august 31, 2008

Snuske fik fred idag!

Det er fantastisk, som det lille dyr gav så meget positivt til Johanne og til mig. Men idag måtte hun give op og give slip, og det heldigvis efter Johannne havde været hjemme på week-end, havde hentet mælkebøtter og græs i morges til de 2 kaniner og var derefter taget til Parkour. Lige efter Parkour tog hun afsted til Hovedbanen, for at tage til skolen, så jeg var her alene.
I de sidste 4 døgn har jeg ikke været ude af huset/haven, for jeg ville ikke risikere, at Snuske blev dårlig og skulle dø alene, og det var faktisk mærkværdigt, at jeg var lidt mere afslappet idag og ville afsted og tømme postkasse ved vores eget hus og smide papiraffald i containeren. Jeg var sikker på, at kaninen havde det lidt bedre. Mens jeg gik rundt og samlede papir sammen, gav Juice lidt ekstra foder, fik lukket badeværelsesvinduet og skulle til at låse af, så skete det. Snuske fik en gevaldig krampe og faldt rundt i buret, og jeg fik en helt klar følelse af, at nu var det slut! Hun døde i mine hænder og jeg fik sagt ordentligt farvel.
Birgitte kom straks herover og vi fik pakket Snuske ind i en gammel trøje af Johannes, som jeg havde lagt ud i buret i løbet af dagen, for at kaninen kunne snuse til noget velkendt. Nu kunne trøjen så bruges til Snuskes sidste rejse og det er en rar tanke for mig.
Vi fik givet den lille kanin et godt liv og vi var forberedte på, at det kunne ende meget galt, da hun fik lungebetændelse, men det er altså alligevel sørgeligt sådan at skulle undvære hende!

Ingen kommentarer: