juni 17, 2009

Tænksom tid.

Det har været nogle uger med travlhed og mange udfordringer for følelseslivet.
Vi - Johanne og jeg - har været optaget af forberedelser til at få hende hjem på en god måde og helst at der kunne komme nogen til hendes dimission.
Nu er hendes ting så hentet hjem og det er helt sikkert, at hendes morbror kan køre mig derover til dimissionen, hvor også farbror vil prøve at kunne komme med. Det bliver herligt.

Og så fik min faster Inge endelig fred efter mange års kamp med sygdom! Jeg var lidt traurig over, at jeg ikke kunne komme over og deltage i begravelsen med familien, men sådan kan det ikke være.
Jeg er taknemmelig over, at jeg kan komme til Johanne's dimission.

Der er i det hele taget meget at være taknemmelig over i øjeblikket, for jeg får gennemført nogle spændende projekter - maler temmelig meget i forhold til tidligere og arbejder stadig på Leaky Cauldron som frivillig - og så er jeg gået lidt igang med at skrive (på en mere målrettet måde), hvor jeg deltager i en lille gruppe, der støtter hinanden, så der kan komme noget bedre ud af processen. Det er ikke fordi, jeg har ambitioner om at forfatte som sådan, men jeg skriver jo blogs, deltager i diskussioner på nettet og er også blevet officiel medlem af redaktionen på beboerbladet her, så det vil være fint at forbedre det skriftlige udtryk.

Haven er et fristed af fred og hygge, men samtidig er der et par udfordringer for mit praktiske håndelag, så der søger jeg ofte ud og får noget luft. Kaninerne lader sig ikke distrahere mere, men kommer alle tre helt hen for at se, hvad jeg laver. Det er blevet sådan, at jeg skal passe på, hvor jeg træder, for ikke at træde på dem! Ingen hurtige bevægelse uden først at have checket retningen og lave lidt støj.

Faktisk er jeg ikke langt fra at mene, at livet er godt! Og tak for det.

Ingen kommentarer: