april 02, 2008

Nyt maleri er færdigt


Fotografering er ikke min stærke side, så der er lidt uoverenstemmelse med farverne/lys-indtrykket - især hvor malingen endnu ikke er tør, så det gav genskin (blitz), men den hvide cirkel er altså rigtig nok!

Jeg har arbejdet på det, så jeg fik sved på panden og var 3 aftener om at få det færdigt (kursus hos Jørgen Hansson i Kunstforeningen). Nu arbejder jeg på det næste af yderligere 2 motiver, som er inspireret af Harry Potter-bøgerne!

Det første billede her handler om nogle væsener, der hedder "Dementors" på engelsk, så det har jeg kaldt billedet.
I historien har de den egenskab, at de suger al glæde og livskraft ud af mennesker og den beskrivelse, forfatterinden gav af deres tilstedeværelse, gav det her indtryk af, hvordan det må være, at blive udsat for sådan nogle skabninger.
Beskrivelsen er: Det er som om mørket omslutter, solen/stjernerne forsvinder, der er ingen håb mere og det er som om, man aldrig bliver glad igen! De kan kun fordrives af stærke, lykkelige minder, der bruges til at sende et slags skjold ud mod dem.
Jeg har forsøgt at gengive mørket, der fortrænger farverne/lyset og så den indre glødende kraft, der kan bruges til at fortrænge mørket.
Alle de 3 billeder, jeg maler med bøgerne som inspiration, er med vilje ikke noget, der allerede har været i filmene. Det er min gengivelse af de følelser, jeg får, når jeg læser historierne, så det er en tro fortsættelse af min måde at male på, selvom jeg her er inspireret af specifikke bøger.

Ellers går jeg rundt og hygger mere, jeg sover 4-5 timer i døgnet nu, fløjter - mest når jeg er vågen - og glæder mig over flere ting, end jeg længe har formået, så jeg konkluderer, at den nye medicin, jeg startede med d. 14.3. d.å., som supplement til det, jeg allerede tager, nu virker, og det er jeg meget taknemmelig over.

Ingen kommentarer: