oktober 27, 2008

Det kører for SvendBendt!

Ikke bare eet men to billeder kom med hjem idag og det tredje står ude i Kunstforeningens Hus og tørrer. Når jeg sidder og kigger på fotoet her, så har Ninna ret: Det var ikke en pæn signatur, jeg der har fået lavet! NÅ, men det kan heldigvis laves om!

Inde i mit værelse har jeg fået installeret noget fed belysning - Kirsten som konsulent på, hvordan det kunne virke bedst - og det skrider fremad med alle de små ting, der skal ordnes her, for at det bliver nemmest at finde ting, komme rundt og også så det er til at holde ud at se på! Hader øjenbæ! ^_^

Kaninerne er slemt utilfredse i det her vejr, for de får ikke lov at komme ud stadigvæk - det er simpelthen for vådt - de får hurtigt lungebetændelse, når de er så små, som dem jeg har! De er nu heller ikke for lykkelige over, at jeg har skaffet et net til at fange dem med, så Juice er klog nok til at hoppe ind i sit hus selv, men stakkels Sille har ikke fanget den endnu, så hun måtte fanges. Efter lidt af en jagt, lagde jeg nettet ned foran hende og ... hun gik pænt ind og satte sig i midten, jeg løftede nettet og vupti! Så var hun altså SUR! Efter en grundig "nusning" og hygge, var hun lidt mildere stemt og kunne komme ind i sit hus for natten! - og nu for regnen! Bestemt ikke kanin-vejr.

Meget af min mentale energi bruger jeg for tiden på at skrive, læse og grine:
Jeg er blevet en del af staben bag hjemmesiden Leaky Cauldron, hvor alting - næsten - handler om Harry Potter, og hvor jeg arbejder med i en læsegruppe. Inde i >>Interactive<< - >>Forum<< er der en masse "tråde", der i form af poster - altså medlemmets bidrag er en post - hvor der diskuteres alting og nogengange en slags ingenting! Der er også Afslapnings-tråde og steder, hvor medlemmerne kan lege.
En læsegruppe tager en af bøgerne (pt.: Fangen fra Azkaban, eng.: "Prisoner of Azkaban") og analyserer hvad der sker i hvert kapitel, og nu hvor hele serien er udkommet, er der selvfølgelig ikke nogen overraskelser som sådan, men så kan det handle om, hvor overraskende det var, at den-og-den lille ting, blev vigtigt senere i serien. Diskussionerne går i mange retninger og nogle af de retninger har bestemt med det virkelige liv at gøre, men det giver også "ret" til at flygte lidt fra virkeligheden og bare at være fælles om noget medlemmerne synes er sjovt!
Læsegrupperne laves lidt mindre end selve hjemmesiden for at diskussionerne kan flyde lidt bedre og medlemmerne kan lære hinanden lidt "at kende". Der er forskel på en stor gruppe på tusinder og så være i mindre grupper, hvor "min" læsegruppe er på ca. 200 medlemmer.
Stabens opgave er at sætte diskussioner igang, holde dem igang (interessante) og sørge for, at der opretholdes en god stemning og sikkerhed for de yngste medlemmer ikke mindst!
Det er ret interessant for en fan at deltage, men det sjoveste her i begyndelsen af bogen er nu altså de "tråde", der handler om alt muligt andet end Harry Potter og i staben har vi så yderligere et helt forum for os selv, hvor vi støtter hinanden og begyndere som jeg hjælpes af de mere erfarne! De tekniske værktøjer er ret indviklede og kræver, at jeg koncentrerer mig, hvilket min hjerne kun har godt af, og jeg kan virkelig mærke, at jeg kommunikerer 5-7 timer hver dag på engelsk og har mellem 5 og 12 vinduer åbne på een gang, som jeg så skal holde styr på! Herlig hjernegymnastik!
I fredags startede der så noget sjov på et Halloween-forum og jeg sad (fysisk) helt alene og grinede så tårerne trillede, så meget blev der drillet, leget og sendt fjollerier rundt på de tråde, som det forum består af. Igår jagtede jeg drille-spøgelset rundt i 9 forskellige tråde, narrede ham totalt og vandt!!! Det var hyggeligt at få en masse sjove kommentarer fra de andre!

Det kunne såmænd også have handlet om strikning eller kaniner, dét jeg havde kastet mig over, men nu kom det altså til at handle om en bogserie og det giver mig en stor tilfredsstillelse, at jeg deltager i noget og yder en indsats! - Ligesom at male! - og deltage i undervisning om Astronomi! Der er gang i den!
Posted by Picasa

Ingen kommentarer: