januar 14, 2011

Mere ventetid!

En helt igennem hyggelig og vellykket dag er snart ovre.
Først er det jo herligt, at jeg har sovet! Den ene smertestiller har som bivirkning, at den giver træthed, hvilket er lige, hvad jeg havde brug for. Nu sover jeg i gennemsnit 4-5 timer i døgnet. Det er sgu helbredende i sig selv, at få noget søvn.
Så tog jeg op til Irli og fik frokost, mod at jeg kiggede på hendes TV-indstillinger. Nu er manualer jo ikke lavet for at hjælpe brugeren, så det var ikke nemt, men det blev vistnok ordnet. Derefter et kig på computeren, men det gav så også et fedt link til mig, så det var også godt.
Det blev lidt senere med at få konen her vendt hjemad, men det var så hyggeligt, at tiden gik hurtigt. Alligevel blev det til, at jeg susede forbi Bilka og købte nogle småting.
Så hjem og nusse om et par kaniner, hvoraf den ene, der havde været ude, var sjaskvåd af regnen. Ind i buret og blive tørret. Han ligner et pelsdyr, der har været en tur gennem en tændt stikkontakt og han har morderligt travlt med at få pelsen i orden, når mennesket har været der med et håndklæde.
Forleden fik jeg fotograferet Juice på sin yndlingsplads i haven - på Kaninbjerget.

Da jeg kom ind efter at have ordnet kaniner, ordnede jeg noget god mad og satte i ovnen, men der var energi nok til, at jeg pludselig fik en ubændig lyst til at bage den kage, jeg har set frem til at lave til imorgen, når Birgitte kommer forbi. Den blev vidunderlig og det kræver stor vilje, ikke at kaste mig over den allerede idag.
Nu havde jeg jo taget en beslutning om, at jeg ønsker at være slankere på en god og sund måde, når jeg tager til Florida, så det skal bare være efter den diæt, jeg har fundet frem, og ikke efter, hvad jeg lige har lyst til at spise. Og jeg må indrømme, at jeg har det meget bedre, når jeg spiser ordenligt.
Så nu sidder jeg og hygger - glæder mig til at male videre på det store lærred, jeg har sat igang, og det, at jeg sender fotos af det ud på Facebook. Når jeg har arbejdet en dag på billedet, tager jeg et foto og offentliggør, og det ser ud til at være en god ide, for jeg får mange gode kommentarer.
Derudover så glæder jeg mig til at få svar fra hjerte-lægen efter jeg har afleveret monitoren, som jeg gik med nogle dage i den forløbne uge. Det er lidt spændende og meget nerve-pirrende, hvad der kommer til at ske. Ikke mindst fordi, jeg jo gerne vil rejse i år.

Igår fik jeg en fantastisk oplevelse, som jeg slet ikke havde forestillet mig på forhånd:
Smerteklinikken på Herlev hospital har modtaget mig som patient allerede efter 1,5 måned, hvor der ellers er 4-6 måneders ventetid. Det var bare så svineheldigt, at det kunne komme igang så hurtigt, og jeg har været til den første lægesamtale, og fik den dag tider hos fysioterapeut, psykolog og så en tid mere hos lægen.
Fysioterapeuten var en garvet, stout kvinde, der simpelthen osede myndighed, afkrævende respekt bare ved sin holdning, men hun var også virkelig rar.
Efter hun havde været gennem de indledende bemærkninger/spørgsmål og kommentarer til journalen, fik vi en snak om, hvor meget jeg kan og ikke kan. Hun standsede mig så, da jeg fortalte om mine forventninger til min formåen - sådan på sigt - og fortalte mig, at jeg ikke kommer til at kunne mere, end jeg kan på dette tidspunkt i mit liv. Formentlig bliver det yderligere forværret, men hun fortalte mig også, om at de ting, jeg faktisk kan, er overraskende gode for mig. Så en fantastisk ros med masser af gode tips, men også lidt sørgmodigt, at hun ikke kunne pege på noget, der kan gøre mig bedre fungerende!
Tænk at få temmelig dårlige nyheder, og så gå hjem med et smil på læben!

Nu er jeg så igang med projektet, at få Hilde i gang med healing her i huset. Jeg skal finde 'kunder' til hende, og så kommer hun herop og hjælper dem, der er sat på kalenderen. Det skulle gerne blive til noget inden juli i år, og jeg håber lidt, at jeg kan lære noget, der kan arbejdes videre på, så jeg kan fortsætte på egen hånd, når vi har arbejdet noget tid.
Nå - men tilbage til hyggen!

Ingen kommentarer: