december 05, 2008

Er det synd eller er det sjov?

Hvornår er det synd og hvornår er det sjov at have en interesse?
Hvornår er det interesse (og altså sundt) og hvornår er det besættelse (og altså usundt)?
En lille sætning lyder og satte tanker i gang, selvom jeg faktisk syntes den var forkert, hvilket jeg sagde!
Er det sætningen - afsenderen, eller er det sætningen, der høres - modtageren, der skal fokuseres på. Hm ...
Nu var det mig, der hørte en sætning, og egentlig godt var klar over, den var på vej, så det er i det her tilfælde mig - der bestemmer, hvad der skal blive af den.
Og der skal ikke blive spor mere af den, andet end at det var lidt ærgerligt, at jeg ikke havde sørget for at kommunikere ud til mine nærmeste, hvad jeg egentlig foretager mig for tiden! Så havde jeg ikke forårsaget bekymring, men jeg havde jo så heller ikke tænkt på at overveje ting. Ingenting er så galt, at det ikke er godt for noget ^_^
Hvad er det så, jeg laver:
Ok, så jeg er altså i gang med at læse min 10. fiktive roman siden april - der IKKE er Harry Potter (den serie har jeg kun fået læst 15 gange!); jeg læser Astronomi på "næste plan", efter jeg er startet på at gå til foredrag gennem Folkeuniversitetet; jeg har fået færdiggjort næsten lige så mange malerier i år, som i de foregående 5 år tilsammen; jeg passer kaninerne og hygger mig gevaldigt med et helt "nyt" hus, hvor der er lavet en masse forbedringer i de forløbne 2-3 måneder! Socialt er jeg sammen med andre mennesker flere gange om ugen, selvom der er perioder, hvor jeg ikke kommer ud andet end i haven!
Min tid på internettet fordeler sig over mange ting, men har som centralt punkt, at jeg deltager som frivillig medhjælp i en læse-gruppe på den HarryPotter-fanside, der hedder Leaky Cauldron! Jeg lærer at arbejde i html-code (sådan lige så stille!), jeg skriver hver eneste dag på engelsk, deltager i diskussioner på andre sites (danske mest) og så laver jeg en masse af, hvad jeg havde forsvoret, jeg nogensinde ville have anset for interessant:
Jeg analyserer tekster, skriver resuméer og laver redigeringer for andre - mest på engelsk! Jeg er endda blevet "klummeskriver" i vores beboerblad - altså på dansk :-D. Mine dansk-lærere ville have forsvoret det kunne lade sig gøre, at jeg ville lave sådan nogle ting frivilligt, men det er faktisk sjovt! Især tekst-analyse er jeg ved at blive ret interesseret i, efter jeg har fået nye værktøjer tillært!
Iøvrigt er jeg også aktiv med de blogs, jeg har igang - en på engelsk, denne her og maleri-bloggen (der kun venter på fotos nu).
Så mit eget svar på min overskrift er: Det ville være synd, hvis det ikke var så sjovt!

Ingen kommentarer: