Sikke noget ?

Der er ikke sket meget - og der er sket en masse!
Udadtil er det 'som altid' - fysikken driller, aktiviteterne er ikke forbløffende, men jeg er glad for hver dag, der går bare nogenlunde. Jeg kom igang med malekurset igen - en katastrofal aften, men jeg holdt ud!
Mit hold i ryggen er efterhånden aftaget, men det har efterladt et stort 'ar' af en art, for mit højre ben er nu så påvirket, at jeg efterhånden har lige så ondt i det, som i venstre. Største forhindring, for at have det bare som for en måned siden, er dog min psyke, for jeg har en fornemmelse af, at det, jeg skal overvinde lige nu, er min angst for, at det er nu, det er gået så meget tilbage, at jeg skal regne det for permanent. Øv. Det måtte godt have ventet 30-50 år! Nu må jeg se, hvad der sker.

Nå, men jeg har så rodet mig ind i et nyt projekt - formentlig som en følge af? - midt i min følelsesmæssige rutchebane, har jeg meldt mig til i en måned at skrive en roman! Det lyder helt sindssygt, men ikke desto mindre er konceptet, at man sætter sig i en måned og bare skriver. Det anbefales, at man ikke tænker på at redigere eller på nogen måde tilrette - bare skrive løs - mindst 50.000 ord og så se, hvad man får ud af det! Projektet hedder: NaNoWriMo og er for alle, der interesserer sig for at skrive en tekst.
Når jeg når de 50.000 ord, så får jeg ikke andet, end fornøjelsen af at have gennemført projektet, et manuskript, jeg kan overveje at arbejde videre på og så en elektronisk 'badge' (ligesom en signatur, jeg kan tilføje til mine mails, hjemmesider, blogs mv.) og et diplom. Der er ingen vindere eller udnævnelse af bedste manuskript eller andet - at nå 50.000 ord (eller mere) er nok til at blive erklæret vinder.
Det er dog nok til, at jeg tager det som en udfordring, og jeg har så også nogle bekendte på nettet, som stiller op og vi laver en lille klub på Skype, hvor vi kan ægge/støtte hinanden.
Jeg er hammer nervøs, for det er ikke fordi, jeg ligefrem har ambitioner - har aldrig haft - om at kunne skrive noget som helst andet end små ligegyldigheder i blogs og vores lokale blad. At skrive en tekst - dansk stil og den slags - var det værste ved skolen for mig!
Nu ser det bare ud som om, livet ligesom arrangerer det på en måde, så at male og nu at skrive er de eneste måder, jeg kan få afløb for noget som helst, der ellers var blevet levet ud gennem et arbejdsliv.
Mærkeligt som det kan udvikle sig. Hm - eller som jeg kan se det? Det kommer jo an på, hvad jeg vælger at tro på. Og jeg håber, jeg har styrken til at tro på, at der er noget nyt under solen for mig.