker om dit og dat. Det er ikke til at sige, hvad det kan bruges til, men jeg har undervejs I processen det forløbne år savnet et sted at hente såvel som placere inspiration andet end fra nettet. Fysik, kemi, biologi - alle de fag, jeg altid har været fascineret af. Der må være noget, jeg kan bruge på et tidspunkt.
Da klokken var 12 idag vågnede jeg med et sæt efter jeg havde sovet næsten 5 timer I samme stilling. Det er 3. Dag af NaNoWriMo og jeg havde endnu ikke skrevet så meget som eet ord, men jeg havde dedikeret hele dagen til projektet og nu nærmer klokken sig 22 og jeg nærmer mig 4000 ord. Ikke dårligt - slet ikke dårligt!
Gennemsnittet pr døgn er lidt over 1600 ord, så jeg mangler ikke meget for at være up-to-date. Det er dog lige nu en smule svært at koncentrere mig, for jeg er træt som bare fanden.
Hov, jeg har også lavet mad indimellem. Både til idag og de næste mange dage. Idag var det fish&chips - hjemmelavet - med fabriks-remoulade. Ikke helt ophidsende, men næring ikke desto mindre. Til de næste dage har jeg lavet noget oksebov med en masse grønsager. Jeg tager stilling dag for dag, om jeg må få nogle kartofler til. Kroppen skal have den næring, den har brug for, men helst ikke for meget andet. Vægten skulle gerne fortsætte nedad, så jeg ikke bliver ved at belaste den så meget.
Al den positivisme kom fra den dag jeg fik den sidste diagnose. Det hele blev virkelig rystet - på plads!
Egentlig gav jeg jo op!
Det var nok det bedste, jeg har gjort nogensinde. At give op! Jeg lever uden så mange forventninger nu. Det har befriet en umådelig mængde energi og jeg bliver bedre og bedre til at strukturere, som jeg fortalte om I indlægget før dette. Strukturen giver frihed. Ikke dårligt!
Malerkursus igen I morgen.
5 timer imorgen med at lære nye tricks. Det er ligesom at lære en ny leg. Når nu ryste-sygen tager til, er det vigtigt, at jeg har nogle teknikker klar, der kan bruges, selvom jeg har mindre kontrol til den tid. På den måde kan jeg stadig udtrykke mig, selvom det til den tid formentlig vil være helt anderledes end nu. Det er ikke fordi jeg bekymrer mig, men det gør ikke noget, at jeg ser glæden ved at skabe historierne og muligheden for at det kan være til gavn også I det videre perspektiv.
Filmen er færdig,
Men der er jo altid en anden tv kanal med noget interessant. Mestendels finder jeg andre ting at se på I kuk-kassen, fordi jeg er smadder træt. Der er pakket taske og både morgenmad og frokost er klar I køleskabet. Hovedet snurrer og benene er tons tunge.
Nej, nu vil jeg gøre mig klar til natten og lukker derfor ned nu.
Vi ses - måske allerede I morgen.
september 22, 2013
Der er ingen ende!
Det hele går som det nu går!
En sommer af tvivl fik nu en ende og jeg fik endnu en diagnose i en tilsyneladende endeløs række.
"Tremor Essentiale" sagde neurologen. Essentiel tremor på dansk. Det kendte jeg altså ikke.
Inde på den danske hjemmeside var der ikke meget hjælp at hente, men de udenlandske havde noget, jeg kunne arbejde med, selvom det ikke var spændende læsning sådan i helbredsmæssig forstand. Om en måned skal jeg så tale med ham igen og hvis behandlingen ikke virker, må vi tage den derfra.
Jeg er så træt. Udmattet af at spørge hele tiden: Om meningen, om fremtiden, "bliver det her ved?", kommer der mere i samme størrelse? Det er måske ikke bare de forkerte spørgsmål, men simpelthen en dårlig ide at spørge?
Nå, men essensen (hehe) er, at jeg ryster på hænder og i arme. Det bliver værre og kommer til at involvere andre dele af kroppen, men ingen kan sige hvornår og hvor meget. Hvis det altså er det. Rystesyge, mener jeg, det blev kaldt engang.
Ingen spørgsmål.
Til gengæld skal jeg holde mig fra kaffe og (sort) the! YAY, endnu en begrænsning! Og min overvægt hjælper bestemt heller ikke noget. Jeg har lige lært at undgå sukker helt! Så er det chips, som jeg næsten har skippet nu og så er det altså fedt! Næste gang ...
Ingen spørgsmål om hvad f.... jeg snart må indtage!
Dagen efter, jeg havde været hos neurolog havde jeg en rigtig dårlig dag indtil jeg pludselig hørte mig selv små-fløjte! Hvor kom det lige fra? Hov, det var et spørgsmål, men det var jo fra forleden, hvor jeg endnu ikke vidste, at jeg ikke skal stille spørgmålene! Så jeg undrede mig altså.
Nu er det et åndedrag ad gangen. Igår kom jeg over og træne igen. Dejligt. Det er holdt hårdt over sommeren. Jeg fik lavet et skema, som skal holde mig selv fast i en god rytme. Så må resten komme som det kan. Lærer at meditere på forskellige måder, så der skal nok være een eller flere, der lige passer til mig. Det gælder nemlig om, at jeg ikke må være træt eller anspændt (stresset), for det forværrer symptomerne.
Der er ikke så meget at være i tvivl om. Fremad går det.
Ser på kaninerne: Idag havde hunnen Mari fundet en måde at komme ind i det nye staudebed, som jeg havde givet et hegn indtil planterne havde fået ordenligt fat. Hun prøver hver dag alle de steder, hvor jeg har sat begrænsninger op i form af hegn. Og hun er endda bare et lille pelsdyr, men hun klør på og nu fandt hun så ind ad en meget indviklet vej! På meget kort tid havde hun endda startet et nyt hul og nået ret meget!
Når hun kan, så er det ikke så meget sværere for mig. Det er det altså ikke. Ikke flere spørgsmål.
... eller ihvertfald ikke så mange.
maj 11, 2013
Rejsetid
Idag er det lørdag, så nu er der 4 dage til jeg rejser.
Onsdag morgen bliver jeg hentet af handicap-transporten og rejser ned til Hilde i Schwartzwald.
Hele turen - fra start afhentningen fra huset og til jeg står i mit hus igen, er jeg i andres hænder! En meget mærkelig fornemmelse! Og jeg er endnu mere kontrollerende end nogensinde før: Alt er gennemgået i detaljer, for jeg gider nemlig ikke stå et eller andet sted og lige mangle et stykke plaster el. lign. Og så har jeg endda holdt tilbage på det kontrollerende! hehe! Jeg er god.
AH! Men jeg er igang med at udfordre mig selv til IKKE at have hele lejligheden med mig i tasken.
HAH - og så er jeg også lige igang med at smide sukker-afhængigheden ved en 'kold tyrker'! Genialt tidspunkt, jeg ved det godt, men det måtte gøres, og jeg ville ikke spilde tiden ved at udsætte det med endnu en lam begrundelse. Kan jeg, så er det fint, og falder jeg i på turen, så starter jeg bare igen senere.
Sku fa'en ka' det la' sig gøre. Skal leve med det sukkerproblem resten af livet, så der vil altid være masser af undskyldninger for at lade være at gøre noget ved det. Nu er det bare så'n, at jeg ikke gider lide af et eller andet selvforskyldt, når jeg bliver gammel engang om 50-60 år. Der er nok at slås med som det er.
Tværtimod alt sortsynet, så forventer jeg altså at hygge mig på min tur! Jeg glæder mig til at komme ned og se, hvor og hvordan Hilde bor, hilse på hendes forældre og se bjergene. De er måske ikke meget høje - bjergene - men de er der!
Lige nu hygger jeg også! Der er Indiana Jones i fjerneren, og tænk(!) Slughorn (fra Harry Potter 6. film), så det er lytter idyl.
Et positivt 'syn' mere er, at nu jeg har smidt sukkeret, har jeg problemer med at spise nok!!! Tænk, at det skulle kunne ske for mig! Men det problem lader jeg lige ligge til efter rejsen er ovre.
Det samme sker med bogen: den må lige ligge stille lidt. Jeg har fået en kær kvinde, jeg mødte i Orlando (og iøvrigt har haft et længere varende cyber-venskab med forinden mødet), til at læse det første kapitel af min bog. Det er temmelig nervepirrende, og det er det eneste, der bliver arbejdet med her inden rejsen. Altså at få det kapitel pudset helt af, så hun kan give det bedste input til det, jeg har arbejdet så hårdt med. Hun skriver selv, og har lært mig en del om opbygningen af tekster - på Engelsk.
Jeg læste et kapitel højt for Birgitte forleden, men jeg er ikke sikker på, hvad hun mente, for det var måske et dårligt sted, jeg valgte? Eller også er det bare ikke alt for godt. Det vil tiden vist vise.
Så nu er der næsten omtrent ikke andet at gøre, end at glæde mig! Det gør jeg så!
Onsdag morgen bliver jeg hentet af handicap-transporten og rejser ned til Hilde i Schwartzwald.
Hele turen - fra start afhentningen fra huset og til jeg står i mit hus igen, er jeg i andres hænder! En meget mærkelig fornemmelse! Og jeg er endnu mere kontrollerende end nogensinde før: Alt er gennemgået i detaljer, for jeg gider nemlig ikke stå et eller andet sted og lige mangle et stykke plaster el. lign. Og så har jeg endda holdt tilbage på det kontrollerende! hehe! Jeg er god.
AH! Men jeg er igang med at udfordre mig selv til IKKE at have hele lejligheden med mig i tasken.
HAH - og så er jeg også lige igang med at smide sukker-afhængigheden ved en 'kold tyrker'! Genialt tidspunkt, jeg ved det godt, men det måtte gøres, og jeg ville ikke spilde tiden ved at udsætte det med endnu en lam begrundelse. Kan jeg, så er det fint, og falder jeg i på turen, så starter jeg bare igen senere.
Sku fa'en ka' det la' sig gøre. Skal leve med det sukkerproblem resten af livet, så der vil altid være masser af undskyldninger for at lade være at gøre noget ved det. Nu er det bare så'n, at jeg ikke gider lide af et eller andet selvforskyldt, når jeg bliver gammel engang om 50-60 år. Der er nok at slås med som det er.
Tværtimod alt sortsynet, så forventer jeg altså at hygge mig på min tur! Jeg glæder mig til at komme ned og se, hvor og hvordan Hilde bor, hilse på hendes forældre og se bjergene. De er måske ikke meget høje - bjergene - men de er der!
Lige nu hygger jeg også! Der er Indiana Jones i fjerneren, og tænk(!) Slughorn (fra Harry Potter 6. film), så det er lytter idyl.
Et positivt 'syn' mere er, at nu jeg har smidt sukkeret, har jeg problemer med at spise nok!!! Tænk, at det skulle kunne ske for mig! Men det problem lader jeg lige ligge til efter rejsen er ovre.
Det samme sker med bogen: den må lige ligge stille lidt. Jeg har fået en kær kvinde, jeg mødte i Orlando (og iøvrigt har haft et længere varende cyber-venskab med forinden mødet), til at læse det første kapitel af min bog. Det er temmelig nervepirrende, og det er det eneste, der bliver arbejdet med her inden rejsen. Altså at få det kapitel pudset helt af, så hun kan give det bedste input til det, jeg har arbejdet så hårdt med. Hun skriver selv, og har lært mig en del om opbygningen af tekster - på Engelsk.
Jeg læste et kapitel højt for Birgitte forleden, men jeg er ikke sikker på, hvad hun mente, for det var måske et dårligt sted, jeg valgte? Eller også er det bare ikke alt for godt. Det vil tiden vist vise.
Så nu er der næsten omtrent ikke andet at gøre, end at glæde mig! Det gør jeg så!
marts 25, 2013
Oplysning - der lyser op og lysner!
c) Forleden var jeg 'føl' og fik coaching.
b) Af samme lånte jeg en bog - faktisk to bøger, men kun den ene er relevant lige hér.
a) For to uger siden, besluttede jeg at følge et gratis tilbud om at blive guidet gennem en daglig meditation gennem de efterfølgende 3 uger. Dér er jeg så kommet ind i 3. uge idag.
Alle 3 ting har noget med hinanden at gøre! - og det er ikke tilfældigt, de er nævnt i modsat rækkefølge.
a) Meditations-'kurset' handler om at tilbyde hjælp til at finde en vej til energien, viljen og kærligheden indefra og ud til det, jeg ønsker.
"Jeg indeholder alt, hvad jeg ønsker" - er et af de 21 mantra'er, som blev foreslået idag. Første uge handlede det om at styrke forholdet til den krop, jeg nu engang har - forholdet mellem krop og sind. Anden uge var emnet Balance, og nu er emnet så om at 'programmere' mit liv, så jeg kan opleve balance også udadtil.
c) Coaching har hidtil været en hård nyser, men også opløftende.
Sidst fik jeg så en slags 'lektie' for: At gøre mit bedste for at tage mig af mit indre barn! Hård nyser, fordi jeg hidtil har forsøgt at GENOPLEVE, set gennem mit barns øjne med al den forvirring og smerte, det kan medføre. Nu skulle jeg så prøve en anden fremgangsmåde - at være her i 'nuet' og altså ikke genopleve, men mere bare at 'være' barnet og modtage kærlighed og omsorg fra den voksne 'jeg'.
b) Bogen! Ja, det er så det, der gør det hele spændende, for den slugte jeg råt på 2 dage - altså første gennemlæsning, for det blev hurtigt klart, at her var meget mere at hente, så den blev sat på ønskesedlen. Den fandt Birgitte så på genbrugsgården til mig dagen efter! (Hun fik forøvrigt også fat i en vasketøjskurv til mig, så den, der er knækket, kan blive erstattet - GRATIS!)
Nu kommer sammenhængen mellem de 3 dele:
Bogen handler om at starte indefra med at ændre ting, der gør livet besværligt. Hvadenten det er fortid eller nutid, så kan det ændres indefra. Eller oplevelsen kan!!!
Meditationen handler om at ændre - acceptere, tilgive mv. - indefra.
Coaching har gjort det klart, at jeg kan ændre ting/holdninger ved mit liv - INDEFRA.
Et mønster dukker op?
Idag sad jeg så og mediterede. Ret glad for mig selv. Stolt af, at jeg havde været ovre og træne - hvilket har knebet gevaldigt de sidste 2 måneder - og fysisk i hopla, netop fordi træningen gør godt for min krop.
Jeg tog mit 3-årige 'jeg' i armene. Udtrykte al den glæde, sådan et lille barn kan fremkalde, og så stod min mors 'lille 3-årige barn' pludselig foran mig!
Dét var godt nok en spøjs oplevelse, men pigen fik naturligvis en god gang kærlighed også, og på genbrugsgården - som jeg efter meditationen lige klarede at besøge for at smide affald ud - havde de såmænd en næsten ny udgave af 'Dansk-Engelsk' i en ret fed udgave!
Der er vel ikke noget at sige til, at jeg har et smil på efter sådan en dejlig dag?
Nu skal kaninerne have noget foder. De har også været travlt optaget, for jeg fik lige flyttet et par ting ude i haven, sådan bare for at der er hyggeligere at kigge ud! Så nu er DE glade!
- og der er ikke en dyt i fjernsynet, jeg interesserer mig for, så jeg har lagt op til en stille aften og skulle det blive nødvendigt, har jeg en god krimiserie liggende parat!
b) Af samme lånte jeg en bog - faktisk to bøger, men kun den ene er relevant lige hér.
a) For to uger siden, besluttede jeg at følge et gratis tilbud om at blive guidet gennem en daglig meditation gennem de efterfølgende 3 uger. Dér er jeg så kommet ind i 3. uge idag.
Alle 3 ting har noget med hinanden at gøre! - og det er ikke tilfældigt, de er nævnt i modsat rækkefølge.
a) Meditations-'kurset' handler om at tilbyde hjælp til at finde en vej til energien, viljen og kærligheden indefra og ud til det, jeg ønsker.
"Jeg indeholder alt, hvad jeg ønsker" - er et af de 21 mantra'er, som blev foreslået idag. Første uge handlede det om at styrke forholdet til den krop, jeg nu engang har - forholdet mellem krop og sind. Anden uge var emnet Balance, og nu er emnet så om at 'programmere' mit liv, så jeg kan opleve balance også udadtil.
c) Coaching har hidtil været en hård nyser, men også opløftende.
Sidst fik jeg så en slags 'lektie' for: At gøre mit bedste for at tage mig af mit indre barn! Hård nyser, fordi jeg hidtil har forsøgt at GENOPLEVE, set gennem mit barns øjne med al den forvirring og smerte, det kan medføre. Nu skulle jeg så prøve en anden fremgangsmåde - at være her i 'nuet' og altså ikke genopleve, men mere bare at 'være' barnet og modtage kærlighed og omsorg fra den voksne 'jeg'.
b) Bogen! Ja, det er så det, der gør det hele spændende, for den slugte jeg råt på 2 dage - altså første gennemlæsning, for det blev hurtigt klart, at her var meget mere at hente, så den blev sat på ønskesedlen. Den fandt Birgitte så på genbrugsgården til mig dagen efter! (Hun fik forøvrigt også fat i en vasketøjskurv til mig, så den, der er knækket, kan blive erstattet - GRATIS!)
Nu kommer sammenhængen mellem de 3 dele:
Bogen handler om at starte indefra med at ændre ting, der gør livet besværligt. Hvadenten det er fortid eller nutid, så kan det ændres indefra. Eller oplevelsen kan!!!
Meditationen handler om at ændre - acceptere, tilgive mv. - indefra.
Coaching har gjort det klart, at jeg kan ændre ting/holdninger ved mit liv - INDEFRA.
Et mønster dukker op?
Idag sad jeg så og mediterede. Ret glad for mig selv. Stolt af, at jeg havde været ovre og træne - hvilket har knebet gevaldigt de sidste 2 måneder - og fysisk i hopla, netop fordi træningen gør godt for min krop.
Jeg tog mit 3-årige 'jeg' i armene. Udtrykte al den glæde, sådan et lille barn kan fremkalde, og så stod min mors 'lille 3-årige barn' pludselig foran mig!
Dét var godt nok en spøjs oplevelse, men pigen fik naturligvis en god gang kærlighed også, og på genbrugsgården - som jeg efter meditationen lige klarede at besøge for at smide affald ud - havde de såmænd en næsten ny udgave af 'Dansk-Engelsk' i en ret fed udgave!
Der er vel ikke noget at sige til, at jeg har et smil på efter sådan en dejlig dag?
Nu skal kaninerne have noget foder. De har også været travlt optaget, for jeg fik lige flyttet et par ting ude i haven, sådan bare for at der er hyggeligere at kigge ud! Så nu er DE glade!
- og der er ikke en dyt i fjernsynet, jeg interesserer mig for, så jeg har lagt op til en stille aften og skulle det blive nødvendigt, har jeg en god krimiserie liggende parat!
Abonner på:
Opslag (Atom)