Den tomhed, der 'fylder' mig (kan noget, der ikke er der, fylder noget?) er også bremsende!
Udover at savne et godt stykke kage, efter at have spist et par liter is, så ved jeg egentlig ikke, hvad det er, jeg savner. Nogen at tale med sådan her og nu?
Næ, jeg har det faktisk fedt sådan på egen hånd. Især fordi jeg ved, at jeg til hver en tid kan række ud og få kontakt med venner og familie.
Hva' så?
På det seneste har jeg fået en masse gode ideer til billeder, der trænger til at blive malet! Derudover har jeg et hus, der trænger til en kærlig hånd - for ikke at tale om et loft, der med bestemthed kunne bruge en kraftig oprydning.
Der er nok at tage fat på! Strikke-opgaver, puder at sy, fremstilling af kort og andre småsager, skabe, der skal males osv. osv. osv.
Der er til hjernen og til hjertet. Men det bliver ikke til meget. Der er ikke meget, der bliver gjort og da slet ikke i samme takt, som jeg finder opgaverne.
Pludselig får jeg tanken, at for mig er ensomhed ikke 'manglen' på selskab i forskellige situationer, men simpelthed manglen på mål!
Jeg er en tænker. Selvom jeg adskillige gange har bevist over for mig selv, at jeg har et hjerte på rette sted, så er min søgen efter viden væsentligt større end noget andet i mit liv (altså, når bare Johanne har det godt)! Viden om ALT! Viden ER alt!
... - og selvom jeg godt ved, at svaret er 42, så fik jeg jo ikke helt fat i spørgsmålet! (En henvisning til "Hitchhiker's Guide To The Galaxy"-bøgerne) ;-D
Jeg ser det som noget positivt, når alt kommer til alt. Mine basale behov er opfyldt - der er mad, ro og renlighed, mine sociale behov er også klaret, så der er tilbage en pendul-bevægelse mellem mit behov for tryghed og selvrealisering!
Min tryghed er truet af nogle mekanismer, der er fæstnet dybt fra en forskruet fortid, og er noget, jeg hele tiden arbejder med (hvor jeg tidligere har haft behov for at skyde det i baggrunden for at kunne overleve) og jeg benytter endda min kreative udfoldelse i bearbejdelsen! Det synes dog at være en krig, jeg taber? Arh, nu er jeg ikke een, der har let ved at tabe, så jeg kæmper og her kommer ensomheds-følelsen ind:
Næ, jeg har det faktisk fedt sådan på egen hånd. Især fordi jeg ved, at jeg til hver en tid kan række ud og få kontakt med venner og familie.
Hva' så?
På det seneste har jeg fået en masse gode ideer til billeder, der trænger til at blive malet! Derudover har jeg et hus, der trænger til en kærlig hånd - for ikke at tale om et loft, der med bestemthed kunne bruge en kraftig oprydning.
Der er nok at tage fat på! Strikke-opgaver, puder at sy, fremstilling af kort og andre småsager, skabe, der skal males osv. osv. osv.
Der er til hjernen og til hjertet. Men det bliver ikke til meget. Der er ikke meget, der bliver gjort og da slet ikke i samme takt, som jeg finder opgaverne.
Pludselig får jeg tanken, at for mig er ensomhed ikke 'manglen' på selskab i forskellige situationer, men simpelthed manglen på mål!
Jeg er en tænker. Selvom jeg adskillige gange har bevist over for mig selv, at jeg har et hjerte på rette sted, så er min søgen efter viden væsentligt større end noget andet i mit liv (altså, når bare Johanne har det godt)! Viden om ALT! Viden ER alt!
... - og selvom jeg godt ved, at svaret er 42, så fik jeg jo ikke helt fat i spørgsmålet! (En henvisning til "Hitchhiker's Guide To The Galaxy"-bøgerne) ;-D
Jeg ser det som noget positivt, når alt kommer til alt. Mine basale behov er opfyldt - der er mad, ro og renlighed, mine sociale behov er også klaret, så der er tilbage en pendul-bevægelse mellem mit behov for tryghed og selvrealisering!
Min tryghed er truet af nogle mekanismer, der er fæstnet dybt fra en forskruet fortid, og er noget, jeg hele tiden arbejder med (hvor jeg tidligere har haft behov for at skyde det i baggrunden for at kunne overleve) og jeg benytter endda min kreative udfoldelse i bearbejdelsen! Det synes dog at være en krig, jeg taber? Arh, nu er jeg ikke een, der har let ved at tabe, så jeg kæmper og her kommer ensomheds-følelsen ind:
Hvad er formålet? - andet en at jeg skal føle mig tryg? Så meget arbejde virker ikke rigtigt bare for een persons skyld. Det føles ikke rigtigt. Så jeg finder endelig ud af, at det, jeg kan søge efter, er, at kunne tro på et formål! Blind tro ligger dog ikke til mig. Øv. Så på den igen. Hvor finder jeg så tryghed?
Mærkeligt nok for mig, føles det som om, det hele foregår samme sted (i hjernen) som mine smerter påvirker! Jeg kan finde ro ved at spise - selvom det kun er for et kort øjeblik. Det giver ro at kunne ordne noget i/ved huset og haven - også kun for et kort øjeblik.
De korte øjeblikke er måske det, jeg kan forvente at nå? Det ville jo være rart, at de kunne nås uden noget at spise og uden ting der skal stå/se ud på en bestemt måde! Det er noget knold. Jeg forstår godt, hvor uendelighedstegnet kommer ind. "Den Uendelige Historie" (bog). Tankerne går i ring. Det er tid at lave en afledning, så smerterne ikke tager helt over. Og så lykkes det måske imorgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar