februar 23, 2009

Ændringer i farvandet

Hm - det ser ud til, at det nu lykkedes at få min smertestillende medicin til at lindre nok til, at jeg faktisk kan sove noget!
Jeg tog lige 60 timer på 3 døgn!!! Noget af tiden var det som om jeg simpelthen besvimede og vågnede svimmel og med kvalme lidt efter, men efter de 3 døgn havde jeg det fint og efter dem, har jeg faktisk kunnet sove mere en før! 2-3 timer om natten og så 2-3 timer IGEN om formiddagen!
Ikke alene føler jeg mig bedre tilpas alt ialt, end jeg længe har gjort - sådan rent fysisk, men jeg er også tidligere oppe, end jeg længe har været i stand til, og er meget mere aktiv! F.eks. har jeg ENDELIG fået de sidste ting på plads her og huset er erklæret i orden nu!
Nu har jeg nogle småprojekter, jeg synes kunne være sjove at lave, men det er jo noget helt andet, end når det er kræfterne, der ikke slår til at lave ting færdige, som bare ligger og irriterer!!!
Og så ser det ud til, at jeg har fået godkendt det maleri, som jeg har lavet med det formål, at det skulle bruges til logo (altså foto af maleriet!!!) på T-shirts til en kongres i Boston!!! Det er da helt fedt, at der skulle rende nogle rundt med mit design! Ikke at jeg får noget for det sådan rent "monetært", men det er da bare fedest!
Jeg har også færdiggjort en poncho (strikketøj) og er startet så småt i haven med at udnytte, at det er blevet tø-vejr.
Ellers er det noget af en overraskelse, der kom forleden: Det var aften og pludselig hørte jeg nogle tale i haven! Ihvertfald 2 unge mænd mumlede et eller andet, og så prøvede de at få skurdøren op, men der var jo sne, så de kunne ikke se, at der sidder en kile forneden (så katten eller kaninerne ikke kan mase sig igennem og komme ind i skuret), så det larmede jo forfærdeligt og de rendte afsted! Jeg sad altså 4 meter fra dem!!!
Jeg var så rasende, at jeg lige ventede et øjeblik på at få vejret, og så masede jeg ellers afsted ud i haven og råbte alle de vederstyggeligheder, jeg kunne komme i tanke om (eller uden at tænke kunne lire af rutinemæssigt ;-D ). De var så rendt med den hængelås - uden at have nøglen altså - som sad ulåst i døren. (Jeg var jo hjemme, så det skulle jo ikke være nødvendigt, at den var låst? - men det var det altså! ) Så de fik altså, alt hvad jeg kunne komme i tanke om, for jeg var faktisk ikke i tvivl om, at de var i nærheden og kunne høre, hvad jeg råbte!!!
Nu var det så sådan, at jeg lige sad og skulle lave en artikel til Kæret og det var så stjerne-kedeligt, for jeg havde sat mig for, at jeg ville skrive om demokrati og kommunikation i vores bebyggelse, men jeg var slet ikke oplagt til det - det kedede mig voldsomt! - så jeg afbrød så at sig det, jeg havde skrevet, og skrev så, at det, jeg ville have kommet ind på, lige måtte vente, for nu ville jeg fortælle om de åndssvage tosser, der lige havde prøvet at bryde ind i mit skur!
Når jeg så tænker på, hvad der står derinde, så er det helt til grin at prøve, at drage afsted for at udplyndre "damens" urtepotteskjulere, kaninfoder, hø og papaffald - for ikke at tale om den cykel med flade dæk, der står derinde! Ja, for det kan da ikke være el-scooteren, de vil DRØNE gennem Ishøj på med 14 km. i timen! Det er jo ikke engang hurtigt nok, til at håret bliver blæst ud af frisuren!
Du gode kustode!!! De er jo idioter! - Nå, men nu bliver de så også hængt ud som sådan i Kæret og da vi samtidig har en debat her omkring videoovervågning, passede det såmænd helt fint ind i temaet til bladet! - Hæ, og Johanne var ikke i tvivl om, hvor rasende jeg havde været, da jeg fortalte hende om det! Om ikke andet, var de unge mennesker anvendelige til min artikel, som blev godkendt uden rettelser og der er kommet en anden hængelås på havedøren, og den er blevet låst, selvom jeg er hjemme! Kors i hytten! - det er ikke studenterhuen, der strammer på de 2 fyre!
I øvrigt har Johanne lige været en tur i Hamborg på weekend! Det var gået helt forrygende godt og det ser ud til, at kærestens familie modtager hende godt. De sender hende da ihvertfald ikke hjem i utide, så helt tåbeligt opfører hun sig altså ikke!
Nu tager jeg lige et par timer på øjet - jeg var egentlig kun aktiv på det her tidspunkt, fordi jeg havde lavet en bommert i nat på Leaky og måtte lige have det rettet op igen. Det er nu gjort og freden kan sænke sig over det lille land!

Ingen kommentarer: