december 12, 2008

Travl uge!

Nu har jeg så prøvet at sælge et maleri! DET er godt nok en spøjs følelse! Ikke alene har jeg nu penge (efter jul, for det har jeg selv bedt om) til at købe nogle af de pensler, jeg har gået og set på, men der er faktisk nogle, der helt frivilligt har valgt mine billeder! De har ikke engang fået dem som gave af mig, men rent faktisk valgt dem! -Spøjs følelse!

Pakker er sendt til udlandet efter de malerier, der var bestemt dertil, endelig blev lavet færdig og Kirsten kom over for at fotografere dem, inden jeg sendte dem afsted. En herlig følelse af veludført "arbejde".
Alle de andre nyere malerier fik også en tur i digitaliserings-dimsen (af nogle kaldet et kamera), nu da Kirsten alligevel havde stativet stående, så der er også håb om, at jeg får opdateret maleri-bloggen inden længe!

De sværeste malerier at lave, er nu altså de, der har en bestemt modtager. Næsten hver gang jeg er i gang med sådan nogle "bundne opgaver" opstår der et tidspunkt, hvor jeg går i stå og først kommer videre, når jeg har gennemgået (i hovedet/følelserne) hvad jeg mener, om den person eller opgaven personen har givet mig. Så det er ikke overdrevet, når jeg mener, at jeg maler "med" mine følelser/sjæl.

Weekenden, vi er på vej ind i, står i juletræets tegn! Johanne skal på loftet og hente træ og pynt ned, og huset er klar til at tage imod, at nu er det altså lige straks jul og om 14 dage, er det hele overstået - næsten! ;-D - Det er altid sådan en sød ventetid og pludselig er det ovre, men det er en del af charmen ved sådan en højtid - at det bliver overstået! Nå, men hvis jeg er bare lidt heldig, så kan jeg få lavet noget julebag! Jeg har ganske vist ikke tænkt på at købe ind til det, men det kan vel nok nås! Jeg har dog en fornemmelse af, at vi måske først skal en tur til København - hvis ikke det kan nås på mandag, for Johanne har ønsket sig en galla-kjole og det er så ikke lige noget, jeg bare kan købe, uden hun er med! Nu må vi se, hvad det bliver til.

Heldigvis var de voksne i familien med på, at vi skippede gaverne til hinanden i år, så jeg har bestilt en herlig ting til mig selv og jeg glæder mig over den hver dag. Nu kommer Johanne, så jeg fortsætter senere her!

Ingen kommentarer: