c) Forleden var jeg 'føl' og fik coaching.
b) Af samme lånte jeg en bog - faktisk to bøger, men kun den ene er relevant lige hér.
a) For to uger siden, besluttede jeg at følge et gratis tilbud om at blive guidet gennem en daglig meditation gennem de efterfølgende 3 uger. Dér er jeg så kommet ind i 3. uge idag.
Alle 3 ting har noget med hinanden at gøre! - og det er ikke tilfældigt, de er nævnt i modsat rækkefølge.
a) Meditations-'kurset' handler om at tilbyde hjælp til at finde en vej til energien, viljen og kærligheden indefra og ud til det, jeg ønsker.
"Jeg indeholder alt, hvad jeg ønsker" - er et af de 21 mantra'er, som blev foreslået idag. Første uge handlede det om at styrke forholdet til den krop, jeg nu engang har - forholdet mellem krop og sind. Anden uge var emnet Balance, og nu er emnet så om at 'programmere' mit liv, så jeg kan opleve balance også udadtil.
c) Coaching har hidtil været en hård nyser, men også opløftende.
Sidst fik jeg så en slags 'lektie' for: At gøre mit bedste for at tage mig af mit indre barn! Hård nyser, fordi jeg hidtil har forsøgt at GENOPLEVE, set gennem mit barns øjne med al den forvirring og smerte, det kan medføre. Nu skulle jeg så prøve en anden fremgangsmåde - at være her i 'nuet' og altså ikke genopleve, men mere bare at 'være' barnet og modtage kærlighed og omsorg fra den voksne 'jeg'.
b) Bogen! Ja, det er så det, der gør det hele spændende, for den slugte jeg råt på 2 dage - altså første gennemlæsning, for det blev hurtigt klart, at her var meget mere at hente, så den blev sat på ønskesedlen. Den fandt Birgitte så på genbrugsgården til mig dagen efter! (Hun fik forøvrigt også fat i en vasketøjskurv til mig, så den, der er knækket, kan blive erstattet - GRATIS!)
Nu kommer sammenhængen mellem de 3 dele:
Bogen handler om at starte indefra med at ændre ting, der gør livet besværligt. Hvadenten det er fortid eller nutid, så kan det ændres indefra. Eller oplevelsen kan!!!
Meditationen handler om at ændre - acceptere, tilgive mv. - indefra.
Coaching har gjort det klart, at jeg kan ændre ting/holdninger ved mit liv - INDEFRA.
Et mønster dukker op?
Idag sad jeg så og mediterede. Ret glad for mig selv. Stolt af, at jeg havde været ovre og træne - hvilket har knebet gevaldigt de sidste 2 måneder - og fysisk i hopla, netop fordi træningen gør godt for min krop.
Jeg tog mit 3-årige 'jeg' i armene. Udtrykte al den glæde, sådan et lille barn kan fremkalde, og så stod min mors 'lille 3-årige barn' pludselig foran mig!
Dét var godt nok en spøjs oplevelse, men pigen fik naturligvis en god gang kærlighed også, og på genbrugsgården - som jeg efter meditationen lige klarede at besøge for at smide affald ud - havde de såmænd en næsten ny udgave af 'Dansk-Engelsk' i en ret fed udgave!
Der er vel ikke noget at sige til, at jeg har et smil på efter sådan en dejlig dag?
Nu skal kaninerne have noget foder. De har også været travlt optaget, for jeg fik lige flyttet et par ting ude i haven, sådan bare for at der er hyggeligere at kigge ud! Så nu er DE glade!
- og der er ikke en dyt i fjernsynet, jeg interesserer mig for, så jeg har lagt op til en stille aften og skulle det blive nødvendigt, har jeg en god krimiserie liggende parat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar